Den er hjemme

Som I utvivlsomt bemærker, når I hver time manisk refresher min blog, har jeg ikke været særlig aktiv i lang tid

Bob Glitter,

26/08/2011

Som I utvivlsomt bemærker, når I hver time manisk refresher min blog, har jeg ikke været særlig aktiv i lang tid. Grunden er, at jeg er træt. Usandsynligt træt af det her ufatteligt irriterende samfund og dets borgere. Og det nyudskrevne valg gør mig ikke friskere.

Der er ingen tvivl om, at Helle og Villy får magten, uanset at deres økonomiske plan og svulmende løfter ikke hænger sammen. På den positive side, som jeg dog vægrer mig ved at skelne til, er det en fordel, at de får magten nu. Hvis den borgerlige fløj skulle igennem endnu en valgperiode med røven i vandskorpen økonomisk såvel som popularitetsmæssigt ville vi om fire år være på vej med 200 km/t mod en stor blodrød mur med vores bløde babykranier forrest.

Hvad der irriterer mig mest er folk omkring mig. Ufatteligt stupide, flokdyrsagtige, humanistisk uddannede, feminiserede mænd, der selvretfærdigt skriger deres ”umenneskelighedsråb” ud på Facebook. Personer, der tror, at vores samfund bliver rigere og mere levedygtigt af, at størstedelen af befolkningen er på passiv indkomst under det så dejligt uhåndgribelige menneskelighedsbanner. Folk, der naivt tror på, at multikulturen fungerer, hvis bare vi lægger os med røven i vejret, på trods af tusinde års empiriske beviser på det modsatte. Menneskekærlige folk, der spytter på Pia Kjærsgaard, og efterfølgende belønnes med en artikel i BT om, at de har ”gennemlevet et mareridt”.

Rent økonomisk har den borgerlige regering ikke været meget bedre end hvad vi kan se frem til. Selvom jeg deler deres grundsyn har realpolitikken været håbløs socialdemokratisk. Mere og mere offentlig sektor, overvågning og kontrol. Og fandeme om ikke befolkningen skriger efter mere. På et kontinent, hvor kommunismen har hærget i henved 40 år med grusomme lidelser til følge, skriger vi på at vælge en tidligere ungdomskommunist som statsminister og en hårdfør, antidemokrat og fjendeallieret som finansminister. Under menneskelighedsbanneret. Jeg fatter jer ikke.

Politikerne lefler for egoistiske tendenser blandt borgerne. Det er nødvendigt, når stemmeafgivning handler om at få fingrene i andres penge. Her taler vi rød bloks bonuschecks til andelskøbere og andre former for underlige tilskud med penge, som borgerne ganske enkelt ikke har fortjent. ”Men det samme gør du jo”, siger den påståede universitetsuddannede til mig, ”når du stemmer på et parti, der vil sænke skatten markant. De køber også din stemme.” Jeg har lyst til at flå min egen strube ud, når jeg skal høre på det ureflekterede affald fra de røde: Det. Er. Mine. Egne. Penge. Jeg har tjent dem, før staten fik dem. Der er således intet der hedder at ”give skattelettelser”. Der er ikke nogen, der giver. Der er nogen, der undlader at tage. Om jeg fatter, at så simpel en sammenhæng er uforståeligt stof for så mange i dette såkaldt højt uddannede samfund.

Personligt går jeg rundt og håber på en borgerkrig. Og det skal helst ske inden rød blok får indført intetkønsbehandling i børneinstitutionerne. Med en rød regering er krigen forhåbentlig sikret. Sjovt nok bliver det dens egne vælgere, der starter den. Ligesom i London og i Grækenland. Når de nassende masser pludselig støder mod bunden og der vitterligt ikke kan trækkes flere midler ud af skaffedyrene, så griber de til vold. Så vil de demonstrere, smadre og plyndre, fordi der ikke bliver vist dem mere ”menneskelighed”.

Men det er os, der burde gøre oprør. Os, der arbejder og betaler verdens højeste skat for at blive kaldt egoistiske svin af de bedrevidende, intellektuelle flokdyr. Desværre for mig griber de færreste af os til vold, når verden går os imod. Men vi kan sgu’ nægte. Nægte at deltage i det skatteplynderi, der nu vil blive intensiveret i fire år, indtil vi virkelig står uden håb og bliver nødt til at trykke på den store nulstillingsknap. Når der vitterligt ikke længere er penge og overskud til at drikke øl lavet af hamsterlort til de hø-krydrede burgere på overfyldte cafeer i midtbyen.

Så nyd de næste par år, I fede, bebrillede, inkompetente, kvoteansatte kvindelige projektledere i det offentlige og elitære, kulturrelativistiske luftkastelbyggere, hvor I kan berige jer på andres bekostning. For de røde bliver nødt til at sige stop på et tidspunkt. Der er bare ikke penge til jer, med mindre I yder noget, der skaber værdi. Forstå det dog! I bliver nødt til det den dag, virkeligheden rammer jer med en grusommere ubarmhjertighed, end I udviser ved at ignorere jeres realitetsresistente drømmeriers konsekvenser for den ganske almindelige, jævne, arbejdende borger.

(Bitter Blog læses bedst på Bitter Blog)

Kilde: