Efterlyses: Liberal demokratisk succes

Liberal Alliance går frem i meningsmålingerne, og det påvirker mig ikke. Men det har været nærmest deprimerende og med stor forundring fra min side, hver gang en af mine liberale venner har udtrykt vild begejstring med håbet om, at nu har Danmark muligheden for at blive et friere land.

I deres valg af politisk holdning har mine venner anerkendt, at det frie marked virker, fordi mennesker som regel handler i egeninteresse. Men i valg af politisk strategi ignorerer de det samme faktum: Den demokratiske statsmagts vækst kan ikke stoppes eller vendes, når samfundet består af mennesker, der som regel handler i egeninteresse. Medlemmerne af en lille interessegruppe på 100.000 personer, der vil modtage et antal støttekroner fra staten råber meget højt, fordi det vil gøre en stor forskel for hver enkelt. Modstanden fra hver enkelt i en stor interessegruppe på 3 mio. personer, som pengene tages fra, er meget svag, fordi hver enkelt fratages kun 1/30 af det beløb, som modtageren får.

Dette sammen med andre forhold betyder, at demokratiets incitamentstruktur favoriserer større offentlige udgifter og mere statslig regulering. Uundgåeligt og uovervindeligt.

Jeg mener altså, at det er en håbløs kamp at bekæmpe statens vækst gennem demokratiet, og jeg tror, at historien bakker mig op. Derfor bringer jeg en efterlysning til liberale, der får stjerner i øjnene af Liberal Alliances fremgang i meningsmålingerne: Hvor og hvornår er det på noget tidspunkt i historien lykkedes varigt at stoppe eller vende statens vækst gennem demokratiet?

One hit wonders som Thatcher og Reagan er ikke interessante i denne sammenhæng, da deres hjemlande som bekendt har oplevet en uhindret vækst i statsmagtens størrelse siden. Hvis vores højeste politiske mål virkelig er at bremse statens vækst for blot en kort periode, så kan det konstateres, at vugge-til-grav-staten har haft succes med at fratage os enhver ambitiøs og kreativ gnist.

Hvis der ikke findes et eksempel på, at det, trods utallige forsøg fra dygtige mennesker, er lykkedes at stoppe eller vende statens vækst gennem demokratiet, så er spørgsmålet, hvad der får Liberal Alliances ivrige støtter til at tro, det vil lykkes denne gang. Jeg er ikke sortseer eller opgivende over for at opnå et frit samfund, men jeg foreslår, at det demokratiske spil overlades til levebrødspolitikerne, og at vi i stedet bruger vores knappe tid og ressourcer på en strategi, der rent faktisk har en chance for at virke. Seasteading, fx.

64 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere