DR sender redegørelse for Facebook-sag til politikere

Danmarks Radio har nu sendt en redegørelse for den såkaldte Facebook-sag, hvor DR har bedt Facebook om at lukke en lincenskritisk gruppe, til partiernes medieordførere. Det fortæller DR i en mail til 180Grader.dk.

Redegørelsen følger her i sin fulde ordlyd:

DR OG FACEBOOK-SIDEN ”GUIDE TIL BEKÆMPELSE AF DR LICENS”

DR er blevet kritiseret for at anmode Facebook om at fjerne retsstridige materialer fra en underside, hvor en utilfreds person opfordrer til at chikanere DR og DRs medarbejdere. På baggrund af sidens indhold har Facebook efterfølgende valgt at lukke den. Da
siden er genopstået under et nyt navn, finder DR anledning til at redegøre for baggrunden for DRs handlinger i sagen samt for, at DR igen har anmodet Facebook om at fjerne de retsstridige materialer.

Siden drives af en person som efter eget udsagn har sendt
mindst 50 mails til DRs medarbejdere for ”at være så irriterende, at de sidst giver op”. Personen har endvidere ringet til DR-medarbejdere private telefonnumre og virket truende i denne kontakt. På Facebook-siden gives læserne råd til, hvordan man som licensmodstander kan genere DR og DRs medarbejdere. Bl.a. hedder det:

”Før man går i gang skal man være indstillet på at overtræde gældende lovgivning, og man skal være indstillet på, at man sandsynligvis bliver dømt til at betale og at dette beløb opkræves via SKAT.”

”Send gerne flere breve, hvor du kan skrive alt mellem himmel og jord. (...) Imens alt dette står på til- og afmeldes i et væk gennem DR’s forskellige muligheder for at gøre det hele mere uoverskueligt for dem.”

Når DR har rettet henvendelse til Facebook skyldes det, at Facebook-siden opfordrer til systematisk at misbruge DRs ressourcer. En opfordring og hjælp til sådanne handlinger er retsstridigeog ansvarspådragende. DR kan blive påført væsentlige omkostninger ved at skulle behandle disse opdigtede spørgsmål, og DR forsøger så vidt muligt at undgå, at licensmidlerne misbruges på denne måde.

Enhver der måtte ønske det, kan fremføre sine ønsker til DRs virksomhed, herunder spørgsmålet om licens. DR støtter naturligvis en fri debat om licensen, som den også udfolder sig i andre
Facebook-grupper, men DR tager samtidig afstand fra, at der i debatten anvises retsstridige metoder og fra, at DRs medarbejdere chikaneres til at nå det ønskede mål.


Læs 180Grader.dk's dækning af sagen her:

DR-advokat: Jeg bad om at få Facebook-side lukket
DR vil have lukket ny antilicens-gruppe på Facebook - anmodning er afsendt
Eksperter kritiserer DR-adfærd i Facebook-sag
Plummer: Facebook-Lars truer vores medarbejdere

28 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere