“Skal et tal bestemme din fremtid?” hører vi som modargument, når vi liberale argumenterer for højere adgangskrav på gymnasieuddannelserne.
“Et tal” bliver ved med at runge i mit hoved. Det er jo netop ikke bare et tal!
Tallet der bestemmer min fremtid, om man så må sige, er et forsøg på at evaluere mine kompetencer på et felt. At argumentere for, at alle bør have krav på en gymnasial uddannelse, uden at have de nødvendige faglige kvalifikationer, er mig uforståeligt.
Det tal, der bestemmer min fremtid, er en indikation for min vilje, flid og kompetence. Vilje til at stå ved når det er svært, flid til at gå i dybden med det faglige og kompetencen til at kunne uddanne mig, på et højere niveau. Er dette ikke vigtige indikatorer for, om en gymnasial uddannelse kan gennemføres? Er dette ikke vigtige indikatorer for, om en universitetsuddannelse kan gennemføres?
Den gymnasiale uddannelse er en forberedelse til universitetsuddannelsen. Både uddannelsen på gymnasiet og på universitetet er boglige. Muligheden for at gennemføre uddannelsen er dermed væsentlig større hvis eleven kan læse og modtage undervisning i klasser. Tallet der bestemmer min fremtid, er netop et udtryk for min evne til at læse og modtage klasseundervisning. Bør vi ikke tage dette med i evalueringen af, hvorvidt samfundet skal finansere en sådan uddannelse til en potentiel elev?
Hvis vi ønsker et samfund, hvor vi hver især specialiserer os, så er det vigtigt, at vi evaluerer os i forhold til hinanden og finder ud af, hvad vi er gode til.
Vi gør det allerede i mange sammenhænge uden at tænke over det. Vi spørger helst den dygtigste elev i klassen til råds. Vi har mere tillid til overlægens vurdering end sygeplejerskens.
Vi evaluerer os i forhold til hinanden, fordi vi ønsker det bedste resultat - det er logisk og naturligt. Det samme ses på arbejdsmarkedet. Du bliver evalueret på dine kvalifikationer og kompetencer og tilbudt job på baggrund heraf. Dine evner påvirker dine muligheder.
Det er vigtigt at vi bliver ved med at specialisere os - det er et af fundamenterne til vores samfund idag. Vi behøver ikke alle, at dyrke kartofler i baghaven og passe børnene hjemme. Vi har udviklet os, fordi vi har brugt resurser på, at uddanne befolkningen til at løse opgaver til gavn for andre i samfundet. Er det ikke i alles interesse, at disse uddannelser forgår på så højt niveau som muligt?
Et karakterkrav på gymnasieuddannelserne vil skabe bedre rammer for eleverne. Ved at sikre at alle har et godt udgangspunkt højnes det faglige niveau og dermed udbyttet for den enkelte elev. Danmark vil sidde tilbage med langt dygtigere studenter.
Hvis modargumentet er, at der som følge af adgangskravet, bliver tilbudt for få pladser, bør man kigge på folkeskolens faglige niveau, istedet for at sænke niveauet på de gymnasiale uddannelser.
I Danmark har vi gratis uddannelse. Dét giver alle lige muligheder for at kvalificere sig til en gymnasieuddannelse. Når det er andre der betaler for uddannelsen er det ok at stille krav - præcis som en chef stiller krav til sin medarbejder.
Vi må huske, at det tal, der bestemmer vores fremtid, ikke bare er tal. Det er en indikator for vores individuelle evne og ihærdighed. Det er en indikator for vores kunnen.
Det er os selv der bestemmer, hvordan vi vil kvalificere os.
I Danmark er det eleven der skaber sin fremtid.
