Værd at læse

00

Astrid har en plan


Som bekendt var størstedelen af den såkaldte 68’er generation
kommunister. De nærede et brændende had mod det etablerede system, familien,
kulturen og ønskede kun at smadre samfundet, eller svinenationen, som de så
charmerende kaldte de lande, de var født og opvokset i.

De fik næring fra kampskrifter som eksempelvis Marcuses bog, ”Det
endimensionale menneske” fra 1964, hvori den dengang 66-årige ungdomsforfører
(Marcuse blev født i 1898) beskrev, hvordan man kunne ødelægge det bestående,
naturligvis pakket pænt ind, så det virkede humant i stedet for destruktivt.

Marcuse pegede på flere muligheder. Han havde opgivet den klassiske
marxisme, i hvilken arbejderklassen skulle spændes for revolutionsvognen og
gøre oprør mod de herskende tilstande. Men i efterkrigstidens fede år havde de
fået villa, vovse, Volvo, kolonihavehus og kunne tage på charterferie, så de
kunne ikke bruges.

Derfor faldt blikket mod en gruppe, der kunne anvendes til omstyrtning
af de hadede samfund: Underklassen i andre lande fjernt fra Danmark. Ved at
begynde at importere dem i kæmpekontingenter, ville der blive skabt den ønskede
ustabilitet.  Så grænserne blev åbnet, invitationer sendt ud, og snart myldrede det ind.


Der lød kritiske røster mod programmet, men de blev bragt til tavshed
med beskyldninger om racisme.

Vel indenfor dørene drejede det sig om at bøje sig for de fremmedes
krav, så danskernes blod kunne blive sat i kog, og befolkningen dele sig i
grupper, der bekrigede og spyttede på hinanden.

Så langt er der ikke noget nyt under solen. Det har været prøvet før,
og det hedder del og hersk.

Og herske gjorde 68’er generationen også. De sørgede for at tage en
uddannelse og fordelte sig på poster i samfundet, hvor de kunne få indflydelse
og gennemføre deres destruktionspolitik, samt sørge for at give stafetten
videre til meningsfæller i den næste generation, som det var lykkedes dem at
ensrette ved målbevidst at ødelægge uddannelsessystemet.

De punkter på agendaen burde have været nok for enhver revolutionær
68’er. Men der skulle mere til for at få samfundet helt ned og ligge.

Den oprindelige befolkning, især borgerdyrene, der hårdnakkede blev ved
med at kæmpe for opretholdelse af de gamle dyder som familiens bestående,
kærlighed til familien, klassisk musik, litteratur og kamp for at give deres børn en ordentlig uddannelse, skulle ødelægges.


Igen skævede de mod fjerne strande som DDR og Sovjet.

Her havde man anvendt psykiatrien til at få greb om de, der ikke ville
rette ind. Med psykofarmaka kunne man manipulere deres hjerner, i yderste
konsekvens smadre hjernerne på dem, så de mistede deres job, erhvervsevne og
status i samfundet og blev anbragt på overførselsindkomst, hvorfra de som
nyskabte sociale tabere sandsynligvis ville besinde sig og stemme rødt. I
modsat fald kunne dosis af psykofarmaka øges, så hjernebarken blev totalt ødelagt
og signaloverførslen mellem hjernebark og hjernestamme afbrudt. Da
hjernestammen sørger for vores vejrtrækning og hjerte, ville hjertet gå i stå
og personen dø.

Dødsfaldet ville dog ikke spille nogen rolle, da det blot ville være endnu
en ”sindslidende”, der lå samfundet til byrde, der nu var gået til de evige
kontanthjælpskontorer.

På den måde er tusinder af danskere allerede døde, eksempelvis en ung
pige på 36, der som studerende oplevede en dyb sorg, som den
allestedsnærværende psykiatri kunne hjælpe hende med. Hjælpen bestod af rige
mængder psykofarmaka, hvis ”bivirkninger” sendte hende igennem talrige
personlighedsændringer og psykiske tilstande, som udstyrede hende med den ene
diagnose efter den anden og dertil hørende mere psykofarmaka.

Ved hendes død den 29.11.2010 havde hun diagnose som paranoid skizofren
og fik udover stærk antipsykotisk medicin også medicin mod den parkinsonisme,
pillerne havde påført hende, samt morfin mod smerter. Og den afsluttende
studentereksamen hun havde været ved at forberede sig til, da hun oplevede
sorg, var for længst gået kødets gang. Ved hendes begravelse i Jesu Hjerte
Kirke, var det kvalmende at høre præsten tale om den stakkels lille
sindslidende pige, der døde i så ung en alder.


Fra begyndelsen havde hun intet psykisk fejlet. Hun var blot blevet udsat for
noget, vi alle kan blive udsat for.

Dermed delte hun skæbne med andre tusinder af danskere, der bliver
sendt til psykiatrien under alle mulige påskud, så den kan afprøve potent og
stærk hjernemedicin på dem.

I alle rædselsregimer har psykiatrien altid været et stærkt våben mod
befolkningen.

Indtil videre er det lykkedes at sætte flere end 725.000 danskere på
hjerneødelæggende medicin, og man skulle formode, det var nok. Men det er det
ikke. Der skal mere turbo på, så endnu flere kan blive fanget ind, få en
diagnose og blive udstyret med rige mængder hjernemedicin.

Derfor har ung socialisten, sundhedsminister Astrid Krag en plan,
afslørede hun overfor Dagens Medicin den 14. oktober, da lægerne overrakte
hende deres ønsker om en national handleplan på det psykiatriske område.


Til gengæld for overrækkelsen lovede hun at ville nedkomme med en national handleplan,
som skal få endnu flere danskere i psykiatrisk behandling, uanset om de er
psykisk syge eller ej. Hvis de ikke er det, skal de nok blive det, når de
begynder at modtage den hjerneændrende medicin, så de kan få noget mere og en masse diagnoser.

Det skal være usagt om der i den rædselsvækkende behandling af danske
borgere også ligger en agenda om, at hvis personen bliver syg af den
psykofarmaka vedkommende får på grund af en midlertidig livskrise som sorg,
stress, traume efter ulykke, overfald, krigsoplevelser eller andet, så skal
dosis bare øges, indtil personen er totalt elimineret, har mistet sit job, sin
erhvervsevne, sin bolig, familie og omgangskreds og er sat på overførselsindkomst,

Sådan som det allerede er gået tusindvis af danskere, eksempelvis den
unge ingeniør i Jylland, der fik stress og hjælp i psykiatrien, der smadrede
hans hjerne, indtil han havde mistet alt og var blevet anbragt på
førtidspension som 48-årig og flyttet ind på et værelse, hvor han kunne blive
gemt ad vejen ligesom alle de andre ofre.

Eller den 42-årige blikkenslager, der mistede sin hustru og fuld af
sorg også begyndte at få psykofarmaka. I dag dingler han rundt med talrige
psykiatriske diagnoser, har mistet sin lille blikkenslagervirksomhed og skyller
en blanding af antidepressiver og antipsykotisk medicin ned med litervis af
cola.


Ved siden af Astrids plan om ødelæggelse af den danske befolkning, kører
planen om ødelæggelse af landet og dets kultur videre som planlagt. Indtil
videre må danskerne ikke længere spise frikadeller, ligesom de også kan glæde
sig over opførelsen af en stormoske og planer om statsuddannede imamer.


Det er virkelig lykkedes en hel generation at ødelægge landet, så meget
at der sandsynligvis ikke engang kan rettes op på det igen.

Deres plan har snart ramt hver eneste dansk familie, og i hele sin
struktur er den så ond, at ikke engang Satan selv ville kunne have fundet på
noget tilsvarende i sin værste vrede og sit mest brændende had.


Lad mig slutte som dronningen: Må Gud bevare Danmark og danskerne. Ingen andre gør det.

22 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere