Egentlig kunne man jo bare parkere denne artikel fra Politiken som endnu en gang selvmedlidende sødsuppe.. og høj-lixet offermentalitet. Vi kender det til hudløshed fra denne side, som påstår sig at være en avis.. Caffe Latte segmentet piber igen. og laver endnu et forsøg på at generalisere over deres egne få latterlige små-problemer der jo aldrig bliver rigtig store når man lever i et trygt konstant inflow af offentlig forsørgelse uden at bliver afkrævet meget til gengæld.
Den er nu alligevel sjov fordi der er nogle ganske få procents selverkendelse i den..
Per Michael Jespersen: Jeg skal være den første til at erkende, at den humanistiske og kreative klasse i undervisnings-, medie- og kulturverdenen har været præget af social blindhed i udl@ndinge- og uddannelsespolitikken. Den har også ofte været alt for fokuseret på egne interesser og vinkler.
Tak for kaffe... Ikke et øje tørt, og vi lader den stå et øjeblik... You are SO right...
Til gengæld udstiller den også at den grundlæggende samfundsforståelse for hvordan værdier skabes og fordeles stadig er temmelig mangelfuld.
...Men når det er sagt, så er bashingen af kultur- og uddannelseseliten helt ude af proportioner. Især forekommer det latterligt at påstå, at gruppen sidder på magten. Det er korrekt, at kultur- og uddannelsesfolket taler meget – og derfor med rette er blevet kaldt ’den snakkende klasse’. Men det bliver sjældent til andet end lange sætninger i aviser eller i DR’s Deadline. For hvad er det for en magt over sjælene, gymnasielærere, universitetsfolk, mediefolk og kunstnere har?
Ja tillad mig at forklare, for sømmet sidder der stadig. Du kan bare ikke ranmme hovedet når du ikke kan se det...
'Magten over sjælene' består helt eksakt af at gruppen af kulturradikale og smagsdommere nyder en temmelig fredet ret til at forbruge uindskrænket af produktive borgeres tvangsopkrævede midler på formål som gruppen selv definerer.
Denne ret bliver ikke kritiseret inde fra kredsen af de leflende rettroende, og ej heller af de statsstøttede medier al den stund at disse befinder sig i akkurat den samme låste situation hvor en hvilkensomhelst selvkritik på en og samme tid er en trussel mod eksistensen, og derfor fremføres den ikke.
Politikerne har endnu aldrig taget det nødvendige opgør med via loven af afgrænse det offentlige forbrug til livsnødvendigheder for borgerne og hele venstrefløjen går gang på gang til valg på budskaber om 'fællesskabet' hvori det er underforstået at det er venstrefløjens magtliderlige marionetter der dikterer borgernes behov og præferencer for hvilke fællesskaber der er gode for dem...
Tvangslicens og skattefinansieret støtte til kulturinstitutioner er gode eksempler at føre frem igen og igen, for i et markedssamfund bør alt i denne kategori kategoriseres som 'underholdningsaktiviteter' og reguleres af markedet, og KUN af markedet..
Hvis det kongelige teater fik fjernet statsstøtten skulle det konkurrere på helt lige fod med en rock-koncert i udkantsdanmark i dets evne til at skabe en underholdningsværdi målt på entreindtægt der var i balance med omkostningen til at producere den.
Der ville helt sikkert indstille sig en ny ligevægt imellem alle disse tilbud hvis man droppede det offentliges indbalnding i den og lod borgerne efterspørge i et frit marked, men vi kommer aldrig til at oplevet det når de kulturradikale bliver ved med at insistere på at bestemte former for underholdning er undtaget markedsmekanismerne og såfremt de bliver ved med at bruge smagsdommer-udtryk om hvad vi kan være bekendt og ved at stemple visse beslutninger som åndsforladte.
Dette er substansen af de kulturradikales magt, og det kan kun gå for langsomt med at fjerne den...
