En lille hverdagsbegivenhed fik mig denne gang til tasterne. En begivenhed jeg regner med de færreste mennesker vil studse særligt længe over. Men følgende optrin fik mig alligevel til at tænke over de dybereliggende idéer som de fleste danskere efterhånden regner for selvindlysende.
Jeg var ude for at lufte min hund, ved den bæk der løber parallelt med mit hus. Her fandt jeg en lille flok børn, sandsynligvis fra en nærliggende børnehave. De var meget optaget af bækken, da den på denne tid, myldrer med liv, og vand er jo altid en sikker vinder hos børn. Så der var ”gang i den”. Og medens min hund var dybt optaget af at lugte til at alle de foregående hundes duftspor, kunne jeg i ro og mag betragte følgende optrin, der fandt sted 20 meter fra hvor jeg stod.
En lille araberdreng, udbrød nemlig begejstret at han havde fundet en frø. Han sprang over på den anden side af bredden i et hug, kastede sig ned, og fangede den. Det var en ordentlig krabat, og man kunne tydeligt se hans stolthed over denne præstation. Han var lykkelig. De andre børn flokkedes selvfølgelig rundt om ham, og han viste den stolt frem. Jeg kunne ikke lade være med at smile over situationen – sådan var jeg også engang.
Men en pige, som jeg tror hed Amalie, fik desværre alt for hurtigt ødelagt glæden for denne dreng.
- Jeg vil også holde den, insisterede hun, og kiggede på pædagogen – men ikke på drengen. Pædagogen slog derefter automatpiloten til, gik hen til drengen, satte sig på hug, og på den mest venlige og, ja, pædagogiske måde, satte hun sig til at overtale knægten til, at de andre børn også skulle få lov til at holde den. Han var ikke modtagelig, så hun skærpede stemmen.
- Jo, de andre børn skal også have lov til at holde den. De kan skiftes om at holde den, og når de har gjort det, får du den tilbage. Så bliver alle de andre børn jo også glade, ikk’?
Men drengen var ikke med på ideen, og blev nu højrøstet. – Nej! Det var mig der fandt frøen og det var mig der fangede den. De andre kan selv fange en frø. Den her er min! Det er mig der bestemmer!
Den stakkels dreng, fik derefter en ordentlig overhaling, og fik indskærpet at man SKAL dele med de andre, og hun lovede at han nok skulle få den tilbage når de andre børn havde prøvet at holde frøen. Det udviklede sig til at højrøstet skænderi mellem den lille dreng og den voksne pædagog. Jeg forlod scenen, da min hund havde fået nok af larmen – så jeg ved ikke hvem der ”vandt”. I mit indre håbede jeg selvfølgelig at den pædagog, og alle de fremtidige pædagoger knægten vil møde, aldrig nogensinde får knækket ham. Men jeg tvivler. Jeg kunne høre gråd, de jeg krydsede den lille gangbro over bækken tilbage til huset. Om det var drengen eller Amalie der græd, ved jeg ikke – pædagogen var det sandsynligvis ikke.
Jeg ved godt at knægtens reaktion ikke ligefrem signalerede overskud eller storsind. Men uanset hans motiver (det kunne jo være han ikke kunne fordrage Amalie), har han fat i en dybere sandhed, som pædagogen enten har fået vasket væk i hendes pædagogstudier, eller muligvis aldrig nogensinde har besiddet. At den der har gjort en indsats, også har råderetten over frugterne af denne indsats.
Så denne klumme er tilegnet dig, knægt. Du ved ikke jeg findes, og du kommer sandsynligvis aldrig til at læse disse ord. Men du gav mig mere at tænke over, end samtlige af de kronikker og ledere jeg har læst den sidste tid. Jeg ved ikke hvad du hedder, men jeg håber ikke det gør noget, at jeg kalder dig for ”den ukendte araberdreng”, og at jeg opgraderer dine vise ord til et manifest:
Det var mig der fandt frøen og det var mig der fangede den. De andre kan selv fange en frø. Den her er min! Det er mig der bestemmer!
NB! Dette manifest er også gyldigt i andre sammenhænge – også dem der ikke involverer frøer.
