Det Danmark, vi kender, er netop kendetegnet ved unik sammenhængskraft – geografisk og socialt. Baggrunden er nogle helt særlige politiske magtforhold, som er ved at skride. Det er dette skred, der udløser nye brudflader mellem storbyer og Udkantsdanmark:
Selve vort folkestyre blev skabt af brede folkebevægelser blandt bønder og arbejdere. Venstre var forankret i landbomiljøet og provinsen – ”det nære samfund”, som det i 1970’erne hed i et Venstre-slogan. Socialdemokraterne havde sine rødder i arbejderklassen og fagbevægelsen. Det sikrede de nødvendige balancer – geografisk og socialt.
Begge de gamle folkepartier er i dag domineret af storbyakademikere. Og nok så afgørende: Magten er i stigende grad flyttet fra politikerne til ekspertlaget – embedsmænd, konsulenter, økonomer m.v. Et lag af storbyakademikere, der er mere optaget af økonomiske modeller og imaginære stordriftsfordele end af mennesker på Mors og Ærø.
