DF og vielsesringene

"I nogle tilfælde mener jeg, det vil være fair nok, men det vil helt klart være undtagelsen

Bob Glitter,

02/12/2015

"I nogle tilfælde mener jeg, det vil være fair nok, men det vil helt klart være undtagelsen."

Sådan svarer Martin Henriksen (DF) i dette radioklip, efter han gentagne gange er blevet presset for et svar af intervieweren på, om man kunne forestille sig en situation, hvor den beslaglæggelse af værdier, som flygntinge ifølge en sandsynligvis kommende lovgivning kan blive udsat for, og som normalt kun vil gælde væsentlige værdier uden personlig affektionsværdi, kunne risikere at gælde for en vielsesring.

Martin Henriksens svar bliver nu fremlagt af venstrefløjens kombattanter, som at DF vil indføre systematisk tyveri af vielsesringe (og sikkert snart hår, hud og briller), ikke ulig, naturligvis, tilstandene i Buchenwald og Auschwitz. Når man har nazikortet, skal man selvfølgelig spille det. Og selvfølgelig spiller venstrefløjen det, for som sædvanlig duer det ikke at holde sig til sandheden og det, der rent faktisk blev sagt, når nu man ønsker at skabe en shitstorm og råbe puh, æv og bøh for at vise, hvor godt et menneske, man selv er.

Men venstrefløjens reaktion undrer mig. Den undrer mig såre dybt.

Enhedslistens åbne politik var for få år tilbage, at den private ejendomsret skulle indskrænkes. Præcis hvordan, det skulle foregå, ville de ikke præcisere, men "man måtte gerne beholde sin tandbørste".

I lyset af sådan en holdning kan det undre, at socialisterne lige pludselig har påtaget sig som deres vigtigste mission at beskytte fremmede statsborgeres private værdier og i særdeleshed noget så overflødigt som et smykke set i forhold til en tandbørste. Disse mennesker er trods alt flygtet til vores socialistiske paradis, og her bliver alle dagligt frarøvet deres værdier for at betale til fællesskabet. Hvordan bliver det så lige pludselig uretfærdigt, bare fordi man er flygnting?

Man kan drage to interessante konklusioner ud af denne historie:

1. At den socialistiske tankegang er sivet dybt ind hos Folketingets såkaldte borgerlige fløj og i særdeleshed Dansk Folkeparti.

2. At de røde opfører sig dobbeltmoralsk og sært overraskede, når de får serveret deres egen tankegang lige i fjæset.

Jeg kunne ønske mig, at socialisterne ville vogte lige så nidkært over danske borgeres private ejendomsret under den danske stats åg, som de nu tilsyneladende ønsker at gøre det overfor fremmede statsborgeres. Det ville naturligvis kræve, at de måtte kaste deres egen ideologi af sig og indse, at ægte frihed opnås ved, at staten lader borgerne forvalte deres egne værdier i stedet for at konfiskere dem.

Jeg kommer nok til at vente længere end til juleaften for at få dét ønske opfyldt.

(Bitter Blog læses bedst på Bitter Blog)

Kilde: