Det har vakt berettiget opsigt, at det nu er kommet frem, at Christian IX i 1864 skal have tilbudt Bismarck, at Danmark – Kongeriget og Hertugdømmerne – samlet skulle tilslutte sig Det Tyske Forbund. Nogle taler om højforræderi! Men det er sært, at man oftest forbigår i dyb tavshed, at den danske regering kun en måned tidligere - ved ufattelig stædighed - sendte de danske sønderjyder i et halvt århundrede varende tysk eksil. Ved fredskonferencen i London maj-juni 1864 søgte stormagterne, med tilslutning fra Preussen, at sikre Danmark en tålelig afslutning på 2. Slesvigske krig, idet de foreslog en deling af Slesvig efter nationalitet. Slesvig nord for ca. en linje Flensborg-Tønder skulle til Danmark, syd for til Preussen-Østrig. Den præcise grænsedragning skulle findes ved folkeafstemninger. Ikke utænkeligt at Flensborg kunne være kommet til Danmark! Med ubrydelig stædighed fastholdt den danske regering imidlertid, at skulle Slesvig deles, skulle Danmarks grænse, som den havde gjort siden Gorm den Gamle, gå ved Slesvig og Dannevirke. Også selvom Dannevirke allerede dengang klart lå i den tysksindede del af Slesvig. Og også selvom Danmark efter Dannevirkes rømning og Dybbøls fald stod til at tabe krigen. Krigen blev genoptaget, Preussen erobrede Als og ved freden blev Nordslesvig, det vi i dag kalder Sønderjylland, tysk i godt et halvt århundrede. Oftest udråber vi Preussen som den store skurk, men det er da tankevækkende, at hvis den danske regering ikke havde stået så fast på den stolte danske historie, havde der ikke været nogen Genforening nødig i 1920, for Sønderjylland ville også have været dansk efter 1864 – og Flensborg havde måske i dag været en dansk by. Anders Fogh Rasmussen gjorde for et par år siden op med ”samarbejdspolitikken” 1940-45 og beklagede, at Danmark havde været for samarbejdsvillig. Det kan der være meget rigtigt i, men det er da en tanke værd, at sidst vi stod fast på ærens mark, blev det en dyr fornøjelse.
