Derfor bliver DR aldrig bedre

Katrine Winkel Holm : Forhåbningerne steg, da den nyslåede kulturminister Bertel Haarder langede ud efter DR's kommercielle tilbøjeligheder og efte...

_slettet_bruger_15275 Ikke angivet,

23/08/2015

Katrine Winkel Holm :

Forhåbningerne steg, da den nyslåede kulturminister Bertel Haarder langede ud efter DR's kommercielle tilbøjeligheder og efterlyste en opstramning af public service-begrebet. Sådan, nu smøgede regeringens nestor ærmerne op! Men nej, løven faldt hurtigt ned som et lam. Et par uger senere forsikrede Haarder, at han skam ikke agtede at gå i krig mod DR. Sådan skulle det ikke forstås.

DR er altså fredet af den nye blå regering, ligesom den blev kærtegnet af den tidligere røde regering. Jeg tvivler på, at det bliver anderledes i min levetid. DR er ureformerbar. Det er min desillusionerede konklusion efter at have siddet syv år i DR's bestyrelse. Det skyldes to ting: manglende vilje og manglende mod fra borgerlig side.