Dansk fly skal redde bådflygtninge i Middelhavet – Ekstra Bladet

For anden gang har Forsvaret sendt et challenger-fly samt personale på en mission i Sydeuropa i forsøget på at undgå drukneulykker blandt det st...

Ikke angivet Ikke angivet,

24/08/2015

For anden gang har Forsvaret sendt et challenger-fly samt personale på en mission i Sydeuropa i forsøget på at undgå drukneulykker blandt det store antal bådflygtninge i Middelhavet.

Forsvaret oplyser på dets hjemmeside, at et dansk CL-604 Challenger-fly og fem mand er udsendt til den amerikanske luftbase Sigonella på Sicilien. Herudover er en mand sendt til Rom.

Danskerne rejste den 17. august og vender hjem igen den 15. september.

Bidraget er en del af Joint Operation Triton under EU's grænseagentur, Frontex.

Også i juni og juli deltog et dansk fly og personale i opgaven med at overvåge skibstrafikken i Middelhavet. Her blev det til syv flyvninger på ti dage.

Opgaven for danskerne består i at patruljere og overvåge skibstrafikken omkring Malta samt i områderne omkring de italienske øer Sicilien og Lampedusa.

Udstyret med radar og kamera skal de danske udsendte militærfolk dokumentere og rapportere videre til Frontex, hvis de observerer noget mistænkeligt fra luften.

Ud over Danmark deltager 25 andre europæiske lande i den fælles operation.