Der skal ikke være tvivl om, at fremdriftsreformen er en dårlig reform med ret markante konsekvenser for uddannelseskvaliteten på universiteterne. Men der skal heller ikke være tvivl om, at danske studerende er utrolig lang tid om at færdiggøre deres uddannelse, og at dette naturligvis er omkostningsfuldt. Derfor er det også nødvendigt for staten at gribe ind over for denne problemstilling.
For mig at se er der kun en vej at gå: man skal ramme de studerende, så deres incitamenter ændrer sig, F.eks. kunne man skære den studerende i SU'en hvis vedkommende ikke tog alle fag, eller man kunne helt omlægge SU'en til et lånebaseret system. Men det gør man ikke. I stedet gør man det svære og svære for universiteterne at levere uddannelse i høj kvalitet, her kan bl.a. nævnes taxameterordingen, den generelle udvanding af fagligheden i gymnasiet og senest fremdriftsrefomen.
Men hvorfor er det sådan? Det er fordi, at hver gang en politiker vover at nævne ordene "nedskæring" og "uddannelsesstøtte" i samme sætning, så står der ikke mindre end 8000 flæbende studerende foran uddannelsesministeriet med hjemmemalede bannere og komiske slagsange og prædiker om, hvor hårdt det er at være studerende i dag.
Lad mig fortælle jer en dyb hemmelighed fra studielivet: Det er overhovedet ikke hårdt at være studerende.
De fleste studerende jeg kender har økonomisk overskud til at gå i byen hver weekend, deres studie er så lidt tidskrævende, at de kan arbejde 15-20 timer om ugen ved siden af og stadig klare sig igennem, og de fleste kommer ud som uddannede uden mærkbar gæld.
De eneste jeg kender, der skylder penge, er dem, der død og pine måtte have et semester eller to uden for EU, hvor de i øvrigt også gav den gas med fester, oplevelser og forbrug.
Naturligvis kan det være hårdt og stressende at læse. Men det er hårdt lige at være flyttet hjemmefra og blive voksen, det er klart, at man som ung studerende på nogle tidspunkter vil føle sig presset. Men det betyder ikke, at de studerende falder om og dør fordi man skærer lidt i SU'en. Måske ville det endda betyde at der blev lagt mere tid i studierne og mindre tid til cafébesøg og byture.
Danske Studerendes Fællesråd og andre grådige studerende har desværre skabt en diskurs om, at det er frygteligt at være studerende. Vi knokler hele dagen og lever af havregryn og bor i et lille værelse i den mest gudsforladte provinsby til en husleje på omkring 10.000 kr. Det er langt fra sandheden. Og hvis denne diskurs ikke fandtes, så var det meget lettere at få studerende hurtigere igennem universitetet uden at give afkald på kvaliteten af vores uddannelser.
