Den historiske kamp for ytringsfrihed, trykkefrihed, tolerance og religionsfrihed er ofte blevet udkæmpet af mænd (ja, der er få kvinder), der langt fra selv bakkede ubetinget op om ytringsfrihed eller religiøs tolerance.
Ofte har de – når de selv har været under angreb, eller når de har skullet formulere et mere principielt forsvar – anvendt argumenter, der har en principiel karakter og en universalitet, som de i virkeligheden ikke selv bakkede op om eller ønskede at tage konsekvenserne af.
Da Martin Luther forsvarede sin samvittighedsfrihed (i 1521 og 23) erklærede han, at ingen verdslig myndighed kan eller skal herske over sjælen. Det kan kun Gud. Men det er i virkeligheden et principielt argument for en universel trosfrihed, som Luther ikke selv tilsluttede sig.
Vi finder med variationer samme argumenter for samvittighedsfrihed hos Milton (i 1544) og John Locke (i 1689). John Miltons Areopagitica er et stærkt forsvar for intellektuel frihed og angreb på forhåndscensuren, men Milton var bestemt ikke nogen generel forkæmper for ytringsfrihed, og hans religiøse tolerance var begrænset.
Også John Locke erklærer i sit brev om tolerance, at øvrigheden skal udvise religiøs tolerance, da den som politisk myndighed ikke har speciel indsigt i, hvad der tjener til menneskets frelse, og ægte religiøsitet kan ikke gennemtvinges med magt, og at "liberty of conscience is every man's natural right". Locke var dog ikke parat til at udstrække tolerancen til katolikker og ateister.
Et sidste eksempel er Thomas Jefferson, der i den amerikanske uafhængighedserklæring skrev, at ”alle mennesker er skabt lige” og at de har ”visse umistelige rettigheder; iblandt dem er liv, frihed og stræben efter lykke.” Samtidig med at Jefferson selv var slaveejer.
Der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at modsætningen mellem ord og holdninger skabte nogen kognitiv dissonans hos de nævnte personer. Jefferson var givetvis klar over, at slaveriet stred mod Uafhængighedserklæringens ord, men ingen af de nævnte herrer tog de fulde konsekvenser af deres egne principielle argumenter. Det er psykologisk set interessant. Men det er også interessant, at mange af de personer, der har haft stor betydning for kampen for personlig frihed, trosfrihed, tolerance og ytringsfrihed, selv var halvhjertede forkæmpere for disse friheder. Ligesom deres værkers virkningshistorie ofte har været meget forskellig fra, hvad forfatterne selv havde intention om.
