Bitter Blog: Må socialdemokrater brænde i helvede

Jeg har brugt denne solrige fredag på at skrive en forløsende svovlprædiken om mit hadeobjekt nr

Bob Glitter,

17/07/2015

Jeg har brugt denne solrige fredag på at skrive en forløsende svovlprædiken om mit hadeobjekt nr. 1: Socialdemokrater.

Måske kan du også få lidt luft for dine frustrationer ved at læse det:

Den socialdemokratiske sværvægter, Mette Gjerskov, er så fræk og tungnem at påstå i et blogindlæg, at velfærdssamfundet er skabt af socialdemokrater og ikke af kristendommen. Derved sætter hun en stor, fed streg under min og mange andres opfattelse af socialdemokrater som svigagtige og umoralske. At tilrage sig ære og gevinst fra de rette ejere ligger i deres natur. Det er tyk ironi, at hun påstår, at velfærden er skabt af socialdemokraters kræven ind af lukrative rettigheder. Det er typisk, at socialdemokrater tror, at rigdom er noget, man har fået foræret. Velfærdssamfundet er noget, danskerne har arbejdet sig til. Motivationen til denne kraftindsats kom af protestantismens arbejdsmoral og nøjsomhed. Den er fællesnævneren for, at hele den vestlige verden har succes. Det engang benævnte Socialdemokratiet var vist nok i en fjern fortid klar over, at velstand kræver arbejde og vilje. Men den indsigt er for længst forsvundet i skæret fra deres afgud, krævementaliteten, som falske profeter som Mette Gjerskov polerer op som en guldkalv, så den kan blænde sandheden for de forkælede masser.