Min datter blev færdig med gymnasiet i sommer og inden hun starter på sit studie til september, er hun et smut i Latinamerika. I disse dage besøger hun en veninde i Chile. Som far skal jeg indrømme at det er lidt underligt, at hun ikke er her. Men jeg skal jo alligevel vænne mig til det. Sådan er det når børn bliver voksne og flyver fra reden. Spørgsmålet er alene hvor langt væk hjemmefra de ender. Og fortsætter det, som det seneste halve århundrede, her til lands, håber jeg at hun flyver langt væk til et sted, hvor hun får lov til at beholde en større del af frugterne af hendes arbejde.
I så fald er det bestemt ikke første gang man i min familie flytter langt i jagten på det gode liv. Til forskel fra tidligere vil jeg dog kunne glæde mig over at jeg som forældre vil have muligheden for at se min datter fra tid til anden. sådan var det ikke før i tiden. Der var et farvel ofte et farvel for altid. Det gjalt de der emmigrerede fra Europa og det gjalt de som kom fra Dansk Vestindien, som mine forfædre.
Men det er nu alligevel lidt underligt at skulle sige til ens børn, at man ønsker at de forlader Danmark. Men vi lever også i underlige tider. Fra at være et af verdens absolut rigeste lande i det meste af det 20. århundrede, er det gået ned af bakke for Danmark i årtier. Jovist har vi fortsat en høj levestandard. Men lykkes det ikke at reformere dansk økonomi (ikke mindst at gøre noget ved det høje skattetryk og den meget store offentlige sektor), men fortsætter man i stedet med en politik hvor "systemets interesser" og budskabet om at man da bare kan stemme sig til andre folks penge råder, er det kun et spørgsmål om tid.
Sikke en kontrast til det Danmark min tiptiptipoldemor, Lucretia Burke, i midten af det 19. åruhundrede, ønskede for sine børn, at de ville flytte til og bosætte sig.
Lucretia fødtes som slave i 1797 på St Croix, og arbejdede som husslave indtil hun som 17 årig indgik i en byttehandel mellem hendes ejer og en skotsk læge, Hugh Lang, som hun derefter flyttede ind hos (som fri kvinde). Hugh Lang vendte senere tilbage til Skotland og giftede sig. I modsætning til mange andre europæiske mænd, der tog sig en farvet familie i kolonierne, vedblev han dog med at tage sig af både Lukretia og ikke mindst deres 4 døtre, som også arvede ham ved hans død.
Vi har i familien bevaret en del breve fra dengang. Ingen tvivl om at Lukretia og ligesindede i dag ville blive omtalt som "kokosnødder", brun udenpå og hvid indeni. Her var ingen illusioner om egen kulturel værdi, og her er alting bestemt ikke lige godt.
Som Lukretia skriver til datteren Margaret, da denne i 1843 ønsker at vende hjem fra sin far i Europa:
"intet ville give mig større lykke, mere fornøjelse og større glæde end at modtage dig i mine arme, mit elskede barn”, men fortsætter derefter med at understrege, at ”pligten tvinger mig, hvor stærkt det er imod mine moderlige følelser, at lægge frem for dig de ofre, det vil indebære for dig, førend du vil kunne velsigne os med atter at være blandt os”.
og fortsætter:
”Det samfund du nu lever i [Europa], som jeg regner med består af respekterede og veluddannede mennesker, vil blive skiftet ud med halvstuderede eller nærmest uvidende mænd og kvinder [på St. Croix]”.
Hun havde altså en klar forestilling om hvor fremtiden lå, og det var ikke i Dansk Vestindien. Alle Lucretias døtre endte med at bosætte sig i Danmark, der netop i de år var godt på vej til at blive et af verdens absolut rigeste lande. Et land og en økonomi præget af liberaliseringer, både internt og eksternt, lave skatter og en lille stat, kombineret med værdier som respekt for hårdt arbejde og flid, samt at man naturligvis sørgede for sig og sine. Sådan er det desværre ikke længere.
