Vi skal alle bidrage!
Citat: Karen Hækkerup.
Men skal vi nu også det?
Min egen erfaring er nej, det skal vi ikke!
Kort fortalt, så blev jeg kronisk og uhelbredeligt syg for et par år siden - en sygdom man kan leve med i rigtig mange år, men ikke helbrede - jeg var 29 år og aldeles ikke klar til at forlade arbejdsmarkedet - det er jeg i øvrigt stadig ikke!
Jeg har en relativt sjælden bindevævslidelse, som blandt andet går ind og ødelægger det raske væv i organerne - især lungerne bliver angrebet, men alle organer er i fare zonen, så det varierer meget hvor meget den enkelte rammes af sygdommen.
Jeg er desværre i den dårlige ende, hvad det angår.
Jeg blev diagnosticeret - efter 8 måneders udredning - og som ved et trylleslag, blev det hele vendt på hovedet og jeg blev TILBUDT en førtidspension - uden arbejdsprøvning og alene baseret på mine speciallægers udtalelser.
Jeg var rystet, og takkede pænt nej tak!
Efter nogen tids betænkning, og efter opstart af medicinsk behandling, henvendte jeg mig igen for at høre om jeg kunne begynde at studere - hvilket gav ret god mening, for mig, eftersom det job jeg havde tidligere ikke er sandsynligt at jeg kommer tilbage til pga. sygdom.
Men ak!
Jeg kunne overgå til SU hvis jeg ville studere - og ja, det kunne jeg og ville jeg såmænd gerne, men der er et ikke uvæsenligt problem i forhold til SU og det at være syg!
For at være berettiget til SU, er der et time krav på 23 timer ugentligt (enkelt fag) - og dette er ikke en option i mit tilfælde, da jeg er relativt ustabil i forhold til sygdom etc.
- hvilket i praksis betyder, at jeg den ene uge måske kan klare 23 timer - og den næste måske kun 5.
Så det gav mig et afslag på dispensation!
Så måtte jeg jo forsøge noget andet, for at komme videre!
Så jeg ansøgte om dispensation, sådan at jeg kunne studere på kontanthjælp - men fik afslag, for det var primært møntet på personer under 25 år.
Godt så, heller ingen hjælp at hente der.
Så gik jeg over til at forsøge mig med revalidering - og fik et afslag, da den kommunale instans mente jeg var for syg, og dermed var usikkerheden for at jeg ikke kom i arbejde for stor!
Herefter gik næsten et år, med at klage over afvisningen af først en dispensation til at læse på kontanthjælp, siden over afslag på revalidering og siden da en voldsom diskussion om hvorfor SU kun kan lade sig gøre, med et timetal på over 23 ugentligt - hvilket jeg måske kan leve op til på en god uge, men hvad med den dårlige uge?
Efter at have været sygemeldt i 9 måneder, henvendte jeg mig for at høre hvad jeg så måtte lave - og blev "plantet" på et såkaldt "sygehold", som mest af alt var møntet på at gøre os alle - hvis muligt - endnu mere deprimerede over Stat Danmarks tilstand.
Jeg stoppede på holdet, efter at en af "underviserne" havde fortalt mig at (i øvrigt citeret ordret!): "Hvis du er utilfreds med reglerne, så må du jo finde et job!" - jow jow, der er intet jeg hellere vil, men tror du måske det er for sjov at jeg sidder her?
- jeg kan tilføje, at pågældende person sidenhen blev fyret, efter at jeg havde klaget og fået flere andre til at gøre det samme!
Men det ændrede ikke rigtigt på min situation, og siden da har jeg ikke fået tilbud om nogen former for aktivering, kurser eller lignende - jeg er til den obligatoriske tre-måneders samtale, og det er det!
Helt forrygende!
- især nu hvor jeg, to år efter, stadig er hjemme og krydrer røv (de dage jeg har det godt!) og stadig finder det særdeles mærkværdigt at jeg meget gerne må få en livs lang ydelse, i form af en førtidspension - men må jeg studere, så jeg med en smule god vilje igen kan blive selv-forsørgende?
Nej da!
Jeg forstår det ikke - jeg får penge, som andre har tjent, uanset om jeg får den ene ydelse eller den anden.
Forskellen, set fra min stol, er bare at med den ene ydelse har jeg i det mindste en chance for at komme tilbage på arbejdsmarkedet og med den anden ydelse har jeg en chance for at blive forsørget af Jer, kære skatte-slaver, resten af mit liv.
I tal betyder det at:
Stat Danmark vil gerne give mig en førtidspension, som pt. er på 14.105 kr. pr. måned, for samlevere - før skat!
Med denne ydelse, så er jeg sikret livs lang forsørgelse, og ikke den mindste chance for nogensinde at komme til at forsørge mig selv.
Og hertil kan lægges et ikke uvæsentligt beløb, i diverse ydelser.
Enkeltydelser, merudgiftsydelser (som pt. er beregnet til 2500 kr. pr. måned for mig), boligydelse (som er udregnet til at være 800 kr. pr. måned), varmetilskud (ifølge socialrådgiver på 550 kr. pr. måned), ekstra transportudgifter (er variabelt - men baseret på de sidste 3 måneder, vil det udgøre ca. 1100 kr. pr. måned).
Altså et bruttobeløb på intet mindre end 19.055 kr. pr. måned - bemærk at her ikke er medregnet børnepenge/ydelser og enkeltydelser etc.
Lige nu får jeg kontanthjælp, som pt. er på 13.345 kr. pr. måned, som forsørger - før skat!
Jeg får ingen boligsikring, merudgiftsydelser, varmetilskud eller lignende - bemærk at her er ikke medregnet børnepenge/ydelser og enkeltydelser etc. - jeg kunne givetvis søge om merudgifter og ville givetvis også få det, baseret på min forespørgsel omkring merudgifter i forhold til min konkrete sag.
Altså mindre end en førtidspension - og med en chance for at komme i beskæftigelse!
Altså et brutto beløb på 13.345 kr. pr. måned
SU ville give mig 5.486 kr. pr. måned - før skat!
SU ville udløse et Handicap tillæg pr. måned (før skat) på 8.051 kr, da jeg ikke kan arbejde ved siden af pga. sygdom, og så kan jeg jo i øvrigt optage SU lån skulle jeg have det behov - bemærk at her er ikke medregnet børnepenge/ydelser og enkeltydelser etc.
Altså mindre end en førtidspension - og med en chance for at komme i beskæftigelse!
Altså et brutto beløb på 13.537 kr. pr. måned
Samtlige socialrådgivere jeg har talt med, inklusive deres ledere, vil rigtigt gerne have jeg får den højeste ydelse - og hvorfor nu det?
Når nu Stat Danmark så gerne vil have os, borgerne, til at bidrage - så skulle man måske overveje at gøre det mere fleksibelt f.eks. via kortere arbejdsdage, mindre skat (så ville min kæreste f.eks. kunne forsørge mig, og der ville være en social-nasser mindre!) og bedre muligheder - i stedet for bare at sygelig gøre mig, langt mere end nødvendigt, og i øvrigt bare tilskynde til livslang forsørgelse.
System Danmark har spillet fallit - og bør gå af!
For ikke så længe siden, blev jeg dog via en patient gruppe, opmærksom på at der faktisk er mennesker på førtidspension som studerer (til hvilken nytte - hvis man er SÅ syg, at man skal have førtidspension?).
I min optik, så bør man ikke modtage en førtidspension - medmindre at det er helt og aldeles udelukket at man nogensinde kommer i arbejde, og det må derfor siges at være et stort ressource spild, at uddanne mennesker som alligevel ikke har i sinde at benytte sig af det - til at forsørge sig selv!
Eller er det ganske enkelt en måde, hvorpå man er sikret en høj ydelse, hver gang man lige har lyst til ferie, ikke gider at arbejde eller...?
En førtidspension kan man sætte i bero og sidenhen komme tilbage til.
Hvad blev der af de arbejdspladser, som disse borgere skulle kunne varetage?
Men ja, jeg er ved at være nået dertil hvor det kan være jeg ender med at gøre det, på den måde, selvom det er mig oprigtigt imod, men der er grænser for hvor længe jeg orker at kæmpe imod et system, som virkelig oprigtigt mener jeg bør have en livslang ydelse + en evig sygeliggørelse!
For små 3 måneder siden flyttede vi ud af kommunen - og jeg kan med gru, blot konstatere at den eneste forskel der er fra den tidligere til den nuværende kommune, er at i den nye kommune vil man gerne lige arbejdsprøve mig først, hvis jeg virkelig mener jeg skal ud på arbejdsmarkedet igen - og SÅ må jeg meget gerne FÅ en førtidspension, når det viser sig at jeg ikke kan klare en arbejdsprøvning! Det resultat er nemlig givet på forhånd.
Arbejdsprøvningen er primært formalia man gerne vil igennem, så socialrådgiverens ryg er dækket ind, når nu jeg vedbliver med at fastholde at jeg ikke hører hjemme på en førtidspension, og for at jeg ikke efterfølgende kan komme og klage!
Tak for opbakningen, Stat Danmark!
I øvrigt ser jeg frem til, at socialrådgiveren finder et sted at arbejdsprøve mig - jeg bør ikke udsættes for unødig smittefare, da jeg er i højdosis behandling med immunsuprimerende medicin - og en simpel lungebetændelse kan, worst case, være fatal!
Eller for den sags skyld, hvilken arbejdsgiver - med det nuværende system - orker at ansætte nogen som potentielt er fraværende halvdelen af tiden pga. sygdom?
- jeg kender Ingen!
Alternativt, så kan jeg aller nådigst få lov til at gå på aftenskole - men hvordan jeg skal komme videre i retningen af at blive selvforsørgende, det er og bliver mit helt eget private problem, som kommunale instanser meget nødigt lader sig blande ind i - men kontanthjælps-pengene vil de skam gerne betale mig. Og gerne helt uden nogen sandsynlighed for, at investeringen tjenes hjem igen i form af skatter. Hvem driver dog forretning på denne måde?
Stat Danmark, forstå det nu - vi har IKKE brug for flere penge, vi har brug for fleksibilitet sådan at vi kan indrette os så det passer til hver især, også selvom man er syg eller ramt på anden vis.
Vi har brug for lavere skatter og knapt så meget omfordeling - af andre menneskers penge!
Vi har brug for OPBAKNING i stedet for OFFERDYRKELSE og flere tilskud og ydelser - vi har brug for at være en del af samfundet, også selvom vi måske kun kan klare få timer.
Hvad blev der lige af "Mange bække små...."?
- udover alt det økonomiske, så er der det meget åbenlyse aspekt, det menneskelige, det sociale og alt det andet psykiske der følger med...
Jeg er absolut IKKE blevet mere rask af, at lave ingenting - nok snarer det modsatte. Det er dybt deprimerende at blive hægtet af samfundet, det er irriterende igen og igen at skulle forklare sig, "hvorfor tager du ikke bare et arbejde?" - "Hvorfor studerer du ikke bare?"
- og ja, hvorfor gør jeg så ikke det?
Jeg er tjener og med min nuværende lungefunktion (med en gangdistance på 100 mtr. - på en meget god dag) så er det ret svært at få et job!
Med tale dyspnø bliver det ikke lettere!
Derudover har det sine -åbenlyse- begrænsninger, da jeg periodevis er meget ustabil qua min sygdom, som endnu ikke er medicinsk stabiliseret - men for pokker, på et eller andet tidspunkt lykkedes det vel en dygtig læge at fremfinde noget medicin, der kan få det i ro - og så er jeg SÅ klar til igen at arbejde!
Så kære Stat Danmark - må jeg ikke nok have lov til at studere, sådan at mine chancer for at blive selvforsørgende bliver bedst mulige, min situation taget i betragtning?
