Dette er mit første indlæg på 180grader.dk, og tankestrømmen løb af med mig, det må jeg indrømme. I får til gengæld det hele serveret, og kan nu tage 2 minutter i mit hoved.
Det er ikke nogen hemmelighed at mange politikere bruger øgede udgifter til den store moder stat som et salgsargument når de skal finde købere til deres politik. Det er de gode mennesker, med de gode intentioner får vi at vide. Men hvem er det vi hjælper, når vi vælger at stikke befolkningen en check, i stedet for at skabe bedre incitamenter til at gøre en ekstra indsats? Hvem er det, vi er gode overfor, når vi accepterer, at en stor del af befolkningen ender på passiv forsørgelse med risiko for at blive afskåret fra fællesskabet på arbejdsmarkedet og i foreningslivet? Hvem er det egentlig man gør en tjeneste ved at give dem papir på at de ikke er til nytte for samfundet. For uanset hvad vi mener om passiv forsørgelse, så sidder mange med lige netop den følelse. Hvis du tror det er noget jeg finder på, så tag ud og snak med disse mennesker.
Jeg var for nylig i en debat på Niels Brock med Pelle Dragsted fra Enhedslisten, der flere gange sagde at han synes det var synd for de unge mennesker at vi gennem de senere år havde gennemgået de reformer vi har. Jeg meldte hurtigt ud, at jeg ikke synes det var synd at de f.eks. skulle senere på pension, fordi jeg synes det er en helt retfærdig udvikling i lyset af vores leveår og forbedrede behandlingsmuligheder. Jeg tilføjede at overførselsindkomster og offentlige udgifter alene skulle bruges til at hjælpe dem der virkelig har et behov, mens vi andre skulle rette ryggen og glæde os over at langt de fleste af os sagtens kan selv. Vi skal ikke væk fra mentaliteten der dikterer at det vi kan få, det skal vi have. Pelle Dragsted var meget uenig, og sagde ordret: “Det kan godt være at Søren kun vil give til dem der virkelig har brug for det, men jeg synes også at i skal have noget!”. Nu er jeg jo ikke tankelæser, men jeg fornemmede at de fremmødte var meget undrende over at blive tilbudt noget de ikke havde brug for, og aldrig havde bedt om.
Også i forhold til livsførelse, har de gode intentioner vundet indpas. Politikere træder gang på gang ind i privatsfæren og blander sig i vores livsførelse med adfærdsregulerende afgifter, forbud og påbud. De gør det, efter eget udsagn, for at beskytte os. Beskytte os fra at træde ved siden af og opleve konsekvenserne af vores valg. Til det vil jeg gerne sige tak, men nej tak! Jeg vil have lov til at opleve konsekvenserne af mine handlinger, både de gode og dårlige. Glæden ved at bestå en eksamen er nu bare større, hvis man ikke har fået skrevet efter sidemanden. Glæden ved at tage et ansvar for eget, og andres, liv, er større når det er på eget initiativ. Som socialpsykiatrisk center i Vejle skriver i deres værdigrundlag: “Livskvalitet er ikke en størrelse, der kan tilføres mennesker, men vi kan, ved at arbejde på at skabe de rette betingelser for den enkelte, fremme den enkeltes oplevelse af han/hendes liv har værdi.”. Jeg siger ikke, at vi ikke skal hjælpe nogen og at alle bare skal klare den selv for at opnå evig lykke, jeg mener blot at det ville være et sundere udgangspunkt for samfundet, end det der er vores udgangspunkt i dag.
Jeg er ikke en rigmandssøn fra Nordsjælland, jeg er ikke født ind i velstand, jeg droppede ud af gymnasiet for i stedet at arbejde og senere tage en uddannelse på en erhvervsskole. Jeg er opvokset i det man nok ville betegne som arbejderklassen og kender de mennesker der udgør en stor del af Danmark. Jeg blev opdraget med gloser som: “Gør din pligt og kræv din ret”, “Udvis rettidig omhu” og “Alle valg har konsekvenser”. Gode håndgribelige værdier, alle burde tage med sig ud i livet.
Men hvorfor er jeg så blevet så fast besluttet på at tale frihed, ansvar, vækst og lavere skat? Hvorfor er jeg ikke socialdemokrat, som de arbejdere jeg voksede op med? Det er ganske simpelt. Jeg har set konsekvenserne for de hårdtarbejdende mennesker, der roligt men sikkert lod sig pakke ind i velfærdsstatens omklamrende tåge. Mennesker der hele livet har arbejdet hårdt for at bevare selvrespekten, forsørge familien og være aktive i det pulserende Danmark, men som nu sidder tilbage med en månedlig check og i virkeligheden er overladt mere til dem selv, end mine politiske visioner nogensinde ville lade dem.
Fattigdom er mange ting. Økonomisk fattigdom er ikke den værste!
