Af Lars Helleskov Engelbrektsen
De mest intelligente mennesker, jeg har mødt i livet, og det er nogle stykker, er alle forholdsvist tilbageholdende, rolige, hvilende i sig selv og nok også en anelse introverte, da det kræver lidt socialt afsavn at blive klog. De skilter ikke med deres intelligens. De ser den ikke som noget særligt, hvilket er et eksempel på, at intelligente mennesker altid er ydmyge. De praktiserer bare intelligensen.
Jeg har fået fortalt, at de mest nervøse i en organisation, når konsulentfirmaer begår organisationssociologiske undersøgelser (i form af interviews) og Lean og nedskæringer er på dagsordenen, er de dygtigste, for de tvivler på egen tilstrækkelighed eller på, at deres dygtighed bemærkes - af de mindre intelligente beslutningstagere og ledere/chefer.
Min pointe er, at de intelligente ikke er fredede, for deres skæbne hviler i hænderne på de mindre intelligente. Det er et held, at de fleste af os kun er gennemsnitsmennesker, som Morten Albæk har sagt. Vi har ifølge Erhvervsmanden og Filosoffen (god kombination) skabt en kultur, der alene har opfordret mennesket til at definere sig selv ved sine ambitioner, drømme og fantasier. En kultur, der reproducerer folks manglende evne til nøgternt at vurdere egne evner ved at anspore dem til konsekvent at overvurdere dem. Der mangler noget selverkendelse, kort og godt. Og den får man af at vide og kunne sammenligne sig kvalificeret, med andre. De få minutter jeg har set af X factor, viser talentløses fortørnelse over at få det uundgåelige at vide af et mandfolk som Thomas Blachmann. At de er håbløse. Han er så dejlig upædagogisk, at han burde ansættes i Folkeskolen, som turnerende timelærer.
