Brugerbetaling - et ord, som ofte skaber stor indignation, forargelse og debat - navnlig hos venstrefløjen - og så endda på lægebesøg, som jo er den absolutte definition på velfærdsstaten. Et fænomen, som kun kyniske og usympatiske liberalister er tilhængere af. Et fænomen, hvis implementering vil være den definitive afslutning på vores elskede velfærdsstat.
Ovenstående skildrer en opfattelse af brugerbetalingen, som store dele af befolkningen tilsyneladende deler. En opfattelse, som taler stik i mod virkeligheden. Den ubegrænsede mulighed for lægebesøg uden omkostninger betyder, at lægerne i flere tilfælde benyttes som værende en besøgsven.
Ofte berettes der om læger, som har patienter, der kommer på daglig basis og er til stor gene for lægerne, som egentlig bare vil fokusere på at udføre deres job; at tilse patienterne. Denne jobbeskrivelse er noget nær umulig at leve op til, hvis man flere gange ugentligt støder på samme patient, som konstant bilder sig selv ind at fejle noget nyt.
For at stoppe disse tilfælde af overdreven hypokondri bør brugerbetaling infdøres, således at vi reducerer den enkeltes overflødige lægebesøg kraftigt, og lægerne i stedet kan arbejde effektivt gennem rådgivning og kurerering af deres patienter. Lægernes job er nemlig ikke at agere støtte-pædagog for ensomme sjæle, men at tilse patienterne. Støttepædagogsfunktionen og bureaukratiet kan kun reduceres gennem brugerbetaling. Brugerbetalingen skal være af et symbolsk beløb på 100-150 kroner - et beløb, som alle, hvis de er syge nok, er i stand til at betale - ligegyldigt hvor ihærdigt venstrefløjen insisterer på, at man som kontanthjælpsmodtager ikke er i stand til at betale et sådant beløb.
Eventuelt kan man, blot for at udsætte velfærdsstaens apokalypse, indføre brugerbetalingen på lægebesøg med mulighed for at de (ofte) omdiskuterede svageste i samfundet kan få brugerbetalingen refunderet, hvis man gennem lægen kan påvise, at der rent faktisk har været tale om sygdom/dårligdom.
