En stor dansk koncern med et budget på 6,6 mia kr udnævner ny bestyrelsesformand. Den nye bestyrelsesformanden er 30år og i gang med sin uddannelse, men har haft studenterjob i et par større virksomheder. Ydermere har bestyrelsesformanden været aktiv i politisk ungdomsbevægelser og lokalpolitik.
Ovenstående er ikke en nyhed fra Børsen om en dansk børsnoteret erhvervsvirksomhed for så ville aktionærerne nok skynde sig at sælge deres aktier. Det er heller ikke en vittighed, det er ramme alvor, det drejer sig om en virksomhed, hvor aktionærerne ikke kan sælge eller indløse deres aktier, men må blive på vognen.
Virksomheden er vores kommune, Roskilde, der får ny borgmester, Joy Mogensen. Dette er ikke tænkt som et personligt angreb på Joy Mogensen, jeg har hørt hende ved en enkelt lejlighed, hvor hun gjorde et sympatisk indtryk. Det er faktisk ikke tænkt på et angreb på nogen enkeltperson, ser man på de øvrige mulige emner hos Socialdemokraterne, er det svært at få øje på andre emner.
Det er derimod udtryk for bekymring over den kommunale struktur, vi har fået skabt i dette land, hvor et enormt ansvar uden reel beslutningskompetence samles i nogle kommunalbestyrelser, hvor man har svært ved at tiltrække personer med dokumenterede resultater. Det er svært entydigt, at pege på en enkelt grund til, at det ikke er attraktivt at sidde i kommunalbestyrelserne, ansvaret for, at det er sådan er heller ikke nemt at placere entydigt, men et er sikkert, det er et fælles problem for os alle sammen, at det offentlige, med så svag ledelse har ansvar for så stor del af vores økonomi.
Det er ikke fordi, der er mangel på markante personligheder i Roskilde, som er en kommune, hvor der bor mange borgere, der rager op i samfundet på denne ene og anden måde og har markeret sig indenfor erhvervsliv, kunst og videnskab m.m. Ingen af disse vil tage et ansvar i kommunalbestyrelsen, det er der mange årsager til og det er egentlig forståeligt nok, at de holder sig væk.
For det første har kommunalpolitikerne en håbløs ledelsesopgave, der samlet så mange forskellige opgaver under samme hat, at ingen har overblikket og den fornødne indsigt. Ansvaret og beslutningskompetencen flyder mellem stat og kommune. Det er en opgave, som folk, der har fundet bedre opgaver klogt holder sig fra. Blandt andet herfor er kommunalbestyrelserne blevet sammensat af folk, der gør kommunalpolitik til en hovedbeskæftigelse, det giver en særlig kultur i kommunalbestyrelserne som virker afskrækkende på folk udenfor kommunalpolitik, hvilket igen fører til at prestigeværdien ved at sidde der er lav. Der klages fra tid til anden over, at betalingen afskrækker dygtige folk fra at gå ind i kommunalpolitik, det tror jeg ikke er en særlig vigtig grund, de fleste vil gerne yde et bidrag, forudsat det er muligt at vise resultater.
Imidlertid kommer de fleste til den konklusion, det er nemmere at vise resultater i andre sammenhænge, hvorfor skal vi så ødelægge vores gode renommé og karriere ved at gå ind i lokalpolitik.
Ansvaret for tingenes tilstand ligger flere steder, hos partierne, hos vælgerne, men ikke mindst hos Folketinget som med de to sidste kommunalreformer har lavet nogle monsterkommuner. Tingene hverken kan eller skal rulles tilbage de gamle sogne, men meget kunne vindes, hvis staten selv overtog ansvaret for alle de opgaver, som staten vil blande sig i. Kommunerne skulle kun varetage de opgaver hvor de har den fulde kompetence og det fulde økonomiske ansvar. Det ville give nogen meget mindre og meget mere handlingskraftige kommuner, hvor bestyrelserne kunne udøve reel ledelse, så ville folk med seriøs baggrund måske interessere sig for kommunalpolitik.
Indtil videre kan vi konstatere at Køge og Roskilde på betryggende vis ledes af småpiger.
