Digital løsning om vælgererklæringer forhales

Allerede i 2013 bebudede daværende indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestager, at der ville komme en digital løsning på den besværlige proc...

Ruth Evensen,

14/05/2015

Allerede i 2013 bebudede daværende indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestager, at der ville komme en digital løsning på den besværlige proces med at indsamle vælgererklæringer. Dengang udtalte hun: “Den nuværende proces er ikke tidssvarende, og den lægger unødvendige hindringer i vejen for et af de grundlæggende vilkår i vores demokrati. Derfor ønsker regeringen at gennemføre en digitalisering af området.” Løsningen blev vedtaget i Folketinget og skulle være klar senest 1. januar 2015.

Frihedskæmperne har løbende fulgt udviklingen, og vi kan selv skrive under på, at den nuværende løsning er meget besværlig. Vælgererklæringen skal først udfyldes med personoplysninger inkl. CPR-nummer og underskrives, derefter skal den indsendes til Folkeregisteret, som så sender den retur til folks adresse, hvorefter de skal sende den til partiet for anden gang. Det siger sig selv, at der går mange vælgererklæringer tabt i processen, hvilket vi også har måttet sande. Desuden er det grænseoverskridende og imod Frihedskæmpernes ideologi at bede folk om deres personoplysninger på gaden.

Vi har derfor set frem til den digitale løsning og afventet at kunne samle vælgererklæringerne på en bedre måde. Efter 1. januar kom der ikke nogen løsning, og ministeriet var meget sparsomme med at give oplysninger om det. Senere hed det sig, at den ville være klar i løbet af foråret. Nu har ministeriet meldt ud, at de på grund af “tekniske problemer” er forsinket og “på nuværende tidspunkt” regner med at komme med en endelig dato for lancering i begyndelsen af juni. Det vil reelt sige, at lanceringen er udskudt på ubestemt tid.

Man skulle tro, at dette kunne få journalisterne op af stolen og råbe op om de åbenlyse demokratiske problemer, dette medfører, men indtil nu er der ikke et eneste medie, der har skrevet om den yderligere forsinkelse. Samtidig har der bredt sig en opfattelse af, at den digitale løsning allerede er i gang, fordi nogle partier er begyndt at bruge digital underskrift på en iPad, men dette er stadig den gamle, langsommelige løsning.

Det siger sig selv, at der er stærke kræfter i statsapparatet, der ikke ønsker at gøre det lettere for nye partier at komme ind, tværtimod. Særligt, når man har en politik, der netop ønsker at gøre op med embedsvældet og reducere statsmagten, som vi har. Det er en unfair kamp, og det er forventeligt, at de vil forhale den digitale løsning så længe som muligt, og gerne til efter valget.

Vi vil derfor opfordre alle til at skrive til Valgnævnet på [email protected] og især til økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard på [email protected] og udtrykke jeres utilfredshed med forsinkelsen og fortælle dem, at det er et problem for demokratiet, at de forhaler løsningen lige inden et valg. Det er oplagt at citere Margrethe Vestagers udtalelse om, at “den nuværende proces ikke er tidssvarende, og den lægger unødvendige hindringer i vejen for et af de grundlæggende vilkår i vores demokrati.”

Kilde: