Destruktionsgenerationens endelige sejr



Mange ser den såkaldte 68’er generation som en flok fredelige
blomsterbørn, der dansede gennem gaderne og hyldede friheden og kvinders
ligeberettigelse.

Og vist var der en masse naive mennesker med om bord, selv om 68’er-oprøret
gik hen over hovedet på mange, der bare havde travlt med at få sig en
uddannelse eller stifte familie.

Kun få kendte til den lille hårde kerne, der stod bag og manipulerede
en hel generation med samfundsundergravende propaganda, som bundede i et
brændende had mod det etablerede og et ønske om at omstyrte alt.

Da de studerende i Rom gik på barrikaderne i de omtumlede år, bar de
store plakater, hvor de hyldede de tre store M’er, og tanken bag var: Marx er
vores profet, Marcuse hans fortolker og Mao sværdet.

Karl Marx og Mao behøver nok ingen yderligere præsentation, men kun få ved i
dag, hvem Herbert Marcuse var, selv om han var hovedskrædderen bag det såkaldte
68’er oprør. Han blev født i Berlin i 1898. Han læste filosofi og kom til at
tilhøre det, der hed Frankfurterskolen. Hans mest kendte værk er ”Der
eindimensionale Mensch” fra 1964, som kom til at spille en stor rolle, såvel i
Europa som i USA, og i 1960’ernes ungdomsoprør. I sit værk plæderer Marcuse
for, at det moderne menneske er undertrykt af falske behov, skabt af
kapitalismen, og at et (voldeligt) mindretal må gøre oprør for at frigøre
menneskeheden fra de falske behov.

Marcuse kan i dag ses som hovedarkitekt bag den i bund og grund
kommunistiske verdensrevolution, som allerede blev afsløret for 49 år siden,
men som ingen bekymrede sig om. For en hel generation blev opdraget med
kommunistiske idealer, lærte at se østbloklandene som de virkeligt frie, og
deltage i den verdensomspændende revolution, som gik ud på at omstyrte
samfundet og skabe en ”retfærdig” socialstat.

I belysningen af revolutionære midler til ødelæggelse af det etablerede
samfund distancerede Marcuse sig fra Marx, som havde forudset, at
arbejderklassen ville få så urimelige vilkår, at den til sidst ville gøre
oprør.

Men i efterkrigstidens fede år skete det modsatte. Arbejderklassen fik
bedre vilkår, små parcelhuse og bil, og kunne derfor ikke anvendes som trækdyr
for revolutionskærren.

Det var dog stadigvæk nødvendigt at få omstyrtet samfundet, lagt det i
ruiner, så en strålende fugl Fønix kunne rejse sig af asken. Så Marcuse kiggede
sig om efter en anden revolutionær kraft. Og se: ulandenes bondebefolkning. Ved
at importere kæmpe kontingenter af dem, ville velfærdssamfundet bryde sammen,
og idealstaten kunne blive dannet.

I slutningen af ”Der eindimensionale Mensch” peger Marcuse derfor på
dem og skriver koldt og kontant, ”at selv om deres bevidsthed ikke vil være
revolutionær, så vil deres tilstedeværelse være det.”

Det drejede sig bare om at få åbnet grænserne, så de kunne svømme
indenfor i Europa og kræve det, de blev fortalt, var deres ret, nemlig del i
overskuddet.  De blev flittigt fulgt på
vej af ideologimagere fra den del af verden, som eksempelvis den algeriske
psykiater Franz Fanon, der i sin bog, ”Fordømte her på jorden”, som blev en
bibel mange steder i verden, skrev: ”for Europas skyld, for vor egen skyld og
for menneskehedens skyld, kammerater, må vi vende bladet, udfolde en ny tanke,
søge at oprejse et nyt menneske.” Bogen udkom i Danmark i 1968 på forlaget
Rhodos, og faldt helt i tråd med datidens tanker.

Hele stemningen dengang var revolution for revolutionens skyld, en
ændring af samfundet og en ændring af selve mennesket, så det kunne tilpasse
sig den nye, pragtfulde tid og det skønne kommende Utopia.

I den borgerlige lejr forsøgte mange at imødekomme ønskerne om
forandring. Men det var ikke velset. I 1969 skrev forfatteren Ebbe Kløvedal
Reich i ”Politisk Revy” eksempelvis om rektor ved Københavns Universitet,
Mogens Fog, der var åben for reformer: ”ingenting er farligere for revolutionen
i øjeblikket end universitetsrektorer, der er bedre end universiteterne
fortjener. De skræmmer tusindvis af potentielle frihedskæmpere bort med deres
malplacerede rationalisme og humanisme. Mogens Fog gør et dygtigt arbejde for
at få universitetet til at hænge sammen i fugerne. Derfor bør han bekæmpes.”

Dialog var udelukket. Samfundet skulle omstyrtes, menneskene ensrettes.
Det gik man straks i gang med i skolerne, hvor indoktrinering erstattede
undervisning, og utilpassede forældre kunne få deres børn fjernet af staten, så
der kunne blive sørget for en ”ordentlig” opdragelse af dem, så de tidligt
kunne lære at hylde den almægtige stat.

Men trods massiv indvandring, hvor man under påberåbelse af medmenneskelighed,
antiracisme og indoktrinering, hvor de toneangivende dybest set bare så deres
importerede støtter som brikker i et skakspil og ikke som individuelle
mennesker med behov, gik ødelæggelsen af det etablerede samfund alligevel for
langsomt.

Ensretningen var ikke blevet gennemført. Og den var magtpåliggende,
hvilket Marcuse gjorde opmærksom på i en lang tale om frigørelsens dialektik,
afholdt i London i 1967, og hvor han sluttede af med endnu engang at
understrege nødvendigheden af at ændre mennesket: ”Jeg gentager. Som omslaget
fra kvantitet til kvalitet, indbefatter frigørelsens dialektik således et brud
i repressionens kontinuum, som når helt ned i organismens dybdedimensioner. Eller
vi kan sige, at kvalitativ forandring, frigørelse i dag indbefatter organiske,
instinktmæssige og biologiske forandringer samtidigt med politiske og sociale
forandringer.” (Hele talen kan læses i Frigørelsens dialektik på side 162).

Men hvordan forandrer man så mennesket helt ned i organismens
dybdedimensioner?

Atter var der hjælp at hente, nemlig i psykiatrien, der stod parat med
hjerneændrende piller, som op igennem 1990’erne blev udskrevet til hvem som
helst under talrige påskud, samtidigt med at det blev hemmeligholdt, at pillerne
ændrede hjernens prefrontale netværk, hvorved der skulle skabes et nyt menneske
med en ny bevidsthed.

På den måde blev tusinder af erhvervsaktive mennesker fritaget for ”det
daglige slid” for at få opfyldt deres mest basale, ynkelige behov. Ved at få ændret hjernen, mistede de deres job og blev anbragt på overførselsindkomst, hvor de kunne lære at hylde staten, der tog sig så godt af dem.

Antallet er i dag så mange, at rådgivere den 7.12.2012 slog alarm i
netavisen ”Den offentlige sektor.sk” og advarede om, at ”socialsystemet er på
vej mod sammenbrud.”

Den vågne læser vil straks bemærke, at det sandelig også var det, der
var meningen.

Spørgsmålet burde dog være, om ikke tiden er inde til en modrevolution,
for atter at give mennesket  lov til at
være sig selv, og hvor det ikke drejer sig om at omgøre sociale vindere til
sociale tabere ved at skabe organiske, instinktmæssige og biologiske
forandringer, for at styrte velfærdsstaten i grus?

Spørgsmålet kan kun besvares af den enkelte ved at lægge hånden på
hjertet og ærligt svare på, hvor meget vedkommende hader samfundet og sine
medmennesker.



39 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere