Der har igennem den europæiske historie eksisteret flere forskellige unioner; Alle som en er de faldet. Romerriget, Gallerriget, Kalmarunionen, USSR, Jugoslavien. Mange havde håbet på, at historien kunne ændre sig med Den Europæiske Union. I denne kronik vil jeg belyse, hvorfor jeg mener at Den Europæiske Union er på vej til at gennemgå samme skæbne. Jeg vil bl.a. bruge en ny storundersøgelse fra Pew Research Center, udtalelser fra ledelsen i EU krydret med egne holdninger for at vise hvorfor EU er i et indre forfald.
I ethvert samarbejde skal alle parter være tilfredse, hvis samarbejdet skal lykkes. Når man skal indgå et ægteskab, skal der to enige parter til. I alle forhold, hvor mennesker mødes og skal udføre noget sammen, er det nødvendigt at skabe et fundament bygget på gensidig respekt og lydhørhed. Når dette ikke længere er tilfældet, begynder relationer at smuldre, og det er præcis hvad der er ved at ske i relationen imellem EUs kommissærer og befolkningerne.
Folk er lede og kede af deres egne regeringer og af EU
I en ny, stor spørgeundersøgelse fra den amerikanske tænketank Pew Research Center med omkring 10.000 mennesker, kommer det tydeligt frem, at den brede majoritet af europæere er godt og grundigt trætte af deres regeringers måde at håndtere den økonomiske krise på, samtidig med, at der er en voksende frygt i befolkningerne for en ny økonomisk nedtur.
Pew Research Center skriver blandt andet:
Europeans blame the banks and their own governments for their troubles. And none, not even the Germans, expect conditions to improve over the next year. Asked about their economic worries, Europeans are especially concerned about joblessness, public debt and inflation.
At folk er trætte af deres egne regeringer hænger bl.a. sammen med den lede, der er over at være med i euroen og det stærke økonomiske EU-samarbejde.
PEW Research skriver således:
… today, majorities in five of eight countries surveyed think that such economic integration has actually weakened their nation’s economy. This negative assessment is particularly strong in Greece (70%), France (63%), Italy (61%) and Britain (61%). In addition, the Spanish are divided on the issue.
I denne undersøglese er der hele 66% af de adspurgte, der ikke synes at den europæiske økonomiske integration har gavnet deres lands økonomi. Alligevel arbejder EU-bosserne videre med at skabe mere økonomisk integration med eksempelvis den nye finanspagt.
Som virksomhedsleder kender jeg vigtigheden af at lytte til de ansatte, man har under sig. Hvis man først hæver sig selv op på en piedestal, hvor man ikke er åben for konstruktiv kritik eller glemmer at lytte til sine medarbejdere, mener jeg, at man er kommet ud på et skråplan. Sørgeligt er det så at finde ud af, at Manuel Barroso er havnet på det netop beskrevne skråplan. Dette eksempel er fra Ritzau (30.05.2012), Barroso: Mere EU skal løse krisen:
Det er “fuldstændig usandt”, når nogen skyder skylden for Europas gældskrise over på euroen og EU-samarbejdet. Vi er nødt til at styrke vores indsats på både nationalt og europæisk niveau. Kommissionen vil arbejde for et ambitiøst og struktureret svar på et langsigtet perspektiv for fremtidens økonomiske og monetære union, siger Barroso. Det skal ifølge formanden munde ud i en “fuldendt økonomisk union” med stærk finansiel overvågning …
Mange EU skeptikere og den føromtalte storundersøgelse med ca. 10.000 personer ytrer klart folkets røst.
Et eksempel fra den virkelige verden kommer fra en online kommentar til en artikel jeg tidligere har skrevet med titlen: Forbeholdene er ikke nok. Danmark skal helt ud af EU nu! Kommentaren er fra en kvinde, som har rejst en del i Europa og pt. arbejder i Spanien.
… I dag, hvor jeg arbejder i Spanien, kan jeg virkelig ikke se nogle fordele ved euroen. Når folk snakker hernede om værdi, snakker de stadigvæk i Pesetas, efter alle disse år. Selv i offentlig tv når der er noget om økonomi, snakker de Pesetas. Jeg ved det ikke, men mener ikke at Spanierne nogensinde fik lov til at stemme om Euroen. Ud fra de erfaringer jeg har gjort ved at arbejde rundt omkring i Europa, kan jeg slet ikke se nogle fordele ved Euroen.
Et andet eksempel er, at der allerede i 2007 blev lavet en undersøgelse med den konklusion, at der var et udbredt ønske i Eurolandene om at få deres oprindelige valuta tilbage. Ud over det konkrete eksempel, er det en slet skjult hemmelighed, at befolkningerne i eurozonen, ønsker deres gamle valuta tilbage. Barroso overhører folkets røst og modsiger dem ved at sige, at det er “fuldstændig usandt”, når nogen skyder skylden for Europas gældskrise over på euroen og EU-samarbejdet. Manden er altså leder i EU men magter slet ikke at lytte til folket. Han ser ikke at EU's mislykkede økonomiske projekt er dømt ude af folket.
Topledelsen tænker mere på unionens overlevelse end de enkelte landes ve og vel
EU Kommissionen har brugt skatteydernes penge i ESM (Economic Stability Mechanism) til at hælde penge ind i flere landes elendige økonomier for at redde euroen. Et fejlslagent prestigeprojekt som skriger til himlen om at ansvarliggøre beslutningstagerne. Det er i realiteten et groft overgreb på befolkningerne i andre lande, at deres skattekroner skal bruges på at redde uansvarlige lande.
Tyskland har fået meget magt nu, fordi de har den stærkeste europæiske økonomi. Det giver en skævvridning i magtbalancen i EU. Ydermere er det, at England er ved at trække sig ud af det økonomiske samarbejde med til at skabe den samme form for polarisering, som vi så inden 2. verdenskrig.
Flere landes økonomier skranter gevaldigt. Grækerne lider f.eks. under at have euroen, fordi det forhindrer dem i at føre deres egen pengepolitik. Havde de beholdt drakmerne, kunne de vælge at devaluere for at forbedre deres eksport. Den mulighed er nu frataget dem. Ligesom Grækenland er flere europæiske lande som f.eks. Spanien, Irland og Italien som bekendt på vej ned.
I et demokrati er det flertallet der bestemmer, og når 66% af Europas befolkning iht. føromtalte undersøgelse mener, at det netop er det europæiske økonomiske samarbejde, der er problemet, burde Barroso, hvis han var repræsentant for befolkningerne i EU, lytte. Hvorfor lytter han så ikke til befolkningerne? Han er forhindret af kommissionens interne aftaler. Kommisærerne er udvalgte af de enkelte regeringer, men de må ifølge lovgivningen i EU ikke varetage de enkelte landes interesser. De må kun varetage EU's interesser. Derfor skal folk som Barosso altid forsvare EU, og som i ovenstående tilfælde ender det gerne med et forslag om mere EU, også selv om det ikke virker. Han har ikke andet alternativ. Han er bundet til en traktatfæstet EU-dagsorden, som siden Rom-traktaten i 1957 har været at udvide samarbejdet i det uendelige. Når vi nu ved at EUs ledere og medlemmer i kommisionen kun kan arbejde for EUs interesser kommer mit næste eksempel ikke som en overraskelse, men snarere som en uhyggelig konklusion på det udemokratiske monster EU er ved at blive til.
EU's 2020 plan – Totalitærstat
Viviane Reading – Vicepræsident for Europakommissionen – Skrev for nylig på sin blog i forbindelse med 20-året for Maastricht-traktaten:
"Our European House now stands ready to weather further storms. But we cannot rest on our laurels ... It is now time to consolidate what has been built. This is why today, 20 years after Maastricht, I propose a Five-Point Plan for 2020."
2013 The "European Year of Citizens" is the perfect occasion to begin the debate with governments,national parliaments and citizens on what type of Europe they would like to have by 2020
2014 European Parliament elections should focus on the future shape of the EU, and European political parties should develop different visions and propose a candidate to be the next President of the Commission
2014 The President of the Commission, once elected by the European Parliament should also chair the European Council
2014 The new President should convene a convention to elaborate a Treaty on European Political Union
2016-2019 Treaty put into ratification through referenda in all Member States, and enter into force once 2/3 of the Member States have ratified it
Så kan ledelsen i EU vel ikke komme mere frem i lyset med deres dagsorden.
Det står nu bøjet i neon, at der skal arbejdes på at få en ny præsident for Europakommisionen, som også skal være præsident for Rådet, og at hans fornemmeste opgave er at danne en Europæisk Politisk Union.
Merkel siger ydermere d. 7. Juni 2012 til Tysk ARD:
"We do not just need a currency union but also a so-called fiscal union – more common budget policy."
EU topledelse med Barroso i spidsen toner nu også rent flag.
Man kan således læse på epn.dk den 10.06.2012 at EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, EU-præsident Herman Van Rompuy, euro-gruppens chef Jean-Claude Juncker og Mario Draghi, som er leder af Den Europæiske Centralbank arbejder på at lave en Økonomisk Union i EU, der har som formål at sikre, at de lande der bruger euroen ikke kan optage lån udenom EU. Dette gør, at landene skal afgive suverænitet. Lederen for den Union skal senere være finansminister i den europæiske stat. Et smart træk af ledelsen i EU, der sikkert er klar over, at det ikke vil blive accepteret, at indsætte en præsident for den europæiske stat på nuværende tidspunkt. Derfor laver de en ”mini-union”, hvor Eurolandene kun skal afgive en mindre grad af suverænitet. Så tanken er nu, at vi europæiske borgere gradvist skal afgive vores suverænitet og en skønne dag er der ikke mere at afgive. Romerriget knækkede på grund af magtsyge og imperialisme. Det samme kan siges om Hitlers såkaldte 3. Rige, sammen med utallige andre riger der alle byggede på et fundament af magtsyge og imperialisme. Dette er endnu en grund til, at jeg mener at Den Europæiske Union er i et indre forfald, når en topleder som vicekommissæren har en sådan vision. EU-toget har forladt perronen, men Danmark har stadig en mulighed for at hoppe af, inden det for alvor kommer op i fart.
Engang udtalte den franske forfatter Victor Hugo sig på følgende måde:
Der vil komme en dag, hvor alle nationer på dette kontinent — uden at miste deres særlige kvaliteter eller deres glorværdige individualitet — vil smelte sammen i en højere enhed og danne det europæiske brodersamfund. Der vil komme en dag, hvor der ikke vil findes andre slagmarker end sindets åbne markedsplads for idéer. Der vil komme en dag, hvor kugler og bomber vil blive erstattet af afgivelsen af stemmer.
Denne teori er besnærende. Den følger desuden den retorik der bruges fra topledelsens side. Men, selvimodsigelsen kommer i den sidste sætning:
Der vil komme en dag, hvor kugler og bomber vil blive erstattet af afgivelsen af stemmer.
Netop afgivelsen af stemmer er jo sat ud af funktion, idet kommissærerne kun må varetage EU's interesser og ikke de folks der stemte dem ind. De tjener nu et system og ikke folket.
Ønsketeorien er altså blevet til en anden virkelighed. En virkelighed, som nu er manifesteret i et selvdestruktivt udemokratisk system, hvor kommissærerne er låst fast til en bestemt rolle i et system, der kun tjener systemet – ikke befolkningerne.
Vi skal bryde ud af systemet — og have vores frihed tilbage!
Desværre er der nok ikke meget der taler for, at Barroso og hans forbundsfæller i EU vil tage befolkningerne seriøst. Dertil er de for ideologisk bundet op i EU-systemet. For dem kan EU’s problemer kun løses med mere EU, uanset hvad befolkningerne måtte mene. Heller ikke vores egne regeringer skal vi regne med. Man skal være noget naiv, hvis man ikke kan se, at Helle Thorning-Schmidt arbejder benhårdt på at få en toppost i EU i fremtiden. Ligeledes kom det jo også for en dag, at Anders Fogh gennem sine udenlandske venner skaffede sig selv en toppost i NATO. Karrierepolitikere er farlige, fordi holdninger nemt kan komme i anden række efter hensynet til dem, der har magt til at lede en frem i jagten på succes. Et konkret eksempel kunne være, at Helle Thorning, mens man i Danmark leder efter penge i en skattereform, sidder og underskriver en milliardkontrakt på amerikanske droner på opfordring fra Obama.
Vi har fire forbehold i Danmark – dem skal vi i en fart få skiftet ud med et farvel til EU. Som denne kronik har påvist, er unionens sygdomstegn åbenlyse. Patienten er fejlmedicineret, men viljen til at ændre kur er ikke til stede. EU-systemet er ude af trit med virkeligheden, men ledelsen tror, at unionens problemer kan løses med mere union. Der er ingen grund til at være med i denne unions fald. Danmark kan stadig nå at træde ud, og det bør ske omgående, inden det får endnu større konsekvenser. Vi kan ikke stole på vores EU-glade politikere. Vi må som befolkning rejse os til modstand imod dette politiske overgreb og sende et klart signal til Christiansborg om, at det er NU vi skal ud af EU!
