Det borgerlige svar på den ortodokse islamisme

Hele polemikken omkring Trykkefrihedsselskabet har givet mig visse associationer til det amerikanske udtryk ”Mexican Standoff”, som Quentin Tarenti...

_slettet_bruger_170 Ikke angivet,

30/12/2009

Hele polemikken omkring Trykkefrihedsselskabet har givet mig visse associationer til det amerikanske udtryk ”Mexican Standoff”, som Quentin Tarentino vistnok fandt på. Altså en tilstand hvor alle, både skurke og helte, peger deres pistoler på hinanden, og bare én forkert bevægelse, sætter lavinen i gang – resultatet er at ingen overlever massakren. Og det er ærgerligt, for den borgerlige sag som helhed, men også for både muslimer og islam-kritikere i særdeleshed. Først måtte man ikke kritisere Islam. Nu er vi der hvor man helst ikke må kritisere islamkritikere, hvis man altså kalder sig borgerlig. Det næste bliver vel at vi ikke bør kritisere islamkritikernes kritikere. Det er skruen uden hverken ende eller gevind.

Nuvel, det var ikke mit ærinde. Mit ærinde var nemlig at komme med det borgerlig-liberale bud på hvordan vi ser problemet omkring de utilpassede indvandrere, og islamismen generelt, løst. Vi borgelig-liberale er jo igen og igen blevet skudt i skoene at vi er naive, for ”pæne” og er nogle godtroende fjolser, som ikke forstår hvor alvorlig truslen fra islamismen er. Intet kunne være mere usandt.

For selv om alle borgerlige utvivlsom hurtigt kan blive enige om at bekæmpe islamismen og dets fundamentalister, så drejer diskussionen sig mere om selve metoderne til at nå det fælles mål: At befri Danmark og verden, fra totalitær islamisme. Diskussionen indebærer utallige konfliktpunkter, og passer vi ikke på, er det dem der råber og skaber sig mest, der løber afsted med taletiden. I øjeblikket må vi sande at det er Dansk Folkeparti og Trykkefrihedsselskabet der har førertrøjen på. Og det er ærgerligt, ikke fordi jeg har noget imod islamkritik – tværtimod er al religions- og ideologikritik nødvendig – men fordi at de metoder denne fløj lægger for dagen, ikke løser de grundlæggende problemer. I mine øjne strækker disse metoder sig nemlig fra moské-, burka- og minaretforbud, til danskhedstests, svinekøds-tvangsfodring og dehumanisering - og helt ud til massehjemsendelser af mennesker, som intet forkert har gjort. Sådanne tiltag ville være den rene foræring til Bin Laden og hans psykopater, for så ville han jo have fået ret i alle hans fordomme mod Vesten.

For tyve år siden stod Vesten overfor et mindst lige så stort problem mod en langt mægtigere ideologi: Kommunismen – den totalitære socialisme. Denne ideologi var skyld i millioner af drab – ja, om så Al-Queda fik fingrene i samtlige fly i verden, og i Allahs navn fløj dem alle sammen ind i vores storbyer, ville de ikke engang komme op på knæene af de massemyrderier der blev begået i socialismens navn. Men Vesten overkom, og besejrede det mægtige monster i øst, takket være en kompromisløs politik og en overlegen økonomi og kultur.

Sagen er vel, i al sin enkelthed, at den klassiske vestlige civilisation, og især dens økonomiske fundament: markedsøkonomi, er alle andre overlegne. Den har vist sig at være uovertruffen til at frembringe både de civile nødvendigheder til borgernes overlevelse og velvære, samt det militære isenkram der sikrer vore nationers tryghed. Den er tolerant overfor det tolerante, og (burde være) intolerant overfor det intolerante. Dens fremskridt indenfor videnskab og filosofi har ikke set sit lige nogensinde i verdenshistorien. Den vestlige civilisations historie har vist sit værd, både mod nazismen, og mod søsterideologien kommunismen. Men her er det værd at bide mærke i at Østblokken ikke blev besejret med død, ild og ødelæggelse, sådan som nazismen gjorde. Den faldt blot sammen, som det korthus den var, fordi den var vesten underlegen og fordi den i sin grundvold ikke er bæredygtig.

Og det handler netop om bæredygtighed – ikke sådan som Fair Trade organisationer og venstrefløjen forstår den, hvor subsidier og statsintervention udgør en hjørnesten. Nej, bæredygtighed betyder at et menneske, nation eller kultur, kan ”bære sin egen vægt”. At den ikke er afhængig af goodwill eller gaver fra andre mennesker eller andre nationer. Den kræver ikke særlige hensyn og den forudsætter ikke at andre indretter sig efter egne ønsker. Dét er ægte bæredygtighed.

Intet er så systemknusende som de økonomiske og sociale realiteter - det var sandt i det kommunistiske øst, og det er sandt i den danske velfærdsstat. Og det er så sandelig også sandt når talen falder på den ortodokse islamiske livsstil og kultur. Den er simpelt hen ikke bæredygtig.

Den er ikke økonomisk bæredygtig, fordi den insisterer på at kvinder ikke må arbejde - den forbyder en effektiv långivning af kapital og den tillader kun økonomien at udfolde sig under strenge religiøse foreskrifter.

Den er ikke kulturelt bæredygtig, fordi man ikke må skrive (eller tegne) noget der kan virke som kritik af de religiøse tekster eller profeter. Så vidt jeg er orienteret bliver der publiceret lige mange bøger i Spanien, som der gør i hele mellemøsten. Og når tale- og tankefriheden skal kontrolleres og godkendes af imamer og mullah'er, der har deres helt egen dagsorden, siger det sig selv at stagnation bliver resultatet.

Den islamiske kultur er ikke heller ikke bæredygtig på det videnskabelige og teknologiske plan. Uden vestlig teknologi og assistance ville man ikke engang kunne hente den olie op, der befinder sig et spadestik under sandet. Og i de kampe hvor vestligt militært isenkram har krydset klinger med mellemøstens ditto, har det igen og igen vist sig at være nærmest barneleg for amerikanske, britiske, danske og israelske våben at overkomme selv de største mellemøstlige hære.

Og den ortodokse islamiske livsstil er skam heller ikke bæredygtig i Danmark. For uanset om vi snakker om den enkelte ortodokse muslim på Nørrebro, eller om talen falder på det Iranske præstestyre, er og bliver den ortodokse islamiske livsstil ikke bæredygtig,. Den har tværtimod brug for at alle tilpasser sig den; at blive forsynet med en lind strøm af nye penge og at den får lov til at undgå kritik.

Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at være arbejdsløs (fordi man ikke vil lære sproget og kulturen i Danmark), samtidigt med at man har en hjemmegående kone og syv børn at forsørge, medmindre man får en lind strøm af nye penge fra diverse sociale ydelser. Og hvilken virksomhed ville ansætte en kvinde, der er svøbt ind i klæder fra top til tå, og som nægter at give hånd til mænd? Ingen, medmindre lovgivning var indrettet således at det er forbudt for virksomheder at diskriminere på baggrund af tørklæder og des lige. Og hvem ville frivilligt udleje sin bolig til folk, der behandler den respektløst og vandaliserer den? Ingen, medmindre de kan få offentligt støttede penge i såkaldte ”almennyttige” boliger, og kommunen havde pligt til at give dem et tag over hovedet. Jeg kunne fortsætte listen af ikke-bæredygtige livsstilssymptomer, men jeg tror de fleste er bekendte med den, da den udspiller sig dagligt.

Så hvorfor er vi så bange for den ortodokse Islamisme? Er det fordi den udgør noget særlig trussel? Står der tusindvis af kampvogne, og millionhære på spring ved Europas porte? Nej, jeg tror det er fordi vi har udhulet den civile (og dermed naturlige) modstandskraft der ligger i Vestens civilisation. Vi har ladet en socialistisk dagsorden stille og roligt overtage den civile kraft, der netop er den stærkeste kraft i den vestlige civilisation, og derfor får islamister så meget spillerum.

Kampen mod totalitarisme kæmpes bedst, ved at bekæmpe egne svagheder – ikke ved dæmonisere, forbyde og tvangskolletivisere fjenden. Får vi gjort op med de svagheder der findes i vores egen økonomi, kultur og politik, helt fra Christiansborg til den enkelte borger, har vi intet at frygte. Vi kan slippe frygten og blot se på mens den ortodokse islamisme, fra Yemen til Nørrebro, bukker under for de barske realiteter – som et efterladt sandslot ved stranden, der langsom smuldrer væk af tidevandets bølger, indtil det helt forsvinder i glemslens dyb hav. Hvor den i øvrigt hører hjemme.

Så kære venner: Indtil videre er fjenden ikke stærk – det er os der er svage.

Kilde: