De mange liberalistiske retninger til trods, er der en kerne i liberalismen, som alle liberalister (måske fraregnet anarkister) er fælles om: politisk frihed med individuelt sikrede rettigheder, retsstatsprincipper (i den ældre betydning af ”rule of law”), og en begrænset og delt statsmagt med uafhængige domstole. Økonomisk liberalisme med økonomisk frihed, frihandel, fri konkurrence med så få erhvervsreguleringer og en så lempelig beskatning som overhovedet mulig.
I modsætning til andre politiske ideologier baserer liberalismen sig ikke på et antropologisk menneskesyn: Mennesket er, hvad mennesker nu en gang er: gode og onde, rationelle og driftsstyrede, egoistiske og generøse; mennesker er forskellige, og vi er alle sammensatte af natur og lidt af det hele i forskelligt blandingsforhold, i forskellige sammenhænge og til forskellige tider. Vi har hver især vores egne mål i livet, og ingen er bedre end vi selv til at vælge, hvad der er det gode liv for netop os.
Liberalismen er en politisk ideologi for uperfekte mennesker. Liberalisme er ikke en ideologi for mennesker, der stræber efter det perfekte samfund. Det er tværtimod en ideologi for mennesker, der ikke ønsker at presse deres egne præferencer ned over hovedet på andre mennesker og som modsætter sig at blive gjort til middel for andre menneskers mål. På den måde er liberalisme anti-politik: Liberalister ønsker personlig frihed til i videst muligt omfang at leve deres eget liv efter egne valg og er modstander af enhver form for underkastelse under kollektive mål.
Liberalismen er også anti-utopisk. Der findes ikke nogen utopi eller på forhånd formuleret ”blue-print” for et liberalt samfund. Et liberalt samfund vil være det uplanlagte og spontane resultat af alle menneskers individuelle stræben efter at realisere deres egne mål for sig selv, for deres familie og i samarbejde eller fredelig konkurrence med andre, men der er ikke noget kollektivt liberalistisk mål.
Det var en central indsigt hos Adam Smith, at når alle mennesker stræber efter opfyldelsen af hver deres – og ofte modstridende – mål, så indtræffer en spontan orden, hvor resultatet af den frivillige handlen på markedet er til alles bedste. Det var hans berømte ”usynlige hånd” hypotese.
Hvor liberalisme er en politisk ideologi, der drejer sig om at sikre individets autonomi og frihed fra ydre tvang, der er det en gængs opfattelse, at det at være liberal er et personligt livssyn. Ikke ulig det at være konservativ, som tidligere statsminister Poul Schlüter betegnede som en livsholdning. Det at være liberal er et ”livssyn, hvor der er højt til loftet, frisind og ønsket om mangfoldighed,” (Mette Bock). Klassiske liberalister fra Mises til Hayek skelnede ikke mellem ordene liberal og liberalisme, men det er mit klare indtryk, at ordet "liberal" i dagligsproget ofte anvendes om en livsholdning baseret på frisind og åbenhed, der ikke er hængt op på liberalismen som politisk ideologi.
Der er for mange en nær forbindelse mellem at være liberalist og at være liberal. De fleste liberalister vil være ligeglade med, hvordan andre mennesker vælger at leve deres liv, så længe de ikke skader andre eller begrænser andre menneskers tilsvarende frihed. Så i den forstand er mange liberalister liberale.
At være liberal er (i min optik) noget positivt, og hvis blot alle var liberale og tolerante over for andres forskellighed, ville det være langt lettere at leve fredeligt sammen i et samfund, og vi ville have færre problemer med ghettodannelser, radikalisering, hate-crimes, kønsdiskrimination og anden forskelsbehandling og hvad har vi.
Men at være liberalist er hverken en nødvendig eller tilstrækkelig betingelse for at være liberal:
Det er ikke en nødvendig betingelse: Man kan sagtens være liberal uden at være liberalist. Der er mange på den mere flippede og antiautoritære del af venstrefløjen, der kan tilslutte sig ” højt til loftet, frisind og ønsket om mangfoldighed”. Ofte har frisindet på den fløj dog sine grænser, når det drejer sig om mennesker med meget anderledes politiske holdninger end dem selv.
At være liberalist er heller ikke nogen tilstrækkelig betingelse, og man kan sagtens være liberalist uden at være liberal. Som liberalist kan man sagtens være ateist og religionsmodstander, hade katolikker, synes homoseksualitet er noget svineri, føle afsky for kødspisere og rygere, finde det forkert med kvindelige præster, eller være imod moskeer med minareter. Eller bare almindelig elitær og chauvinistisk. Man behøver absolut ikke gå ind for ”mangfoldighed” som liberalist, personligt kan man sagtens være ærkekonservativ og samtidig politisk liberalist. Man behøver kort sagt ikke kunne lide andre mennesker eller billige deres valg af livsstil for at være liberalist.
At være liberalist forudsætter blot, at man anerkender andres lige rettigheder, men der ligger intet i anerkendelsen af andres lige rettigheder, at man nødvendigvis skal bifalde deres valg af livsstil. Det er jo netop kernen i liberalismen: At uanset om man billiger andre mennesker og deres valg, så respekterer man deres lige ret til at leve deres liv, som de selv ønsker, og man forsøger ikke at presse sine egne værdier eller præferencer ned over hovedet på dem. Heller ikke personlige værdier om frisind. Al totalitarisme starter nemlig dér: Med ønsket om, at andre skal indrette deres liv efter ens egne værdier og præferencer.
At være liberal er et spørgsmål om personlige værdier og præferencer, det er et livssyn. Men et parti er ikke et menneske og har følgelig ikke noget livssyn, så hvad betyder det at være et liberalt parti? Det betyder vel ikke, at man vil gøre sit eget livssyn til en almen norm, hvor alle andre skal dele ens livssyn, for så er der tale om rendyrket totalitarisme. Så enten er liberalisme og liberal politik ét og det samme, eller også er de hinandens diametrale modsætninger:
Liberal politik som liberalisme: Garantere lighed for loven, frihedsrettigheder, der sikrer religionsfrihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, næringsfrihed, osv., være modstander af adfærdsregulerende lovgivning og kriminalisering af offerløse forbrydelser, være imod enhver form for diskrimination på baggrund af en persons køn, alder, etnicitet, religion, seksuelle orientering og hvad har vi. Lave skatter og en begrænset statsmagt, så den enkelte har frie valg og størst mulig kontrol over de penge, vedkommende selv tjener.
Liberal politik som totalitarisme: Hvor bestemte værdier om frisind og værdsættelse af mangfoldighed søges fremmet politisk, er der tale om at presse egne værdier og præferencer ned over hovedet på andre mennesker og dermed gøre dem til middel for egne mål. Man kan sympatisere med målene, men totalitært er det. Og antiliberalistisk.
Efterskrift
Gode venner har kritiseret klummen for at bidrage til en sematisk forvirring. Det var bestemt ikke tilsigtet. Tværtimod. Udgangspunktet er en semantisk forvirring: Opfattelsen af "liberal" som et "livssyn" kombineret med udsagn om, at et parti (der ikke er et menneske og derfor ikke kan have et livssyn) er liberalt. Allerede der blandes forskellige begreber om "liberal" sammen.
Min pointe - som godt kunne være klarere? - er, at det kun giver mening at tale om at føre liberal politik,hvis det er identisk med liberalistisk politik, for i modsat fald, er "liberal politik" alt andet end liberalt, men tværtimod totalitært og antiliberalistisk.
