En dag blev jeg og konen bare så træt af Danmark. Da jeg blev tilbudt et job I et mellemøstligt land besluttede vi os for at flytte derned permanent. Hele familien hev teltpælene op: Min kone og jeg samt min lille datter og min knægt på 16.
Da vi var kommet på plads dernede tog jeg hen til kommunekontoret I min nye kommune for at registrere mig. Ved same lejlighed sprugte jeg samtidig om hvor min søn kunne få statsbetalt modersmålsundervising. Manden bag skranken gloede bare underligt på mig.
Jeg prøvede at forklare at ham hvis staten ikke betalte for at min søn kunne blive undervist I dansk så ville han jo ikke kunne lære det locale sprog og integrere sig I samfundet.
Men selv noget så logisk forstod han ikke. Han var nok en snæversynet nationalist.
En dag var jeg lidt småsyg og måtte til på sygehuset. Jeg gik en til receptionen og spurgte hvornår den statsbetalte tolk kunne være her for at oversætte hvad lægen sagde. Receptionisten sagde at hvis jeg ikke kunne tale arabisk så må jeg selv betale for en tolk. Jeg prøvede at forklare receptionisten at jeg jo var en etnisk minoritet i landet og at det ville være diskrimination hvis jeg selv skulle betale bare fordi jeg var flyttet hertil og ikke kunne tale landets sprog.
Men hun gloede bare underligt på mig.
Jeg endte med selv at måtte betale for en tolk. Det endte med at blive ret dyrt og jeg havde derefter lidt lavvande i kassen. Men så gik der et lys op for mig.
Straks for jeg tilbage til kommune kontoret.
Jeg forklarede manden bag skranken at jeg havde en kone der bare gik derhjemme og om kommunen ikke ville betale og en sum penge hvis hun begyndte at lære arabisk.
Han gloede bare underligt på mig. Jeg prøvede at forklare ham at hvis man gav folk penge for at lære landets sprog så være godt for integrationen.
Jeg fandt en børnehave til min lille datter og det viste at der var også få andre danske børn i børnehaven.
En dag fik jeg nys om at alle børnene skulle på udflugt til en moske på grund af en eller anden muslimsk helligdag. Jeg kunne slet ikke acceptere at min datter skulle stifte kontakt med den religion som folk her i landet havde. Jeg sagde til pædagogerne at jeg ikke ville have at min datter skulle deltage i det arrangement. Pædagogerne sagde at det jo var en mangeårig tradition og at der altså ikke var resurser til at dele børnene op. Jeg insisterede på at siden der også var andre skeptiske danske familier i børnehaven så måtte alle jo bare blive hjemme fra udflugten. Det ville man da gøre i Danmark!
Efter et par uger skulle min søn til at begynde i gymnasiet. Dog var det jo vanskeligt for ham da alting jo var meget anderledes end derhjemme. Folk havde jo en helt anden religion og en anden kultur og andre sære ting han ikke var vant til. Derudover var ikke mange gymnasiefester eller fredagsbajere.
Nogle dage senere snakkede med nogle andre danske fædre jeg havde mødt som også boede i landet. Pludselig fik vi en lys idé!
Vi kunne lave et gymnasium for danske unge. På den måde kunne vores børn tage en studenter eksamen uden at skulle forholde sig ting så som andre religioner og mangel på øl og gymnasiefester. Når vores børn ikke behøver forholde sig til de ting i samfund som de ikke kan lide eller ikke forstår vil de få en bedre studenter eksamen.
En af de andre fædre spurgte om det ikke ville være dårligt for integrationen at hvis lavede en isoleret enklave væk fra det samfund vi nu engang selv havde valgt at bo. Jeg affejede øjeblikkeligt hans kritik og irettesatte ham for at være så snæversynet.
Når en gruppe forældre bruger de frihedsrettigheder de har i et land til at organisere sig er det nemlig et udtryk for god integration!
Det har Marinanne Jelved nemlig selv sagt!
En af de andre fædre blev så inspireret at den gode idé at vi over et par fadøl mere besluttede for at videreudvikle den. Hans lille datter følte nemlig at det svært at være ny og blive accepteret i den mellemøstlige børnehave. Derfor besluttede vi os for også at lave en børnehave kun for danske børn. På den måde kan alle de danske børn føle sig accepterede og undgå ubehagelige oplevelser. Ideén var ekstra god da vi nok kunne få kommunen til at betale for en sådan børnehave ligesom i Danmark.
Ideén var så genial at jeg med fadøl i hånd begav mig mod kommunekontoret. På vejen var der en mand der så at jeg gik i med en øl i hånden og stoppede mig. På lidt gebrokkent engelsk forklarede at han det var meget ildeset at drikke øl på gaden.
Det var kun fordi han havde været så elskværdig mod mig at jeg ikke blev fornærmet over at han havde så snæversynede og provinsielle holdninger.
Jeg forklarede ham meget pædagogisk min øldrikken jo var et resultatet at min kulturelle baggrund. Og da alle kulurer er lige gode så var det jo ikke fordi der var noget galt med min opførsel. Det var jo bare et spørgsmål om kulturforskelle. Han måtte i stedet lære at være lidt mere tolerant overfor mennesker der ikke helt ligesom ham og ikke være så firkantet.
Nej, jeg var derimod en berigelse af samfundet ved at vise ham nye måder at leve på og på den måde gøre samfundet mere mangfoldigt.
Jeg ankom til kommunekontoret for at høre om kommunen ville betale for vores danskerbørnehave. Manden bag skanken gloede igen bare underligt på mig.
Nu mente jeg at det var på tide med en alvorlig snak med ham. Jeg spurgte ham om hvordan han forventede at jeg ville være i stand til at integrere mig i samfundet hvis jeg slet ikke fik noget hjælp?!
Ingen betalt modersmålsundervisning, ingen penge til min kone for at lave lære sproget, ingen betalt tolkebistand og ingen børnehave kun for danske børn betalt af kommunen.
Han grinede lidt og sagde at der desværre ikke var tilskud til nogen af de ting i her i landet. Men hvis jeg følte at det var så forfærdeligt kunne han da godt se på om der var støtte til at vende tilbage til mit hjemland hvis syntes det var så frygteligt her.
Det fik mig helt op i det røde felt! Han antydede jo at jeg var uønsket. Jeg følte mig diskrimineret og marginaliseret og stormede ud af kontoret.
Mit blod kogte.
Hvordan skulle jeg være i stand til at inkludere mig i samfundet når jeg kun blev mødt med fascistoide krav om assimilation?
Det omkringliggende samfundet havde gjort mig så marginaliseret og vred at jeg blev drevet til ud i kriminalitet. Min følelse af at være marginaliseret og uønsket gjorde at jeg fandt min lighter frem og gjorde klar til at sætte ild til den nærmeste bil. Mens jeg stod og fumlede med lighteren kom araberen fra tidligere fordi.
Han sagde at hvis jeg satte ild til bilen så ville jeg først og fremmest få en meget lang fængselsstraf. Derefter ville jeg blive sendt hjem til mit hjemland uanset forholdende der og uanset mine familieforhold her.
Og pludselig kunne jeg godt kontrollere min vrede mod samfundet.
