Dagens leder på 180 grader argumenterer udmærket for, at det er spild af skatteydernes penge, at nedsætte en undersøgelseskommission for at afsløre Ole Sohn.
Ole Sohn er valgt selvom hans fortid er kendt. Finder en eventuel undersøgelseskommission noget, vil det ikke komme som en overraskelse og det vil næppe få nogen konsekvenser, fordi dagens flertal er bedøvende ligeglad med Ole Sohns fortid.
Derfor kan jeg kun være enig i, at det vil være spild af skatteydernes penge. En undersøgelseskommission arbejder i øvrigt så langsomt, at eventuelle konklusioner først vil komme længe efter at regeringen selv har kørt sig i sænk, derfor bliver en kommission blot en syltekrukke.
Skal vi bare slå en streg over det, der skete? Nej, det var et forbryderisk system og de danskere, der optrådte som Østblokkens lakajer, bør karakteriseres som landssvigere på linje med de, der gik Nazitysklands ærinde.
I stedet for undersøgelseskommissioner, der så mange år efter må betegnes som nytteløse, må det være pressens og historikeres opgave fortsat og vedvarende at bore i den beskidte fortid. Folketingets vigtigste opgave bliver at sikre, at arkiver vedrørende perioden bliver åbnet for pressen og historikerne.
Det brændende spørgsmål er ikke, hvad skete der, det har vi nogenlunde en fornemmelse af, men vi kan sikkert få flere slibrige detaljer frem. Det brændende spørgsmål er derimod, hvorfor er venstrefløjen ikke dybt skamfuld over deres tidligere partnerskab med Østblokken. Stort set alle fra den yderste venstrefløj til socialdemokraterne trækker blot på skulderen af det. Det bør pressen bore i. Hvorfor finder man i venstrefløjen i dag ikke en dybtfølt afstandstagen til sovjettidens styre og ideologi? Det højeste de kan drive det til, er at skubbe fortiden ind under gulvtæppet. Er det fordi, man dybt inde stadig har den romantiske fascination af den kommunistiske samfundsmodel.
For mig minder holdningen lidt den, man i barndom stadig kunne træffe blandt nogle af hjemmetyskerne i Sønderjylland. Her var ikke glæde over, at Tyskland tabte, men beklagelse over at man lavede nogle fejl, der førte til, at man tabte.
Den onde drøm om kommunismen er ikke død, den vil komme tilbage, hvis ikke vi og pressen hele tiden stiller sig kritisk til venstrefløjens kollektivistiske individforagtende tankegang.
