Denne kvinde kan de politisk korrekte i Tyskland ikke udstå.

Selvom hun var politisk uerfaren, imponerede Frauke Petry hurtigt sine partifæller med sine skarpe retoriske evner og en lidenskabelig udstråling, ...

NIM Ikke angivet,

08/02/2016

Selvom hun var politisk uerfaren, imponerede Frauke Petry hurtigt sine partifæller med sine skarpe retoriske evner og en lidenskabelig udstråling, der i højere grad end partistifter Bernd Luckes slipseklædte akademikerfacon formåede at puste til indignationen over Angela Merkels landsforræderiske krisepolitik.

Hun blev valgt til partiets officielle talsmand for at appellere til de østtyske vælgeres mavefornemmelser, hvilket i 2014 gav pote i delstaten Sachsen. Med Frauke Petry som lokalformand fik det nye parti overraskende 9,7 pct. af stemmerne ved valget i Sachsen i 2014 og dermed også de første mandater i en tysk landdag. En stor triumf for både Petry og det unge parti.

Mens Bernd Lucke insisterede på at fortsætte en støvet nationaløkonomisk kritik af euro-samarbejdet, fornemmede Petry intuitivt, at der var langt større stemmetal i vente med indvandringsskepsis og islamkritik. Dermed var der lagt i ovnen til en bitter strid om partiets fremtidige kurs, der kulminerede i et kampvalg på en partikongres i juli 2015. Med 60 procent af stemmerne blev Petry valgt til partiformand og sendte dermed Bernd Lucke og hans erhvervsvenlige og liberalistiske linje endegyldigt ud i kulden.