Det græske valg mellem ja eller nej er afgjort. Det var egentlig et valg mellem pest eller kolera. Uanset udfaldet står den almindelige græker overfor økonomiske vanskeligheder.
Hvorledes har det overhovedet kunne komme så vidt? - Når en person ønsker et lån, vil banken se på hans muligheder for at kunne tilbagebetale det. Derfor må det utvivlsomt erkendes, at långiverne ikke har gjort sig store anstrengelser for at forstå, hvilke risici der forelå m.h.t. at afdrage lånene. Derudover må det også erkendes, at indførelsen af den fælles valuta ikke har hjulpet på situationen.
Da muren i Berlin faldt, tilbød Helmuth Kohl østtyskerne, at en østmark blev lig med en vestmark, altså en vekselkurs 1 til 1. Det frarådede chefen for den tyske Bundesbank, økonomen Karl-Otto Pöhl, som forudså konsekvenserne. Men beslutningen blev alligevel truffet rent politisk. Derved opnåedes, at man i det tidligere DDR ikke valgte ”Kohl”, men derimod ”die Kohle” (pengene), og dermed sad den gode Helmuth endnu engang sikkert i sadlen. Resultatet blev en serie konkurser og adskillige andre økonomiske problemer i Østtyskland, som det har taget adskillige år at rette op på.
Trods denne erfaring med en fælles valuta indførte man ti år senere Euroen. Endnu engang blev dette frarådet af både chefen for Bundesbank og en lang række økonomer. Og endnu engang blev beslutningen ren politisk. Resultatet ses jo med al tydelighed i alle Middelhavslandene. For at berolige gemytterne indførtes imidlertid også visse økonomiske parametre, som nationerne skulle overholde. De der ikke kunne klare dette, ville blive straffet med bøder. Men allerede et par år efter var det netop EU's to ”rollemodeller”, Tyskland og Frankrig, som ikke overholdt vilkårene.
De blev dog ikke straffet, hvorfor de øvrige Eurolande forstod, at det hele ikke skulle tages helt så højtideligt.
Grækenlands lån udstedets som statsobligationer. Det fri økonomiske marked satte straks renten højere end andre statsobligationer. Børserne var jo klare over, at det var et mere risikabelt papir. Denne højere rente fik flere grådigere banker til at storkøbe obligationerne. Det var særligt tyske of franske banker som holdt for.
Da det imidlertid efter nogle år viste sig, at nu var der risiko for en græsk fallit, blev det politisk besluttet, at den europæiske Centralbank skulle opkøbe papirerne. Man frygtede ligefrem en konkurs af Frankrigs største bank, og store vanskeligheder for tyske banker.
Normalt bør banker, der fejldisponerer reddes af aktionærerne (jvfr. Vestjysk Bank), men i dette tilfælde lykkedes det at smøre regningen af på samtlige Eurolandenes skatteborgere, hvilket jeg personligt anser for politisk at have ”rettet smed for bager”. Udover Eurolandene risikerer også Danmark at skulle træde til, da man helt uopfordret kautionerer med 40 milliarder kroner, hvilket vist er sket uden at spørge folketinget.
Efter anden verdenskrig modtog både Tyskland og Frankrig hjælp med deres store gæld. Dette skete i en erkendelse af de menneskelige problemer, som umuliggjorde gældsafviklingen. Hvad enten Grækenland nu forbliver i Eurozonen eller ej og om landet går fallit eller ej, så må der absolut findes en måde at løse de menneskelige problemer på. Over halvdelen af landets befolkning lever i dag under fattigdomsgrænsen.
