Eksperters ulidelige forudsigelighed

Åh, man bliver så træt af disse "eksperter"

Ikke angivet Ikke angivet,

11/02/2017

Åh, man bliver så træt af disse "eksperter". Hvorfor skal de allesammen være så hulens politisk korrekte? Det er så kvalmende forudsigeligt.

TV2 News kører i dag et indslag på båndsløjfen om banders afpresning af forretningsdrivende i Odense. "Bander" er indvandrerbander, men det ord vil ingen naturligvis tage i deres mund.

Det er i sig selv fint med indslaget, for afpresning er et alvorligt, og vistnok voksende, problem. Men der er en kriminolog i studiet,og så ved man jo, hvad klokken er slået. Og ganske rigtig: "Eksperten" mener selvfølgelig, at banditterne i virkeligheden er ofre, som har behov for hjælp og dialog.

Et par ekspert-citater:

1. "Man kan jo sige, at tit og ofte så er det jo unge mænd, som på en eller måde føler sig nødsaget til at gå ud og afpresse andre mennesker..."

"Føler sig NØDSAGET TIL"?! Den skal vi vist lige fordøje!

2. På et spørgsmål fra studieværten om, hvorvidt fænomenet er begrænset, eller det er en "industri"]: "Jamen, jeg ved ikke, om der er en industri, der er i hvert fald nogle unge mennesker, som får genereret en værdi ved at gøre tingene..."

"Får genereret en værdi"? Ja, de får da i hvert fald genereret nogle penge, men det er nok ikke den slags værdier, kriminologen har i tankerne.

3. "...men det, jeg synes er interessant, det er måske at finde ud af, hvad er grunden til det, og hvad er årsagen, der ligger bagved."

"Eksperter" skal altid komplicere og finde "årsager bagved". Mon ikke det bare drejer sig om simpel vinding?

4. "Jamen, der er nogle unge mennesker, som har meldt sig ud af det her samfund af forskellige årsager, og som ikke føler, de er velkomne, og så gør de det, at når de føler, at de ikke er velkomne, så går de den modsatte vej."

5. "...de har nogle andre måder at afstemme tingene på, som ikke stemmer overens med den lovgivning, vi andre vi følger."

6. "...men bestemt, altså i de her lukkede miljøer, når folk bliver pressede, så gør de nogle ting, som ikke er skide hensigtsmæssige... når det går ud over normale mennesker, altså folk, der ikke er en del af de lukkede miljøer, det øh det er ikke på sin plads, og det tror jeg ikke, at folk de er enige i."

7. "...han [Odenses borgmester] nævner også, at vi skal ha' den her bandepakke i gang og hvor det er bander bag tremmer, og det gør jeg ikke, altså i min verden og den erfaring, jeg har, der kræver det, at man rækker ud og hører, hvad æh hvordan kan vi løse det her i fællesskab. Og det betyder også, at man går i dialog med dem, der måske er ... dem, der er på den anden side..."

Ja, tag evt. nogle venligboere med. Og husk kaffe og kage!

Nu skal der som bekendt to til en tango, og jeg tvivler da alvorligt på, at disse banditter har lyst til dans, uanset hvor mange gange de bliver budt op. De er vist uden for enhver pædagogisk rækkevidde. Det samme gælder formentlig kriminologen.

Kilde: