Hvor blev jeg af igår?
Jeg var ikke afsted til landsmødet igår, men fulgte med via livestream fra start til slut. Det kriblede voldsomt i mig, og jeg sad og ærgrede mig over, at jeg ikke var afsted. Men jeg har brug for at skrue lidt ned i tempo - hvilket gjorde at jeg også kom til at følge med i SF's landsmøde, så blev tempoet i systemet skruet op af at høre på Pia Olsen Dyhr. Jeg må sige, at jeg blev noget stolt over at se hvad Liberal Alliance er blevet til dagen i dag og hver gang der er samling mindes jeg om, hvor mange tæsk og fordomme vi støder på. Det varmede mit hjerte at se fremtiden stadig kan være liberal, og det ikke er for sent at rette op på det Danmark, som vi har dagen i dag. Mit liberale hjerte er fortrøstningsfuld, når jeg kan se, hvor stærk en vision vi har og hvor ambitiøs vores vilje for at skabe mere frihed og gøre Danmark rigere og endnu bedre - både for den rige og for den udsatte. Vi kan ikke blive mere klar til det valg, som der skal udskrives før eller siden hvadenten Helle vil det eller ej. Nøglerne skal tilbage til de borgerlige til statsministeriet på afgørende LA-mandater, og vi stormer frem med god soliditet og hårdt arbejde.
Vi står overfor nogle udfordringer, det gør alle, der kæmper for noget - vores udfordring er at få vælgerne til at tænke ud af boksen og komme væk fra stilstandspartierne, som med tiden har indset den alligevel ikke vil holde for at kunne få levestandarden og velfærden til at bestå i Danmark. Vi har brug for, at misundelsesretorikken, jantelovsmentaliteten og italesættelsen til svinehunden bliver pakket sammen og lagt bag os. Vi har brug for, at de vælgerangste ikke længere lader sig styre af lappeløsninger og ukonkrete løsninger. Vi har brug for at der ikke længere bliver pisset i bukserne for at holde varmen og Danmark kørende. Vi kan gøre det bedre. Vi har brug for, at der med en plan kan ske markante ændringer i det Danmark vi kender. Den plan har Liberal Alliance - og vi venter kun på at kunne komme igang med den.
