Det tør være velkendt at hvis en person, en institution, en stat eller sågar en hel konføderation, har penge i overflod, vil der typisk florere en kultur, hvor man mener at kunne løse alle problemer med penge. Den, der har pengene, har magten i mange tilfælde. Og magt er ikke noget værd, hvis ikke den praktiseres.
Dette medfører let, hvad man kan kalde en bestikkelseskultur. Imidlertid viser enhver erfaring at bestikkelse som middel er kortsigtet, da mer' vil ha' mer', som man siger.
Det sker ofte at danske politikere forsøger sig med bestikkelse af deres vælgere. Stem på os, så får du mere velfærd, eller så får vi os ud af EU, eller så får I en ny motorvej i Jylland etc. I disse dage melder regeringen ud med at den vil fordele 100 mllioner kr. til forskellige formål. Oppositionen, der også selv bestikker deres vælgere, når det er belejligt, ymter ganske hyklerisk om vennetjenester, hvilket man gerne tror. Den bestikkelsestribut, Venstre begunstigede jyderne med for nogle år siden i form af en motorvej, virker ikke mere. Der må ny betaling til – for det ligger i bestikkelsens væsen.
Danmark og EU har desværre også udviklet en bestikkelseskultur på et andet plan, nemlig ved at forsøge på at betale sig fra ethvert udenrigspolitisk problem. Det er præcis, hvad der sker, når EU, med dansk støtte, betaler Tyrkiet om at begrænse flugten af migranter mod Grækenland, eller når EU betaler Libyen for at begræsen flugten mod Italien. Eller når danske ministre rejser til lande som fx. Nigeria for at købe sig til hjælp til at mindske presset. Jeg tror ikke et øjeblik at disse "løsninger" er andet end sminke.
At pengerigelighed befordrer denne kultur, er i sig selv en begrundelse for at modarbejde at i hvertfald stater og konføderationer kommer for let til pengene. Vi kunne starte med at arbejde for at EU får færre penge, da denne konføderation, ligesom den danske stat, ikke har respekt for penge, og den måde de tilvejebringes på, nemlig ved tvang. Hvis skat var frivillig, ville staterne nemlig kun få en brøkdel af de penge, de i dag tvangsmæssigt kradser ind.
Sandsynligvis er bestikkelskulturen inkorporeret i selve demokratiet, fordi politikerne ønsker at beskytte deres lukrative jobs ved genvalg. Derfor bestikker de borgerne, og altid med borgernes egne penge, hvilket kan lade sig gøre hvis vælgerne lader sig narre til at tro at det er nogle andre end dem selv, der skal betale for de lovede goder.
Måske er problemet ikke så meget at politikerne forsøger at bestikke vælgerne, som at deres forventning om at bestikkelsen giver pote, gerne viser sig berettiget.
Det burde være ledsaget af skamfølelse hos mennesker, der bestikker andre, men det er der ikke tegn på i politiske kredse.
Er den sørgelige sandhed ikke at vore politikere er skamløse og at danskerne generelt er til fals for tarvelige løfter?
