Det er også vores eget ansvar

Lige en lille artikel om kvinder - som jeg faktisk gerne vil have lidt mandlige tanker omkring, inden jeg nu offentliggør den andre steder: Det er...

Ikke angivet Ikke angivet,

20/11/2015

Lige en lille artikel om kvinder - som jeg faktisk gerne vil have lidt mandlige tanker omkring, inden jeg nu offentliggør den andre steder:

Det er også vores eget ansvar.

Jeg kender og møder som kvinde, rigtig mange andre kvinder. Kvinder som er stærke, svage, raske, syge, mødre, singler – kvinder i alle afskygninger. Fælles for alle disse kvinder er, at vi har en vigtig funktion i samfundet, i familien, på arbejdspladsen – vi bidrager høj grad. I de senere er år, er der dog sket et markant skred i den måde mange kvinder – ikke alle – agerer på, og ikke mindst ser sig selv på. Hvor vi tidligere fødte børn i huler, vel at mærke uden epiduralblokade og sørgede for at vores børn fik mad og tag over hovedet, når manden/faderen var draget ud i den store verden af den ene eller anden grund, så oplever jeg i dag, at vi i høj grad har lagt disse ufattelige styrker, og ikke mindst evner, på hylden.

Hvordan ses det? Jo, med feminismens indtog og kvindernes indtræden på arbejdsmarkedet, vandt vi en række rettigheder og muligheder i samfundet, som vi tidligere var afhængige af en mand for at opnå. Vi fik mulighed for at tjene vores egne penge, vælge en uddannelse, vælge om vi ville have børn og rigtig meget mere. Kort sagt vi bidragede. Kvinden er hyldet i kunsten, i samfundshistorien og af mænd generelt som det stærke køn, og som ordsproget siger: ”Bag enhver mand står en stærk kvinde”. Nu skriver vi 2015, og aldrig har vi set, så mange kvinder vende udviklingen ryggen for nærmest at gå tilbage i udviklingen. For blandt kvinder er der blevet en tendens til at fokusere, på alt det vi ikke kan. Vi gemmer os bag menstruation, sygdom, pres fra samfundet og piver meget ofte, når der stilles krav.

Denne udvikling ses blandt i forhold til den måde kvinder og mænd behandles i forhold til ressourceforløb, når man som syg ender i systemet. Mange kvinder vælger at se et ressourceforløb som et uoverstigeligt krav, som de ikke kan honorere. Især med henvisning til en eller flere diagnoser. For tendensen er samtidig, at flere og flere kvinder lader en diagnose definere hvem de er, og hvad de kan – de vælger især at fokusere på, det de ikke kan. For ikke så længe siden havde Politiken en god artikel omkring den problematik, der opstår, når man får en diagnose. Man vil i høj grad identificere sig med de begrænsninger, som den pågældende sygdom har, i forhold til ens fysiske såvel som psykiske muligheder – min påstand er faktisk, at det er fordi, det er nemt.

Jeg anerkender bestemt, at der findes kvinder som er så syge, og dermed begrænset i deres hverdag, at de er helt berettiget i deres kritik af de famøse ressourceforløb. Men jeg kender også mange kvinder, som jeg ved har været igennem svære sygdomme, familiære kriser, psykiske udfordringer og meget, meget mere, som de på trods af, eller måske nærmest på grund af, alligevel har rejst sig og sagt fra overfor, og dermed genrejst det menneske de er, i kampen for at kunne og ville igen. Alligevel er det meget ofte de kvinder, der vælger at se begrænsningerne fremfor mulighederne, som vi hører om i medierne. For ikke så længe siden, viste en ny undersøgelse, at flere kvinder end mænd ender i ressourceforløb, og konklusionen herpå blev, at kvinder har sværere ved at opnå bl.a. førtidspension. Her undrer jeg mig. For man kunne omvendt også konkludere, at systemet rent faktisk ser så mange potentielle muligheder i den enkelte kvinde, til trods for diagnosen, at systemet vedbliver med at understøtte kvinden i, at se sine egne muligheder. Man kunne have konkluderet, at mænd oftere lades i stikken ved netop at få tildelt førtidspension. At få førtidspension kan i nogle tilfælde være godt i forhold til at skabe ro om den enkeltes sygdom, men det kan også få en gevaldig stor slagside rent socialt. Mange mænd oplever isolation, manglende sociale færdigheder og en tendens til at miste kontakt med selv nær familie, og derfor vælger en overvægt at mænd at begå selvmord. Førtidspensionen blev altså ikke deres lykke.

Vi kvinder besad, dengang vi boede i huler, en iboende kraft af villen. At ville eller vilje er en indre motor, der sørger for vores selvopholdelsesdrift, vores evne til at udvikle os, formere os og at forandre vores egne levevilkår. I hulen var der ikke ret meget andet at gøre end at tage sig sammen og ville. I dag er det dog som om, mange kvinder helt har opgivet deres egen evne til at ville. Det er blevet så nemt at vikle sig ind i en bevidsthed om, at man ikke kan, at evnen til at ville helt forsvinder. Måske er det dovenskab, måske er det psykologisk fordi, vores samfund på mange punkter rent faktisk understøtter denne manglende villen. Samtidig er der opstået et misforstået søsterskab, som handler om, hvor synd det er for kvinden. Det er synd for hende, hun er syg, det er synd for hende, at der stilles krav til hende – kort sagt, vi sætter os og aer hende på ryggen og bekræfter hende i, at den identitet hun nu har opbygget omkring sin diagnose og de begrænsninger hun har, skal bevares. Men den menneskelige udvikling har aldrig nogen sinde flyttet sig positivt, fordi det er synd for nogen – snarere tvært i mod.

Nogen vil indvende, at jeg her er utrolig hård ved mine medsøstre. At jeg peger fingre af mennesker som vitterligt har det svært, og som er syge. Det kan man som udgangspunkt godt have ret i, men det skyldes i så fald, at jeg rent faktisk ved, at kvinder er ressourcestærke, og at de kan meget mere end de tror, så længe de holder fast i deres villen. Jeg kan endda tillade mig at rette denne kritik, idet jeg selv er født handicappet, og dertil også har min række af eksotiske diagnoser. Jeg er den lykkelige indehaver at et handicap, som rent faktisk betyder, at der er mange ting, jeg ikke kan. For nogle år siden var jeg ved at falde i den fælde, det er at begynde at identificere mig med dette handicap – at lade mit handicap bestemme, hvilke muligheder jeg har her i livet. Dog har jeg, via en række modige og stærke kvinder, fået vendt denne tankegang – vendt den fra ”jeg er handicappet” til ”jeg har et handicap”. Alene i denne sprogliggørelse ligger der en markant forskel i den måde, man ser sig selv på, og ikke mindst i den måde man træffer valg i forhold til, hvad man kan her i livet. Jeg vil ikke lade mit handicap diktere, hvad jeg kan og ikke kan og udfordrer mig selv konstant, netop for ikke at blive låst fast i en offerrolle. Jeg har ikke fået en uddannelse, fordi jeg har fået hjælp igennem folkeskole, gymnasie og universitetet – jeg fik nemlig ingen hjælp overhovedet. Jeg har fået en uddannelse, fordi jeg ville – selv de dage hvor jeg knap nok kunne slæbe mig afsted. Jeg blev mødt med konkrete krav og lærte selv at opstille krav og mål og ikke mindst konstant at flytte barren lidt højere. Som mor til tre piger mener jeg, at jeg har en enorm forpligtelse til at vise dem, at det ikke er alle dem, der holder os i hånden og fortæller os, hvor synd det er for os, der kan få os igennem en uddannelse, skabe en familie eller kort sagt bare sørge for, at vi er en del af samfundet. Det er kun den enkelte selv der kan.

Det jeg efterlyser, er at vi kvinder begynder at vende blikket ind af. At vi tager ansvar for vores egen situation og begynder at bruge vores villen, uanset hvilken situaton vi er i. At vi ikke lader os knække og henfalde i offerrollen, så snart der stilles krav. Der er også vores eget ansvar at definere, hvad vi fokuserer på hos os selv og i langt de fleste tilfælde, er der mere positivt end negativt at fokusere på. Hvis man blot sætter sig med hænderne i skødet, så er det ganske rigtigt – så kan man ikke. Men vælger man at rejse sig og kæmpe, til trods for de udfordringer og problematikker man har, så er chancen for en lysere og mere indholdsrig tilværelse ikke så langt væk i horisonten. Derfor er vi kvinder nødt til at indgå i en dialog om, at få vendt vores søsterskab til at handle om, at understøtte alt det, vi kvinder rent faktisk kan. Vi skal stille krav til den gode veninde, som netop har fået en diagnose, og vi skal hanke op i os selv de dage, hvor vi helst vil tage en øv dag.  Det er også vores eget ansvar, at gøre en forskel i vores eget liv. 

Kilde: