Det på tide at rette kritikken mod Europas politiske elite, der har tilladt den græske gældskrise at udvikle sig til en politisk krise af en dimension, der truer selve kernen af det europæiske projekt.
Ifølge Tysklands største nulevende filosof, Jürgen Habermas, har de europæiske politikere i løbet af eurokrisen medvirket til at forstærke krisen, »fordi regeringscheferne ikke var i stand til at handle i den europæiske fællesinteresse; de forblev bundet til deres nationale interesser og var
stivnet i chok«. skriver den 86-årige Jürgen Habermas i Süddeutsche Zeitung.
Kreditorerne krav på yderligere reformer vil få yderligere smertelige sociale konsekvenser for det forarmede Grækenland. En stadigt skarpere sparepolitik er en blindgyde. Efter fem år er Grækenland i værre form end nogensinde. En accept af trojkaens ultimatum repræsenterer den endelige opgivelse af af græsk uafhængighed..
”Mod bedre vidende holder man i Berlin og Bruxelles fast på en forløjet forestilling om, at Grækenland en dag vil blive i stand til at betale sin gæld tilbage”. - I mellemtiden er en gældssanering uundgåelig. - Som bekendt har kreditorlande som Tyskland, Storbritannien og Frankrig (historisk set) selv nydt godt af gældssaneringer.
Den amerikanske nobelpristager og økonom Paul Krugman opfordrer grækerne til at stemme 'nej' til de europæiske institutioners reformforslag ved den kommende folkeafstemning. (New York Times)
”Trojkaens angivelige embedsmænd er reelt set fantaster, der har set bort fra makroøkonomi, og hele tiden har taget fejl”, siger Krugman.
Den amerikanske nobelpristager og økonom, Joseph Stiglitz, karakteriserer trojkaens forhandlingstaktik over for den græske regering som »antitesen på et demokrati«. - »Et ja vil sandsynligvis medføre yderligere social elendighed og permanent recession i den græske økonomi. - Modsat vil et 'nej' åbne for muligheden, at Grækenland med sin stærke tradition for demokrati kan gribe sin egen skæbne og forme en fremtid, der muligvis vil byde på mindre velstand end tidligere, men i det mindste vil være langt mere håbefuld end nutidens samvittighedsløse tortur,« skriver Joseph Stiglitz i The Guardian
