Efterlønsordningen er ikke kernen i vores velfærdssystem

S-SF og fagforeningerne forsøger at tegne et billede af, at så snart efterlønnen bliver afskaffet, så smides allesammen tilbage på arbejdsmarkedet

Thomas Jaskov,

05/01/2011

S-SF og fagforeningerne forsøger at tegne et billede af, at så snart efterlønnen bliver afskaffet, så smides allesammen tilbage på arbejdsmarkedet. Dette er jo næppe tilfældet. Vi skal jo huske på, at, såfremt man er nedslidt som 60-årig, så vil der jo stadigvæk være muligheden for at gå på førtidspension. 15% af de mest nedslidte efterlønnere idag, ville faktisk kunne kvalificere sig til førtidspensionen, og det er jo helt fint. Sådan skal det også være. Ingen syge/nedslidte skal lades i stikken.

Men dem som kan arbejde, bør også gøre det, og så gå på normal pension som 65-årige. Det er mest solidarisk for alle. Sådan var det jo også før efterlønsordningen blev indført i 1979, og sådan er det i alle de mange lande, som ikke har en efterlønsordning. Folk rundt omkring i verden går på pension som 65-årige - sådan bør det atter være i Danmark. Dem som virkeligt er nedslidte vil modtage førtidspension. Ingen bliver ladt i stikken.

Vi kommer ikke udenom det faktum, at Nordsøolieindtægterne, som gennem flere år sponserede de 20 mia. kroner efterlønsordningen årligt koster os, er begyndt at svinde ind - for snart at forsvinde helt, og vi, som befolkning indenfor 10 år - pga den demografiske udvikling - er én arbejdende person til at forsørge to personer på overførselsindkomst. Førhen var det lige omvendt - for hver person på overførselsindkomst plejede der at være to som arbejdede. Danmark har ikke længere råd til at bevare efterlønsordningen. Hvad enten vi ønsker det eller ej, hvad enten vi synes det er sympatisk eller ej, så har vi ikke råd til at bevare den.

Alternativet, S-SF's 12 minut plan krydret med indædt reformmodstand, er voksende statsgæld i bedste Anker Jørgensen manér, og en økonomi som skrumper fremfor at vækste. Sidstnævnte kan vi bl.a. takke de 31,5 mia. kroner i årlige skattestigninger som S-SF vil indføre såfremt de vinder valget - ekstra skatter i et land som i forvejen har verdens højeste skattetryk... Det er torskedumt!

Som vi sidst så det i Danmark i 1982 under Anker Jørgensen, eller senest i Island, Grækenland og Irland, kan lande, som ikke i tide får styr på deres økonomi jo kollapse helt. Den vej skal vi ikke gå. Derfor klart nej til S-SF's populisme politik baseret på en voksende statsgæld, og klart ja til ansvarlig politik og efterlønsreform. Danmark har ikke råd til at lade være.

Sidst men ikke mindst bør vi altså huske på, at efterlønnen jo er en marginal ydelse sammenlignet med ydelser som omsorg, sundhed og uddannelse. Efterlønsordningen er ikke kernen i vores velfærdssystem. Den er en luksus, som vi ikke længere har råd til at bevare - ja lige med mindre vi ønsker at finansiere den ved en årlig forøgelse af statsgælden (som S-SF's 12 minut plan lægger op til), eller ved at skære i vores kerneydelser såsom omsorg, sundhed og uddannelse. Dette vil gøre rigtigt ondt, og det er der ingen af os som ønsker. Så heller afskaffe efterlønnen. Det er det mest solidariske vi kan gøre. Både for os selv, og for de fremtidige generationer.

Tak for ordet.

Kilde: