Den højt besungne danske model spiller fallit, når der er tale om offentligt ansatte. Så virker den selvfølgelig ikke.
Det er meningsløst at tale om, at vi bare skal overlade det til arbejdsmarkedets parter, når den ene part er staten. Så forhandler parterne ikke på lige vilkår. Lige så urimeligt er det, at staten griber ind og dikterer en overenskomst med arbejdstid og løn. Den slags skal staten holde sig fra.
Eneste løsning på dette dilemma er at privatisere al drift af offentlig service. Selv om undervisning fortsat er skattefinansieret, så er der ingen grund til, at folkeskoler og gymnasier skal være drevet af det offentlige, og det samme gælder vuggestuer, børnehaver, plejehjem, hospitaler, fængsler, arbejdsformidling, forsyningsselskaber, transport, medier, folkekirken, kultur- og fritidsinstitutioner.
Med en hel eller delvist offentlig finansiering af privat drevne institutioner, vil det være op til arbejdsmarkedets parter at aftale løn og arbejdstid for de ansatte. Og de forhold skal staten så ikke blande sig i.
De eneste offentligt ansatte (men ikke offentligt finansierede, indirekte) vil være ansatte beskæftiget med myndighedsudøvelse, administration, politi og retsvæsen, forsvar, udenrigstjeneste - og sikkert nogle få ting, jeg har overset.
Det skulle være i alles interesse. Ikke mindst lønmodtagerne, der vil få reelle muligheder for at forhandle løn og arbejdsforhold med arbejdsgiverne.
Det ville også være en gevinst for skatteborgerne, for det vil uden tvivl føre til mere effektive og veldrevne institutioner.
