HVIS MAN TROEDE, man havde set toppen af nypuritamismen inden for kulturen. Set toppen af den offentlige moraliseren med repræsentanter fra kulturlivet som selvbestaltede og såkaldte »rollemodeller«. Og toppen af den politiske korrekthed, der nu går direkte i kødet på musikeres og forfatteres originaltekster.... ja så...
Det bliver bare meget værre, hvis ikke snart, der er flere mennesker, der siger fra - og det er der dog heldigvis af og til.
DER GØRES I DISSE ÅR store forsøg på at omskrive både historie og litteratur. Det er en praksis, som især har været kendt fra de totalitære regimer i Østblokken, hvor man ændrede i noget, der var foregået tidligere.
Sovjet-lederen Trotskij blev fjernet fra billeder, efter at han var faldet i unåde, så kun Lenin stod tilbage. Fotomanipulationen ramte også Tjekkoslovakiets reformist Alexander Dubcek, da hans Prag-forår var blevet kørt over af tanks.
I de kommunistiske lande blev litterære og musikalske værker forbudt. Afgørende nuancer i historie skrivniningen udeladt. Alt sammen fordi nogle mennesker mente eller sagde, de handlede i den gode sags tjeneste.
I DEN GODE SAGS TJENESTE bliver der nu også pillet i det ene litterære værk efter det andet. Bag disse unoder står mennesker, der mener, de har en særlig adkomst til at fortælle os andre, hvordan teksten skal udlægges.
I børnesangen »Elefantens vuggevise« er det ikke længere en negerdreng, der bruges som rangle, men en kokosnød. Pippi Langstrømpes far fik strøget titlen som »negerkonge« og blev i stedet for »sydhavskonge«. Og i Norge gik man lidt mere konsekvent til værks og slettede en vise om »en litten negergutt« i Thorbjørn Egners visebog. Alt sammen uskyldigheder måske - og, det er for børn. Men det siger noget om, at vi indretter forfatteres værker efter, hvordan vi vil have dem. Og her hopper kæden af.
SÅ KOM TUREN også til tegneserien Tintin. Først og ikke uventet i tilfældet Sverige, hvor man har forsøgt at skabe et lille paradis på jord (i sig selv en ikke ufarlig ambition). Her anmeldte Afrosvenskernes Landsforbund tegneseriealbummet »Tintin i Congo« til selveste ombudsmanden med den begrundelse, at tegneserien »fremstillede afrikanerne som dumme, laverestående væsener«. Landsforbundet mente endvidere, at albummet var »en hetz mod en hel befolkningsgruppe«.
Korrekt er det da også, at albummet, der første gang udkom i 1930, blandt andet er en hyldest til de gamle europæiske kolonimagters måde at underlægge sig Den tredje Verden på. Men det kan også betale sig at lytte til forlagsredaktørerne, der ikke bare sidder og sender tryksager ud i det blå:
»ALBUMMET INDGÅR I Tintins værker, der samlet set er en beskrivelse af det 20. århundrede. Og man kan jo angribe adskillige andre Tintin-værker, hvis man ønsker at gøre det - ligesom man kan med masser af litteratur fra gammel tid«, har den danske redaktør af Tintin, Carsten Søndergaard, sagt til dagbladet Information.
Det svenskejede forlag Bonnier Carlsen, der udsendte »Tintin i Congo« i en ny udgave i 2004 erkender, at tegneserialbummets indhold kan opfattes som racistisk. Men forlaget lægger ganske rigtigt vægt på, at det er vigtigt at se »Tintin i Congo« i en historisk sammenhæng. Albummet afspejler et menneskebillede, der fandtes engang, men som ikke er aktuelt i dag. Og Tintin-redaktøren Carsten Søndergaard tilføjede, at han endnu ikke i Danmark havde hørt om nogen, der ikke forstod Tintin i den historiske sammenhæng.
DET SIDSTE KAN MAN kun glæde sig over. Grundtvig, H.C. Andersen og Søren Kierkegaard med flere har ikke levet forgæves. Der er heldigvis stadig danskere - og da især danske børn - der kan tænke selv og ikke deponerer deres kritiske sans hos en Fader Stat eller en censor, der mener at vide, hvad der er farligt for dem.
For hvis man først begynder at ride med på denne hersens bølge, så har den ingen ende. Hvad med volden og ukvemsordene i den græske for slet ikke at tale om den nordiske mytologi? Skal den dejlige genre, der hedder »sigøjnermusik« nu også omdøbes til »sinti-roma-musik«?
I lørdagsavisen kunne vi fortælle, hvordan amerikanske forlag nu er begyndt at pille i genudgivelser af Mark Twains klassikere »Huckleberry Finn« og »Tom Sawyer« - historierne om to drenges trang til eventyr midt i 1800-tallets racistiske Amerika.
MARK TWAINS BØGER er fyldt med samfundskritik, humor og en afstandtagen til racisme. Ikke desto mindre vælger man alligevel i USA at slette ordet »nigger«, selv om det netop var et ord, der var accepteret i den brede amerikanske offentlighed i den tid, romanerne udspiller sig på. Og selv om lige netop det ord siger så meget om den racisme, der også trivedes på Mark Twains tid i USA.
Vrede emails strømmer ind til forlaget, men farcen er komplet. Selv ikke kritikerne tør skrive ordet »nigger«, men danser hele tiden uden om det, de gerne ville sige. De kan ikke engang artikulere sig mere af frygt for at komme i karambolage med den ulidelige politiske korrekthed.
NU ER APPLES OGSÅ begyndt at censurere danske sange på iTunes. Det er gået ud over blandt andre sangeren Rasmus Nøhr, der synger »Hash eller gas« eller om »Ibens klit«, som vist ikke kun handler om de store sandmasser ved Vesterhavet. Ja, selv Thomas Helmigs »Stupid Man« er på iTunes blevet ændret til »S***** Man«. De danske kunstnere og deres branche er fortørnet, men Apple er revnende ligeglad. Virksomheden er så stor, at den kan tillade sig det. Projektleder i Freemuse, den internationale organisation for musik og ytringsfrihed, Ole Reitov advarer mod konsekvensen: Den enkelte musikers selvcensur.
I JANUAR 2011 kunne Berlingske Tidende føje endnu et kapitel til historien: Nu er også e-bøgerne i fare. Det er heller ikke hvad som helst, Apples vil tolerere i litteraturen. Ikke fordi der sidder nogle nørder i Apples-bunkeren Inc. i Cupertino/Californien og er specielt hellige, men fordi kapitalismen er så viseligt indrettet, at den føjer sig for den bredeste fællesnævners princip.
Nypuritanismen i det religiøse USA trives og har det godt - og vil man tjene penge, skal man ikke lægge sig alt for meget ud med den.
KUNSTNERNE ER heller ikke helt uden skyld i, at moral har fået en så stærk position inden for både politik og kultur. I tide og utide er der nogle selvfede af slagsen, der gør moral til et offentligt anliggende. Selv om moral i sin konsekvens egentlig blot er det enkelte menneskes egen sag i en given situation eller et konkret valg og dermed pokkers privat. Blot et enkelt eksempel: Man kunne med rette sætte spørgsmålstegn ved den gode samaritans motiver, da en gruppe med omkring 100 danske kunstnere, musikere og kendte under stor mediebevågenhed gik ind i en kampagne for kirkeasyl til irakiske flygtninge.
Det skete i efteråret 2010, da kunstnerne - med musikeren og forfatteren Henrik Marstals ord - »som rollemodeller« talte for at bryde loven ved at støtte irakiske flygtninge, som gik under jorden.
HENRIK MARSTAL & Co. blev godt og grundigt ristet af forfatteren og journalisten Martin Krasnik, der opponerede mod, at kunstnerne moraliserede i politik - altså lavede en moralsk overbygning på et politisk argument.
Den moralske overbygning fra de 100 danske kulturpersonligheder var: »Vi ville gemme disse irakiske flygtninge«. Underforstået: Det ville »de andre« ikke gøre. Det ville blot aldrig være muligt at gemme tusinder af flygtninge, når de gik ud i offentligheden med budskabet om at gemme irakerne. Men hvis det virkelig skulle være sket, at kulturpersonlighederne havde gemt flere tusinde irakiske flygtninge, så ville man jo aldrig tale om det, så ville de have gjort det i stilhed. Ligesom under krigen.
VED AT TALE OM SÅKALDT »moralsk skred« i Danmark, forsøgte kunstnerne at fortælle, hvad der er et moralsk godt og et moralsk dårligt menneske. Lige nøjagtig dét, som ethvert menneske må gøre op med sig selv.
I DR2 forsøgte Henrik Marstal at fortælle os, at det ikke handlede om at presse et eller andet moralbegreb ned over befolkningen som »æh bæh kære politikere, nu skal I have rigtig dårlig samvittighed«. Hvorpå Martin Krasnik i en debat i DR2 Deadline så blot spurgte: »Hvis det ikke var det, I ville gøre, hvorfor tier I så ikke bare stille?«
FRI OS FOR den gode sags tjeneste - også i kulturlivet. Lad os tænke selv.
