Derfor ville Konservative på Frederiksberg ikke sænke grundskylden

Den Konservative borgmester Jørgen Glenthøj havde et politisk flertal bag sig til at sænke grundskylden, hvis han havde villet, for sammen med Libe...

Torben Mark Pedersen,

15/09/2013

Den Konservative borgmester Jørgen Glenthøj havde et politisk flertal bag sig til at sænke grundskylden, hvis han havde villet, for sammen med Liberal Alliance og Venstre, der begge ønskede at sænke grundskyldspromillen, har de Konservative på Frederiksberg flertal i kommunalbestyrelsen.

Konservative ville bare ikke sænke grundskylden.

Ja, du læste rigtigt: De Konservative på Frederiksberg ville ikke sænke grundskylden, selv om de havde et politisk flertal bag til at gøre det. Og selv om de har sagt offentligt, at de ønsker at gøre det.

Det skyldes, at Konservative på Frederiksberg har lovet de Radikale (1 medlem af kommunalbestyrelsen), at Konservative ikke vil sænke grundskylden, såfremt de Radikale peger på Jørgen Glenthøj som borgmester efter kommunalvalget. Radikale havde samtidig sat som betingelse, at DF ikke kom med i valgforbundet med de andre borgerlige partier.

Sådan som meningsmålingerne er for Konservative på landsplan, var Jørgen Glenthøj naturligt nok bekymret for, om han kunne fortsætte som borgmester efter valget. Han er jo ikke just nogen karismatisk borgmester, og han sidder pt på et spinkelt flertal med 13 (K har 10, LA har 2, V har 1) ud af kommunalbestyrelsens 25 medlemmer. Ved at lokke Radikale til at pege på ham efter valget, så kunne Jørgen Glenthøj øge sine chancer for at beholde borgmesterposten efter et valg.

Det hører med til historien, at både Jørgen Glenthøj og det enlige radikale medlem af kommunalbestyrelsen, Morten Jung, bor i lejlighed og dermed ikke i synderlig grad bliver ramt af den stigende grundskyld.

Hvis nogen tror, at politikere ikke handler i egeninteresse, men er altruistiske tjenere for borgerne, så tager de gruelig fejl. Selvfølgelig gør de det. Det er indsigten fra Public Choice teori. Så selvfølgelig kan det have haft afgørende betydning for de Konservatives svigt af nogle af deres egne kernevælgeres interesser, at Jørgen Glenthøj personligt har en stærk økonomisk interesse i at fortsætte som borgmester, at Konservative Rådmænd på Frederiksberg ligeledes har en stærk interesse i at fortsætte, og at både Glenthøj og den radikale Morten Jung ikke selv bor i parcelhus i kommunen, og derfor ikke bliver ramt af grundskyldsstigningerne.

Hvad er problemet med grundskylden?

Grundskyldspromillen stiger ikke på Frederiksberg. Den har været på 27 promille i hvert fald siden 2007.

Alligevel vil grundskylden stige voldsomt i de kommende år.

Det skyldes to forhold:

For det første, at SKAT i ejendomsvurderingerne helt uforståeligt har skrevet grundværdien voldsomt op på Frederiksberg. Det udløser højere grundskyld.

Det besynderlige er, at Skat har skrevet grundpriserne for parcelhuse voldsomt op, men ikke ejendomspriserne generelt, og heller ikke grundpriser for erhvervsejendomme (!), som ikke udløser tilsvarende grundskyldsstigninger. Skat skal lægge salgspriser på ubebyggede grunde til grund for vurderingen, men dem er der jo ikke mange af på Frederiksberg, så datagrundlaget for Skats vurdering er meget tyndt. Hvordan de så er kommet frem til en så voldsom opskrivning af grundværdien er det store spørgsmål.  

Meget tyder på, at der er noget alvorligt galt med Skats ejendomsvurdering på Frederiksberg, og det er i givet fald et problem, der burde løses i Folketinget. Det er i det hele taget usundt, at den myndighed, der står for at opkræve skat, selv skaber det vurderingsgrundlag, og vi har jo lige hørt om skandalerne med alt for meget opkrævede ejendomsværdiskatter.  

For det andet er der problemet med den "rabat", som boligejere får på grundskylden, idet den ikke følger ejendomsvurderingen fra året før, men maksimalt må stige med (i år) 7%. Det fører til, at når ejensomdvurderingen stiger kraftigt, så stiger grundskylden ikke lige så meget, men til gengæld vil grundskylden fortsæatte med at stige, efter at grundpriserne er holdt op med at stige og måske ligefrem er faldet.

Denne mekanisme kan bidrage til, at udsvingene i grundpriserne bliver meget større end ellers, så den betalte grundskyld i nogle år bliver markant højere end ellers.

Samtidig kan det føre til, at den EFFEKTIVE grundskyld (altså betalte grundskyld i forhold til forrige års grundpris) kan blive langt højere end grundskyldspromillen, fordi grundskylden fortsætter med at stige på et tidspunkt, hvor grundpriserne er faldet. Dette er et resultat af politikernes megalomane tiltro til, at de kan udtænke en smart mekanisme, der sætter en grænse for stigningen i grundskylden (et nobelt mål), og ender med at skabe noget, som de ikke havde gennemtænkt.

Kilde: