Følgende er en sandfærdig beretning, der på ingen måder tager stilling til, om juraen bag frifindelsen af Dragsdahl er lødig eller ej. Det er jeg imponerende ukvalificeret til at tage stilling til. Jeg vil dog gerne tilføje, at kritikken af Krarup for hans fordømmelse af dommen og dommeren mangler enhver form for indre logik. Selvfølgelig kan en politiker kritisere en dom og en dommer! Men nu til historien, som heller ikke i sig selv kan bidrage til en opklaring, men som sætter tingene i perspektiv, skulle jeg mene ...
I foråret 92 er jeg til hyggelig forældre-kom-sammen i en vuggestue i Indre By. Jeg sidder til bords med Jakob Holdt, hvis datter Malou er på samme stue som min søn Jonas. Jakob Holdt er en utrolig venlig og stille fyr. Fantastisk sympatisk og varm faktisk. Og han har, mens vi sidder der og drikker the, for nogle få uger siden haft den tvivlsomme ære af at være den første af en lang række personer, som den fortrinlige Jakob Andersen, med hjælp fra Vladimir Pimonov, har afsløret som værende indflydelsesagenter for Sovietunionen i en artikelserie, der er startet på Ekstra Bladet. Serien var især, men ikke udelukkende, baseret på vidneudsagn fra den afhoppede KGB-oberst Oleg Gordievskij. Alle oplysninger, der blev bragt i EB var blevet tjekket og godkendt af PET, inden offentliggørelse!
Jeg fortæller fotografen, at jeg har været på Ekstra Bladet i en årrække, og kan selvfølgelig ikke dy mig for at spørge til artiklerne, ikke mindst fordi, de er skrevet af min nære ven Jakob Andersen. Jakob Holdt kigger på mig med sine venlige, milde øjne og bekræfter hvert eneste ord i Ekstra Bladets artikel. Jeg kan tydeligt huske, at jeg var en anelse overrasket. Ikke over, at det Jakob Andersen skrev var korrrekt, manden er et fyrtårn blandt danske journalister, men over, at Holdt så beredvilligt og uforbeholdent, indrømmede, at han havde arbejdet for selveste KGB! ’Det, der står, er korrekt. Ja, jeg var naiv, og ... (...)’. jeg kan ikke citere ham ordret så mange år efter, men det var hævet over enhver tvivl. Ekstra Bladets oplysninger var 100% sandfærdige og ædruelige. Jakob Holdt havde været ulønnet indflydelsesagent for KGB, og var vidende om forholdet, omend han (vistnok) ikke havde dårlig samvittighed, idet han jo bare gjorde, hvad han mente var moralsk rigtigt på dette tidspunkt.
Jeg kan ikke helt huske sammenhængen, måske faldt snakken først på Holger Vivike, men hvad jeg husker krystalklart er, at Jakob Holdt af sig selv lige pludselig begynder at tale om Jørgen Dragsdahl. Jeg havde ikke omtalt Dragsdahl med et eneste ord. Ordene faldt nogenlunde således:
’Jeg husker tydeligt den dag, jeg så mig selv over hele forsiden og på Ekstra Bladets spiseseddel. Jeg var hjemme (i Nyboder, red.?), og lige pludselig ringede det på min hoveddør. Da jeg åbnede døren, så stod Jørgen Dragsdahl til min udtalte forbløffelse foran mig. Ser du, Jeppe, vi havde faktisk ikke talt med hinanden i ti år på det tidspunkt, og nu stod han så der, og forklarede mig: ’Jeg skal nok hjælpe dig, Jakob...’.
Samtalen mellem Holdt og mig fandt ganske vist sted, så vidt jeg husker, efter EBs artikler om Dragsdahl, men ikke desto mindre er det meget tankevækkende, at Dragsdahl mange uger, før turen kommer til ham selv, personligt tropper op (han ringer ikke først) hos en mand, som han ikke har set i ti år. Det kan naturligvis kun skyldes én eneste ting. Dragsdahl har vidst, at han han snart selv ville få ørene i maskinen. Han var med andre ord synsk.
Følgende lille historie kan naturligvis ikke bruges til at dømme Dragsdahl. Det jeg spørger mig selv om, er: Ville en totalt uskyldig mand reagere på den måde ... måske, jeg ved det ikke. Jeg har aldrig haft noget med KGB at gøre. Jeg holder mig til Mossad!
I foråret 92 er jeg til hyggelig forældre-kom-sammen i en vuggestue i Indre By. Jeg sidder til bords med Jakob Holdt, hvis datter Malou er på samme stue som min søn Jonas. Jakob Holdt er en utrolig venlig og stille fyr. Fantastisk sympatisk og varm faktisk. Og han har, mens vi sidder der og drikker the, for nogle få uger siden haft den tvivlsomme ære af at være den første af en lang række personer, som den fortrinlige Jakob Andersen, med hjælp fra Vladimir Pimonov, har afsløret som værende indflydelsesagenter for Sovietunionen i en artikelserie, der er startet på Ekstra Bladet. Serien var især, men ikke udelukkende, baseret på vidneudsagn fra den afhoppede KGB-oberst Oleg Gordievskij. Alle oplysninger, der blev bragt i EB var blevet tjekket og godkendt af PET, inden offentliggørelse!
Jeg fortæller fotografen, at jeg har været på Ekstra Bladet i en årrække, og kan selvfølgelig ikke dy mig for at spørge til artiklerne, ikke mindst fordi, de er skrevet af min nære ven Jakob Andersen. Jakob Holdt kigger på mig med sine venlige, milde øjne og bekræfter hvert eneste ord i Ekstra Bladets artikel. Jeg kan tydeligt huske, at jeg var en anelse overrasket. Ikke over, at det Jakob Andersen skrev var korrrekt, manden er et fyrtårn blandt danske journalister, men over, at Holdt så beredvilligt og uforbeholdent, indrømmede, at han havde arbejdet for selveste KGB! ’Det, der står, er korrekt. Ja, jeg var naiv, og ... (...)’. jeg kan ikke citere ham ordret så mange år efter, men det var hævet over enhver tvivl. Ekstra Bladets oplysninger var 100% sandfærdige og ædruelige. Jakob Holdt havde været ulønnet indflydelsesagent for KGB, og var vidende om forholdet, omend han (vistnok) ikke havde dårlig samvittighed, idet han jo bare gjorde, hvad han mente var moralsk rigtigt på dette tidspunkt.
Jeg kan ikke helt huske sammenhængen, måske faldt snakken først på Holger Vivike, men hvad jeg husker krystalklart er, at Jakob Holdt af sig selv lige pludselig begynder at tale om Jørgen Dragsdahl. Jeg havde ikke omtalt Dragsdahl med et eneste ord. Ordene faldt nogenlunde således:
’Jeg husker tydeligt den dag, jeg så mig selv over hele forsiden og på Ekstra Bladets spiseseddel. Jeg var hjemme (i Nyboder, red.?), og lige pludselig ringede det på min hoveddør. Da jeg åbnede døren, så stod Jørgen Dragsdahl til min udtalte forbløffelse foran mig. Ser du, Jeppe, vi havde faktisk ikke talt med hinanden i ti år på det tidspunkt, og nu stod han så der, og forklarede mig: ’Jeg skal nok hjælpe dig, Jakob...’.
Samtalen mellem Holdt og mig fandt ganske vist sted, så vidt jeg husker, efter EBs artikler om Dragsdahl, men ikke desto mindre er det meget tankevækkende, at Dragsdahl mange uger, før turen kommer til ham selv, personligt tropper op (han ringer ikke først) hos en mand, som han ikke har set i ti år. Det kan naturligvis kun skyldes én eneste ting. Dragsdahl har vidst, at han han snart selv ville få ørene i maskinen. Han var med andre ord synsk.
Følgende lille historie kan naturligvis ikke bruges til at dømme Dragsdahl. Det jeg spørger mig selv om, er: Ville en totalt uskyldig mand reagere på den måde ... måske, jeg ved det ikke. Jeg har aldrig haft noget med KGB at gøre. Jeg holder mig til Mossad!
