Værd at læse

67

Brune dukker i den politiske korrektheds tjeneste

Jeg har netop set filmen ”Dukketesten” på Institut for Menneskerettighed hjemmeside. Filmen viser en test udført af Instituttet med baggrund i en lignende test udført i 40´ernes USA. 41 danske børn med indvandrerbaggrund bliver i den danske udgave bedt om at vælge mellem to identiske dukker. Eneste forskel er, at den ene dukke er lys og har blå øjne, mens den anden er mørk og har brune øjne. 37 af de 41 børn vælger den lyse dukke. Forsøget udlægges af Institut for Menneskerettigheder således, at børnene vælger den lyse dukke, fordi de er blevet påvirket af samfundets normer omkring hudfarve og etnicitet og at valget er udtryk for manglende selvværd og et degraderende syn (som børnene har overtaget af de voksne) på det at være farvet. Instituttets konklusion er, at der skal indkøbes flere farvede dukker til de danske børnehaver for på den måde at styrke børnenes syn på sig selv som fuldgyldige medlemmer af samfundet.

Således afklarede kan vi læne os tilbage med bevidstheden om, at den indre svinehund trives i Danmark, men at der findes gode forskere og meningsdannere, der er ude for at jage den – eller hvad? Men kaster man bare et enkelt blik mere på ”Dukketesten” ser man, at den er udtryk for forenkling, fordomme og en alarmerende mangel på videnskabelig metode, og at forslaget om at indføre flere farvede dukker i børnehaverne er uden samfundsmæssig relevans.

Første kortslutning sker, da forskeren fra Institut for Menneskerettigheder spørger børnene, hvilken dukke, de ville vælge og derefter konkluderer, at valget skyldes et negativt syn på farvede. Børnene stilles overfor to stykker legetøj, hvoraf den ene har lyse farver og to indbyggede blå glaskugler som øjne, mens det andet stykke legetøj er mørkt med brune glaskugler. Det kunne således være interessant at udføre en kontroltest, hvor børnene blev bedt om at vælge mellem blå og brune glaskugler samt eksempelvis en klar gul og en mørkegrå bamse. Med stor sandsynlighed vil et sådan forsøg vise, at børn foretrækker klare farver, eller som et af børnene svarer, da forskeren spørger hende, hvorfor hun vælger den lyse dukke: ”Jeg kan bedst lide lyse farver”. Da forskeren lidt senere beder børnene om at vælge mellem en sort og en gul tusch, der skal bruges til at farve håret på en pige på en tegning vælger de fleste børn den gule. Har dette noget med racisme eller forskelsbehandling at gøre? Næppe.

Udover ovenstående alternative årsag til børnenes valg kan nævnes mindst en anden (og sikkert flere) mulige: De fleste dukker er hvide. Når børnene vælger en hvid dukke, kan det være et udtryk for, at den ligner en dukke, de plejer at lege med, og behøver ikke nødvendigvis at være et normpræget valg. Springet fra børnenes valg af dukke til konklusionen om, hvad valget er udtryk for, er så stort, at ingen metodisk tilgang, kan nå henover det.

Da forskeren stiller børnene spørgsmål nummer to: ”Hvilken af de to dukker, ligner du mest?” ændres dagsordenen fra at være et spørgsmål om, hvilket stykke legetøj og hvilke farver, man bedst kan lide til, hvordan man selv ser ud. Børnene vælger den mørke dukke og aner formentlig nu, at forskeren spørger til noget andet end hvilke farver, de kan lide, om end man må regne med, at den egentlige dagsorden forbliver uklar for børnene.

Anden kortslutning sker, da Institut for Menneskerettigheder konkluderer, at man som følge af resultatet af ”Dukketesten” bør indføre flere brune dukker i børnehaverne. Hvis Institut for Menneskerettigheder har ret i, at børn med indvandrer- eller flygtningebaggrund lider af dårligt selvværd og opfatter det at være farvet som degraderende, kan det næppe løses ved at indføre flere brune dukker i børnehaverne. Normer omkring værdighed, udseende, etnicitet, kultur osv. findes i alle menneskelige samværsformer, strukturer og sproglige ytringer. At forestille sig, at man kan ændre på sådanne ved at indføre brune dukker i børnehaverne virker noget naivt.

Om børnene har en negativ opfattelse af det at være farvet, kan hverken be- eller afkræftes gennem ”Dukketesten”. Forsøg på at ”bevise” samfundets deroute gennem denne slags ”light-videnskab”, hvor den politiske korrekthed spiller førsteviolin tjener kun til at forplumre en egentlig debat om integration, udlændinge og kulturelle sammenstød. Institut for Menneskerettigheder er i deres gode ret til at udføre forsøg og analyser, de opfatter som nødvendige. Samtidig er det politikernes ansvar at løfte barren for, hvad man kan forvente sig af statslige institutioner i forhold til metodisk tilgang og samfundsmæssig relevans.

32 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere