De fattige vs. de rige - klassekampen anno 2011-2012

Klassekampen er traditionen tro i fuld gang her i juletiden

_slettet_bruger_833 Ikke angivet,

01/12/2011

Klassekampen er traditionen tro i fuld gang her i juletiden. Kampen står mellem "de fattige" og "de rige". Sjovt nok eksisterer hele middelklassen slet ikke, i denne kamp. Ikke officielt i hvert fald (update: Eneste middelklasse synes at være politikerne selv, til trods for at de egentligt ville være rige, eftere deres egen definition). JBO skal have stor ros for, at turde tage kampen op med venstrefløjen. Han har stukket hovedet ind i et hvepsebo, og er indtil videre kommet helskindet ud. Efter at have observeret denne kamp foregå jul efter jul, og valgkamp efter valgkamp, er der et par ting jeg fristes til at kommentere på:


Lov til, råd til, ret til, pligt til

I en af debatterne på TV bliver JBO spurgt af intervieweren om ikke Carina måtte have lov til at gå i biografen med sin søn. Have "lov til". Alene denne formulering viser manglende forståelse for begreberne "lov til", "råd til", "ret til" og "pligt til".

Carina har lov til at gå i biografen alt det hun vil. Men hun har ikke råd til det. Ligesom at andre arbejdende folk heller ikke har råd til, at gå i bio med deres børn 1-2 gange om måneden, selvom også de har lov til det. Carina mener hun har ret til, at gå biografen 1-2 gange om måneden med sin søn, men eftersom hun ikke har råd til det, får vi andre pludselig pligt til, at sørge for at hun får råd til det. Selvom mange ikke selv har råd.

Socialdemokratiets gamle slogan "Gør din pligt, kræv din ret" er blevet lavet om til "Kræv din ret, det er din pligt".

Sloganet burde retteligt være "uden pligt, ingen ret".


Hvis du ikke er rig, er du fattig

Danmark har ifølge venstrefløjen ingen middelklasse. Den har de onde banker udraderet. Der findes kun fattige, og rige.

Venstrefløjens fattigdomsbegreb er baseret på følelser. Hvis du føler dig fattig, så er du fattig. Hvis du ikke føler dig fattig, så er du rig. Altså, hvis du er tvunget til at foretage fravalg, og hvis disse fravalg føles hårde, så er du fattig. Hvis du derimod accepterer disse fravalg som en del af livets uundgåelige fænomener, så er du rig.

Ergo, du er fattig hvis du ikke er i stand til, eller blot ikke god til at foretage fravalg, dvs. at prioritere dine penge, eller din tid. Hvis du f.eks. ikke kan finde ud af, at lade være med at ryge, for at kunne
holde børnefødselsdag. Eller ikke kan finde ud af, bruge tiden på at uddanne dig, eller søge job, eller søge behandling, i stedet for at hænge i sofaen foran tv'et. Hvis du kan, er du rig.

En følelse af fattigdom grundet illusionen om andres rigdom

Hvis man tilhører kategorien af mennesker som måler sin fattigdom i antallet af fravalg, vil man nemt komme sig til at føle sig fattig.

Man ser naboens hus, genboens bil, vennernes møbler, folk på gadens tøj, og læser om dyre ferier i aviserne. Herefter opstår illusionen om, at disse ting, eller i hvert fald mange af disse, er noget alle andre end en selv har. At kun en selv har måttet fravælge størstedelen af disse rigdomme. 

Men sådan er det ikke. Naboen med huset har måske fravalgt den store bil, og de dyre ferier. Genboen med bilen har fravalgt huset. Og den som rejser meget har fravalgt huset, bilen og tøjet, for hvad skal han da med det, når han bare vil rejse? De har alle foretaget masser af fravalg. Men disse fravalg er ikke synlige for "den fattige". Deraf opstår illusionen om andres rigdom.


En interessant bivirkning for folk som føler stor fattigdom ved mange fravalg er, at som verden bliver rigere, og der kommer flere forskellige varer i butikkerne (bl.a. grundet befolkningstilvækst - flere mennesker kan til sammen producere flere forskellige varer), vil hver borger være tvunget til flere og flere fravalg - og altså dermed en større følelse af "fattigdom" og "afsavn". Paradoksalt, ikke?


Det handler ikke om fattigdom, men om lighed

Som nævnt, og kongratuleret, har JBO blandet sig i klassekampen, men begået den "fejl" at tro, at "kampen mod fattigdom" handlede om, at udrydde fattigdom. JBO tillod sig at kalde bluffet, ved at forholde sig til fakta. Fakta, som afslører, at fattige i Danmark har det fantastisk i forhold til
fattige i alle andre af verdens lande.

Men kampen mod fattigdom handler ikke om fattigdom. Det er en kamp for lighed. Men lighed sælger ikke så vanvittigt godt i den offentlige debat. Derfor er "lighed" erstattet med "fattigdom". Hvem kan sige, at de ikke mener, at fattigdom skal afskaffes, og stadig føle sig som et godt menneske? Ingen, vel?

At bruge betegnelsen "kampen mod fattigdom" i stedet for "kampen for lighed" er et eksempel på en af venstrefløjens debat-teknikker: At bruge skyldfølese som debat-argument. Du er et dårligt menneske, hvis du ikke er enig.

Der hvor det går op for en, at der i virkeligheden er tale om en kamp for lighed er, når man ser på de metoder venstrefløjen ønsker anvendt som løsninger på fattigdomsproblemet: Øget indkomst-udjævning - altså fordelingspolitik.

Ved således at forholde sig til fattigdomsproblematikken har JBO løftet sløret for, at det slet ikke handler om fattigdom. Venstrefløjen er slet ikke interesserede i, at hjælpe de fattige.

Ligesom at rige mennesker kan nå en grænse, hvor de ikke længere bliver særligt meget lykkeligere af, at tjene flere penge, ligeledes når fattige en grænse, hvor de ikke bliver mindre fattige af, at modtage flere penge. De er nemlig ikke i stand til at prioritere brugen af dem, uanset beløbet.

Efter et vist beløb har de fattige nemlig brug for rådgivning. Rådgivning om hvordan de bedst anvender deres penge og tid. Rådgivning til hvordan de kommer videre, evt. tilbage på arbejdsmarkedet. Rådgivning til hvordan de forbedrer deres situation.

Det er faktisk sundt at lære, at foretage og acceptere fravalg. Både for børn og voksne. Faktisk specielt for børn, så de har lært det inden de bliver voksne. Selv verdens rigeste mennesker foretager dagligt masser af fravalg. De fleste af dem i anvendelsen af deres tid, men helt sikkert også nogle i anvendelsen af deres penge.

Men venstrefløjen foreslår ikke rådgivning. De foreslår flere penge. Og endnu flere penge. Og endnu endnu flere penge. Og det er her, at det endelig går op for en, af målet ikke er at udrydde fattigdom, men at skabe lighed.

Lighed udrydder ikke fattigdom. Den skaber fattigdom i store mængder, som vi så det i de kommunistiske samfund. Lighed kan kun vedligeholdes med massive mængder tvang. Tvang fører til passivitet, derefter til manglende produktivitet, og derigennem til fattigdom. Men venstrefløjen er ligeglade. Bare der ikke er nogle rige tilbage. Kampen står mod de rige. Og den skal vindes for hver en pris. Også selvom prisen er fattigdom - for alle.

Kilde: