Oprøret fra højre ulmer. Således er der nu to nye borgerlige partier, der ønsker at stille op til næste folketingsvalg: Dansk Samling og Pernille Vermunds og Peter Seier Christensens ”Vi Konservative”. De har endnu ikke allieret sig, da uenighederne går på den økonomiske politik. Det har jeg faktisk svært ved at se hvorfor.
Nu ved jeg jo ikke hvori de præcise uenigheder med Dansk Samling består, men det lader til, at begge partier er enige om følgende udgangspunkter:
Velfærdssamfundet er godt, og velfærdsstaten er nyttig for så vidt at den fordrer, ikke undergraver, velfærdssamfundet. Skatten er generelt for højt (relaterer sig til punkt 1). Velfærdsstaten skal ikke erstatte familien (relaterer sig også til punkt 1). Der er ingen umiddelbar grund til uenighed blandt DS og de nye fra Vi Konservative.
Hvis målet er verdens bedste velfærdssamfund, bør følgende gælde:
Velfærdsstaten fortrænger i stedse højere grad det ægte velfærdssamfund. Familiebånd undergraves, og vi forvandles til atomiseret individer over for en almægtige stat, der anskuer os som nyttige skaffedyr. Konservative i Danmark er således ikke imod velfærdsstaten som så, men imod den systemtækning og de overgreb, velfærdsstaten medfører. Herunder begreber som konkurrencestat og andet bavl, der er slet skjult propaganda, der skal retfærdiggøre, at vi er til for staten og ikke omvendt. Individet og familien skal tilbage i centrum, men det lader sig kun gøre ved at trænge staten tilbage. Det betyder, at skattetrykket skal ned, og pengene skal følge borgeren.
For at sikre verdens bedste velfærdssamfund kræver det, at der er velstand. Det skal være en velstand, der kommer så mange som muligt til gavn. Derfor bør det være en målsætning, at danske medianlønninger skal være verdens højeste (købekraftsjusteret). Median er en bedre moment end gennemsnit, da sidstnævnte kan skjule en meget ulig fordeling. Høje lønninger kan man ikke lovgive sig til, det kan man kun gøre sig berettiget til gennem høj produktivitet, der kommer af rentable investeringer i fysisk-, human-, social- og kulturel kapital
Fysisk kapital kommer af private investeringer foretaget af risikovillige investorer. I den globaliserede økonomi tiltrækker man kun investeringer, hvis der er udsigt til høj risikojusteret egenkapitalforrentning. For at øge egenkapitalforrentninger bør selskabsskatten derfor afskaffes. Dette øger investeringslysten i Danmark, og dermed jobskabelsen.
Humankapital er ikke en uddannelsestitel. Humankapital er individets evne til at anvende tidligere erfaringer, fra skolen eller andetsteds, til at producere nye værdier. Langt vigtigere end uddannelsestitler er selvdisciplin, pålidelighed og samvittighedsfuldhed. Den danske folkeskole skal være verdens bedste, og her skal danske børn, gennem tilegnede viden og indsigt i den sociale og kulturelle arv de var tiltænkt deres landsfædre, lære at være selvdisciplineret, pålidelige og samvittighedsfulde, og det gælder alle – ikke mindst danske drenge, der alt for længe er blevet forsømt. Uanset, om de er vokset op i Gentofte eller Gjellerup.
Socialkapital opstår gennem de fællesskaber og institutioner, vi holder af. Den danske velfærdsstat så helst vi var lydige, ukritiske skaffedyr, der passede vores arbejde og betalte vores skat, for derefter at tage hjem og forgifte vores hjerner med Vild med Dans eller X-factor. Især børnefamilier har ikke tid eller overskud til at deltage i disse fællesskaber, hvormed stærke lokalsamfund og civilsamfund skabes. Ved at sænke skattetrykket, sikre høje lønninger, og lade pengene følge borgeren vil vi så småt muliggør genopbygning af det civilsamfund, staten har ødelagt. Det skal være borgeren, der bestemmer hvem, der får hans velfærdskroner. Ikke staten.
Kulturel kapital er den sproglige og åndelige arv, vi i kraft af at være danskere har eksklusiv adgang til. Dens fordærv ses bl.a. i manglen på kreativ sprogbrug i medierne og gadebilledet, hvor engelsk bruges dér, man med lidt kreativitet kunne have brugt dansk. Forekomsten af angliseringen er en naturlig konsekvens af globaliseringen. Men blot fordi verden globaliseres betyder ikke, at danskkundskaberne bør udvandes. Netop i denne tid bør danskundervisningen intensiveres kraftigt, således at danske unge foruden det engelsk, de automatisk lærer i fritiden, også bliver i stand til at tale deres eget modersmål korrekt. Den valgmulighed fornægtes de i dag. Ingen skal forlade folkeskolen uden at kunne regne, læse og skrive ordentligt. Alle børn, der vokser op i Danmark, skal besidde en mængde paratviden om dansk historie, geografi og kristendom, bl.a., der viser, at 10 års på skolebænken er fuldt udnyttet. Det giver ballast, identitet og er hjørnestenen i Det konservative Projekt. Alle børn, der vokser op i Danmark, skal have deres andel af Den danske Arv. Derfor skal den pædagogiske strategi i folkeskolen tilpasses. Der skal være langt større frihedsgrader for den enkelte lærer og skole, men vi må ikke forsømme at udnytte barndommen til at lære børn alt, hvad de kan, om deres arv og hvad det vil sige at være dansk i en globaliseret tidsalder.
For at summere, så er fremgangsmåden
1. Skattetrykket bør sænkes.
2. Købekraftsjusteret medianlønninger skal øges gennem private investeringer, der tilvejebringes gennem en kombination af skattelettelser og tilpasninger af uddannelsessystemet.
3. Pengene i det offentlige skal følge borgeren, ikke systemet. Et princip, der betyder et opgør med det offentlige planøkonomi.
