AF Martin Ågerup, direktør i Cepos
I min seneste klumme skrev jeg om de første tre af i alt seks unoder i den offentlige debat, som især (men bestemt ikke kun) venstrefløjsdebattører benytter sig af: at benægte objektive fakta, at sætte stråmænd op og at beklikke ideologiske modstanderes motiver. I denne klumme vil jeg skrive om de sidste tre.
Unode nr. 4: Ad hominem-angreb. I den offentlige debat bør analyser, argumenter og forslag vurderes på deres egne præmisser. Men ofte oplever man, at debattørens person inddrages som modargument. Jeg har for eksempel gentagne gange påpeget, at det for mange på kontanthjælp stort set ikke kan betale sig at tage et lavtlønsjob. Det er en faktuel oplysning. Alligevel bliver jeg ofte mødt med det ”modargument”, at jeg aldrig selv har været på kontanthjælp. Eller jeg bliver afkrævet svar på, hvad jeg selv tjener. Men det har jo intet med sagen at gøre.
Unode nr. 5: At benægte negative sider ved egne forslag eller positive aspekter af modstandernes. En konstruktiv debat kræver, at man som debattør anerkender, når ens modstandere præsenterer valide synspunkter. Jeg anerkender for eksempel, at en afskaffelse af topskatten ville føre til en (om end lille) stigning i den økonomiske ulighed, og at en generel reduktion af skattetrykket vil reducere statens indtægter. Jeg anerkender disse virkninger af mit forslag. Men jeg vægter andre hensyn højere, blandt andet fordi Danmark i forvejen er et meget lige land med stor omfordeling, og fordi den danske stat i forvejen bruger flere penge end staten i noget andet land. Mange venstrefløjsdebattører er ikke villige til at anerkende de negative virkninger af egne forslag. Selv forhold, som logisk følger af forslagene, såsom at en øremærkning af barselsorlov til faderen medfører, at familiens samlede valgmuligheder reduceres. Eller at kvindekvoter i bestyrelser griber ind i virksomhedsejernes ret til selv at vælge, hvem der skal sidde i bestyrelsen.
Mogens Lykketoft benægtede for nylig, at lavere marginalskat øger arbejdsudbuddet med det argument, at der ikke fandtes studier af dette »på skandinavisk grund«. Det er ikke korrekt. Der findes flere skandinaviske studier, som påviser en sammenhæng. Der findes også en række undersøgelser af effekten af skattelettelser i lande uden for Skandinavien. Også her finder de fleste positive effekter på arbejdstiden af lavere marginalskat.
Unode nr. 6: At kalde sine modstandere navne. Mange venstrefløjsdebattører ynder at sætte mærkater på deres modstandere. Modstanderne er enten ultra-, neo- eller noget andet, som sender signal om noget suspekt, marginaliseret eller endog farligt. Omvendt ønsker man ikke at stå ved sit eget holdningsmæssige udgangspunkt. I stedet for ærligt at kalde sig venstreorienterede eller socialister, bruger mange af venstrefløjens debattører om sig selv betegnelser såsom ”centrum-venstre” – altså et signal om moderation – eller sågar ”progressiv”, som om venstreorienterede skulle have patent på at gå ind for fremskridt. I modsætning hertil fægter de fleste borgerlige med åben pande og kalder sig netop borgerlige eller konservative, liberale m.v., når de ser et behov for at beskrive deres eget holdningsmæssige udgangspunkt.
Afslutningsvis vil jeg gerne påpege, at disse seks unoder ikke kun begås af venstrefløjsdebattører. Men det er som nævnt min påstand, at debattører på venstrefløjen er særligt tilbøjelige til at begå dem. Hvad det skyldes, ved jeg ikke. Jeg klynker ikke over det. Tværtimod ser jeg det som et tegn på svaghed, og jeg er overbevist om, at de fleste borgere sagtens kan gennemskue unoderne.
Link til første del af klummen "Venstrefløjens debat-unoder" findes her: http://www.180grader.dk/Politik/venstrefljens-debat-unoder-i
