Bernie, Trotsky & co. | Magt og Marked

Peter Kurrild-Klitgaard (Københavns Universitet): "Når man følger danske mediers dækning af primærvalgene i USA, får man let det indtryk, at Hill...

Peter Kurrild-Klitgaard,

18/04/2016

Peter Kurrild-Klitgaard (Københavns Universitet):

"Når man følger danske mediers dækning af primærvalgene i USA, får man let det indtryk, at Hillary Clintons konkurrent om nomineringen som Demokraternes præsidentkandidat, senator Bernie Sanders, holdningsmæssigt er godt på linje med de fleste herhjemme.  At selvom han er så langt til venstre på den amerikanske venstrefløj, at han faktisk ikke er valgt som Demokrat men som uafhængig socialist, ja, så er han grundlæggende nærmest sådan en dansk midtersøgende Socialdemokrat.  En slags krydsning mellem Anker Jørgensen og éns gamle dansklærer, der bare gerne vil have, at tingene skal forblive, som de var i den danske velfærdsstat.  Ja, medier som f.eks. Information og B.T. har sågar eksplicit og uden reservation kaldt ham “socialdemokrat”, og Ritzau og Politiken gør det hyppigt.

Indtrykket er ikke blevet mindre, fordi Sanders ved flere lejligheder har fremhævet Skandinavien og ikke mindst Danmark som forbilleder.

Det er bare ikke et helt dækkende billede.  Den nu 74-årige Bernie Sanders har i hele sit voksenliv ikke bare tilhørt venstrefløjen af venstrefløjen i USA (og derfor først meldt sig ind hos Demokraterne i.f.m. sit præsidentkandidatur) og placeret sig yderst til venstre i kongressen: Ser man på ham over en længere periode, tyder meget på, at han i Danmark nok ville høre bedst hjemme et sted mellem Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti.  Den dag i dag ser man ham da også tale om “revolution” og tit hilse sit publikum med den velkendte, revolutionære hilsen: en løftet, knyttet næve."