Danmarks Statsminister Helle Thorning-Schmidt, vil på tirsdag efterlade Gucci-tasken på de bonede gulve og tage til Fælledparken for at tale til de øldrikkende sympatisører for den såkaldte 'arbejderklasse'. Det er uvist om hun vil tale om EU's velsignelser, nødvendigheden af at redde bankerne, kapitalismens indbyggede ondskab eller nødvendigheden af at bremse udgifterne til den offentlige sektor.
Men ud over de røde faner og ”Når jeg ser et rødt flag smælde” kommer vi bestemt til at høre 'Internationale'. Den er oprindeligt skrevet som et fransk digt af Eugène Pottier og første gang udgivet i 1888, er oversat til dansk af Hans Laursen i 1911 (med en tilføjelse af Carl Heinrich Petersen). Internationale vandt hurtigt udbredelse i marxistiske, anarkistiske og revolutionært socialistiske kredse, og var Sovjetunionens nationalsang fra 1917 til 1944.
I sammenhængen er det værd at kende til de forskellige 'Internationaler', internationale socialistiske og kommunistiske organisationer, der havde nationale partier som medlemmer, dog med National-socialisterne i Tyskland og fascisterne i Italien som markante undtagelser. Marxistisk ideologi og Sovjetunionen spillede en dominerende rolle i flere af disse, men efter Sovjetunionens sammenbrud er deres indflydelse minimeret.
Det danske Socialdemokrati er stadig medlem af Socialistisk Internationale, der blandt andet arbejder for at bekæmpe global opvarmning, CO2-udledning og den globale finanskrise med kommissioner og progressive ideer.
Tilbage til det konkrete. 'Internationale' synges stadig, og på trods af dens længde er det værd at forstå, hvad der egentlig er skrevet, sagt og sunget i den. Som Carl Heinrich Petersen skrev i sin bog Agitatorer og Martyrer er den skrevet som revolutionær slagsang, en interessant kontrast til de moderne demokratier, hvor den synges i dag.
Til teksten, liv eller død:
Rejs jer, fordømte her på jorden,
rejs dig, du sultens slavehær!
'Internationale' går lige på og hårdt. Den taler til ”Fordømte her på jorde” og ”Sultens slavehær” - i sammenhængen må vi gå ud fra, at der er tale om underbetalte arbejdere, der har svært ved at skaffe brød på bordet. I dagens Danmark er det naturligvis en ubrugelig anakronisme, da vi ikke har sult for alvor, og danskere ikke er specielt 'fordømte' – nærmest tværtimod.
I rettens krater buldrer torden,
nu er det sidste udbrud nær.
Sangen er som nævnt udgivet i 1888. Det er næsten et århundrede efter den Franske Revolution, der blev efterfulgt af flere andre revolutionære bølger i Europa. Samtidigt oplevede Europa også en anden revolution, nemlig den industrielle, der førte til fremskridt og bedre levevilkår for mange. I Tyskland så man endda de første skitser til en egentlig velfærdsstat, da Otto von Bismarck gennemførte den første nationale sociallovgivning. Men revolution, ikke sociallovgivning, var målet for de marxistiske/anarkistiske bevægelser.
Bryd kun fortids møre mur i stykker,
slaveskare, der er kaldt;
snart verdens grundvold sig forrykker,
fra intet da vi bliver alt!
Ægte revolutionsromantik. Selvom tanken om at gå fra 'intet' til 'alt' kan synes tiltalende for en underuddannet arbejder, viste praksis fra Sovjetunionen, Kina og andre 'Revolutionære idealsamfund' hurtigt, at velbevæbnede opkomlinge hurtigt knuste langt mere, end de byggede op. Et eksempel blandt millioner er, da kommunisterne i Rusland stjal det apotek i Sankt Petersborg, Ayn Rands far havde bygget op og drevet, en begivenhed der gjorde dybt indtryk på den unge pige.
/:Vågn til kamp af jer dvale,
til den allersidste dyst; -
og internationale
slår bro fra kyst til kyst.:/
Omkvædet er også revolutionært – efter mange kampe står vi, ifølge sangen, overfor den allersidste, der tilsyneladende skal gennemføre den revolution, der i 1888 var slået fejl mange gange. Det internationale aspekt viser sig her – det revolutionære kald gælder globalt.
Ej nogen mægtig gud og kejser
og folkehøvding står os bi.
Nej, selv til kampen vi os rejser,
vor folkeret forlanger vi.
Lidt paradoksalt har marxisme og socialisme givet os de længst levende 'folkehøvdinger' – fra Marx og Engels over Lenin, Stalin, Mao, Che, Castro, Nasser, Kim Il-sung, Kim Jong-Il og andre højt beundrede 'folkehelte'. Begrebet 'folkeret' er farligt, det giver mindelser om afsporet tysk ideologi.
For at knuse tyvene, vi føder,
for at fri vor bundne ånd
vi puste vil til essens gløder
og smede med en senet hånd.
Her bliver det spændende. Tilsyneladende er ”tyvene, vi føder” en hentydning til de iværksættere, der i det 19. århundrede blev rige på at starte fabrikker, bygge dampskibe og drive jernbaner. Den synlige rigdom kunne nemt være en torn i øjet på de arbejdere, der blot var blevet noget mindre fattige end deres forældre og bedsteforældre.
Vi knuges under stat og love,
vi flås af skattens skarpe klo.
Her håber jeg, at Helle Thorning-Schmidt og specielt Enhedslisten hører efter, og lader handling følge de oprindelige idealer: Markant mindre skatteplyndring af den arbejdende klasse, markant færre reguleringer og love at overholde, mindre kontrol med almindelige menneskers liv.
Og pligtfri kan den rige sove,
vor ret kan ingen steder gro.
Der er ingen tvivl om at rigdom medfører en form for frihed, men 'pligtfri' er noget af en overdrivelse. ”Den rige” bliver i dag beskattet langt hårdere end arbejdere og andre almindelige lønmodtagere, men har stadig en 'pligt' til at fortsætte med at levere arbejdspladser og indtægt til mange.
Her er den danske oversættelse desværre langt fra originalen. Den engelske udgave er langt bedre, den lyder:
The State oppresses and the law cheats
Tax bleeds the unfortunate
No duty is imposed on the rich
The rights of the poor is an empty phrase
Her har liberalister bestemt et par ord at sige, og være enige i. ”Staten undertrykker og loven bedrager”, ”Den ulykkelige plyndres af skatter”. Det kan synes underligt at finde dette stof i en socialistisk slagsang, men man må formode at det er taget med for at tale til almindelige menneskers konkrete situation, så de kunne identificere sig med sangen og håbe på et samfund med lavere skatter, hvis revolutionen blev gennemført. I Danmark har vi naturligvis den stik modsatte situation – ingen revolution, langt højere skatter end da 'Internationale' blev skrevet.
At de rige skulle være fritaget for skatter og pligter er som nævnt noget vrøvl, ligesom påstanden om at fattige ingen rettigheder har. Faktisk kan det se ud som om de 'fattige' af Carina-klassen har flere rettigheder og mere frihed end mennesker, der arbejder hårdt.
Lad os kaste åget af vor nakke!
Lighed fordrer: pligt for ret!
Med pligterne vi tog til takke,
nu tager vi vor løn for det.
Siden 'Internationale' blev forfattet, er dette forsøgt i mange lande, med omfattende lidelse og millioners død som følge. Den rationelle løsning på det krav, der rejses her, er stærk beskyttelse af de enkelte borgeres rettigheder, ikke mindst overfor skatter og overgreb fra Staten.
Ved ofringen til Mammons ære
har guldets konger aldrig haft
et andet mål end det: at tære
på proletarens arbejdskraft.
Her er den danske oversættelse igen upræcis. Originalen refererer til ”Konger af minen og jernbanen”, altså tidens iværksættere, ikke til bankfolk som den danske oversættelse kunne antyde. Det vanskelige her er, at iværksætterne som udgangspunkt havde tjent deres indeståender via drift af industri, handel med videre, og det kunne være svært at forstå for en arbejder, hvordan handel og fabriksdrift kunne skabe så meget rigdom for enkelte personer, og penge blive så stor en del af det daglige liv, et radikalt skifte fra feudalsamfundets stagnation. Som en berømt tysker skrev om samme problem:
The aristocracy of the coming state will be determined not by possessions or money, but only on the quality of one’s accomplishments. One earns merit through service. Men are distinguished by the results of their labor. That is the sure sign of the character and value of a person. The value of labor under socialism will be determined by its value to the state, to the whole community. Labor means creating value, not haggling over things.
Tilbage til 'Internationale', der heller ikke tøver med at udpege forbryderne:
Denne bande ved vor slid og plage
til en mægtig rigdom kom;
og når vi fordrer den tilbage,
forlanger vi vor ejendom.
Her er en dyb misforståelse af, hvad 'ejendom' og 'ejendomsret' er. Når en ærlig iværksætter har tjent en million, vil han have haft mange millioner i omsætning – penge, der er tjent af andre, hans iværksættere, leverandører med videre. Når han har været i stand til at spare op, skyldes det forstand på økonomi og mindre forbrug end indtægt. Penge giver magt, netop fordi ærligt tjente penge er et udtryk for, at man har skabt værdi, som andre har sat pris på. Denne magt er naturligvis begrænset, for når den rige bruger sine penge på varer og service, går pengene videre til andre. Det er et frit spil, hvor alle kan deltage. Se også Francisco's Money Speech.
Hvis der bliver svindlet med pengene som sådan, for eksempel trykt papirpenge uden dækning, er det en anden sag. Men det nævnes ikke i 'Internationale', der går direkte til sagen og kræver plyndring af de rige.
Sikkert med reference til de mange krige, der havde været i Europa og specielt Frankrig lyder det:
Med krigsbegejstring de os fylder,
de konger, før vi skal i slag.
Men voldens herrer væk vi skyller
på masse-mytteriets dag.
Dette vers var mærkeligt nok ikke med i den første danske udgave af 'Internationale'. Debatten om krigens retfærdighed og de forskellige former for bedrag, der kan føre et land i krig, er årtusinder gammel. Paradoksalt nok har lande som Sovjetunionen hyldet krigen, blandt andet i udtrykket ”Den Store Fædrelandskrig” om 2. verdenskrig. Tilbage i det 19. århundrede var det et akut problem, for eksempel i Danmark i 1848 og 1864. Og hvor Treårskrigen var velbegrundet set fra dansk side, var krigen i 1864 noget mere tvivlsom, da den blev udløst af en dårligt udtænkt Grundlovsændring.
Men det er en lang historie. Hvad der er mere bekymrende er at se Statsministeren og hendes støtter tale om at begå masse-mytteri og 'skylle voldens herrer væk'. Hvordan mon det lyder blandt vores soldater i Afghanistan?
Bær da strejke-ånden ind i hæren!
Og på næste krigs signal
vi siger nej til "helte"-æren
og skyder hærens general!
Forsvarskommandoen ville bestemt ikke bryde sig om begrebet ”strejke i hæren”, for slet ikke at tale om at ”skyde hærens general”. Den mest fornuftige løsning på dette problem ville være at Statsminsteren og hendes venner springer dette vers helt over.
Arbejdere i stad, på landet,
en gang skal verden blive vor.
Den dovne snylter skal forbandet
forjages fra den rige jord.
Mange gribbe på vort blod sig mætter;
lad os jage dem på flugt.
Vor kamp en herlig tid forjætter
hvor solen altid stråler smukt.
Mere revolutionsromantik, igen tilsyneladende vendt mod iværksættere og andre, der ikke står ude i marken og arbejder. De betegnes som 'gribbe', og et solbeskinnet Paradis opsættes som konsekvensen af at smide disse "Dovne snyltere" ud. Det har været forsøgt i Sovjetunionen, i Kina, på Cuba, i Cambodja og andre steder. Men ingensteds er resultatet blevet et bedre, mere værdigt og mere velstående liv for almindelige arbejdere og deres familier. Tværtimod har enhver praktisk indførelse af marxismen og beslægtede ideologer ført til omfattende overgreb mod almindelige menneskers frihed og ejendom, og i mange tilfælde millioner af uskyldiges død. Se også: Kommuismens Sorte Bog
'Internationale' burde være indskrevet i Glemmebogen senest i 1991. Det kan dog nås endnu.
