Elefanten som ingen taler om - den offentlige sektor i Danmark

Den største reelle udfordring i vores tid er, at Danmark har fået verdens største offentlige sektor

_slettet_bruger_668 Ikke angivet,

21/10/2012

Den største reelle udfordring i vores tid er, at Danmark har fået verdens største offentlige sektor. Hvis vi ønsker at også den næste generation skal vokse op i et rigt land, så skal der skabes en mere målrettet offentlig sektor, der bæres af flere private skuldre.


Sidste år fik Danmark en ny regering og efter ti år med en VK-regering, der ret beset brugte et årti på at udvide den offentlige sektor og opføre grænsebomme, kunne man som borgerlig iagttager godt være forsigtigt positiv overfor en ny regering, som kommer til fuld af energi fra ti års opposition. Regeringsgrundlaget og de mange nye ministerier understreger de store ambitioner og nye vinkler, som regeringen kommer med.

Men desværre er det ikke nok at have nye ideer, store ambitioner og flotte ord. Sammenbruddet af trepartforhandlingerne og dilletant-forestillingen om betalingsringen stiller store spørgsmålstegn ved regeringens evner, der ganske overskygger den ros for de mange positive tiltag, som regeringen trods alt fortjener.

Det skyldes ikke mindst, at ser man nærmere på indholdet af de reformer, som regeringen faktisk har gennemført for at sikre den danske velfærd, er der stadigvæk lang vej fra retorik og indpakning til egentlig handling.

I sommer så vi det ved skattereformen, som bedst kan beskrives som et gennemført politisk medie-teater uden reelt indhold.

For hverken skattereformen eller de øvrige ”reformer”, som regeringen har sat på dagsordenen vil kunne bringe os tilbage i den superliga af verdens rigeste nationer, hvor Danmark har ligget solidt i de to forrige århundreder, fordi der ikke bliver stillet skarpt på den store elefant i midten af lokalet, som ingen taler om.

Den store elefant, som alle kan se, men som ingen taler om, er at Danmark har skabt verdens største offentlige sektor. Dette er det reelle udfordring i vores tid, som ingen vil tale om.

Måske illustrereres størrelsen af problemet bedst ved at pege på den brede enighed i folketinget om at den offentlige sektor skal gøres stadigt større. Selv et Venstre, der kan gå på vandet i meningsmålingerne og udmærket kan se elefanten, tør ikke tale om den.

For den indlysende sandhed er, at det danske velfærdssamfund hviler på styrken af det danske erhvervsliv: Jo bredere de private skuldre er, jo mere velfærd kan samfundet have. Og omvendt: Jo flere hænder i den offentlige sektor, jo færre hænder vil der være til at få den private sektor til at vokse. Det er den elefant som hovedparten af Christiansborg for alvor mangler at få adresseret.

For hvad opnår Danmark med verdens største og dyreste offentlige sektor, når det er klart, at der ikke har penge til at finansiere den på sigt? Vil vi virkelig efterlade næste generation med et fattigere samfund og trøste vores børn med at de dog arver en offentlig sektor, der sætter verdensrekord i størrelse?

En åben og ærlig prioriteringsdiskussion er stærkt påkrævet, for den indlysende konsekvens er, at vi må sige farvel til mange goder, der i dag opfatter som grundlæggende rettigheder, når pengepungen siger stop.

Det er en ny udfordring for vores tid, for den offentlig sektor er vokset eksplosivt igennem de sidste årtier fra for en generation siden at hjælpe de svageste til i dag at administrere store dele af middelklassen, hvis private økonomi glider gradvis mere ind i den stadigt større fælleskasse.

Selv når der tales om lavere skat, bliver det faktum ofte ignoreret, at et skattetryk har en stor del at gøre med antallet af offentlige ansatte. Det er svært begribeligt, at både den nuværende og den forrige regering tilsyneladende overså denne ellers indlysende sammenhæng.

Den seneste skattereform er derfor et glimrende eksempel på hvordan regerings ambitioner falder til jorden med et plask: Fratrukket nye særskatter er der kun reelle skattelettelser på hen ved 7 mia. kr, svarerende til mindre end én procent af den offentlige sektors volumen – og det altså om ti år, når den er fuldt indfaset.

Til gengæld er rigeligt med foder til elefanten. Verdens største offentlige sektor koster hvert år over 1.000 mia. kr.. Skattereformen giver den nu lov til fortsat at blive større, hvilket efterlader det private erhvervsliv med stadigt større byrder.

For når der ikke skæres i den offentlige sektor, så må finansieringen af skattelettelserne findes andetsteds, og skattereformen indeholder desværre en række vækstdræbere, som den finansielle lønsumsafgift og udstationeringsbeskatningen, der vil undergrave den internationale konkurrenceevne for to vigtige sektorer.

Man skal også huske, at den slags mærkelige påfund kun kommer på bordet, fordi hverken regeringen eller Venstre ønsker at tale om verdens største offentlige sektor.

For kun en generation siden var der over 5 i den private sektor til at betale den offentlig ansattes løn, men i dag er det faldet til kun lige over 2 privatansatte for hver offentlig ansat. Danmark er gået udover en kritisk smertegrænse, når halvdelen af en privat ansats indtægt går til at betale en offentligt ansat medborger. Som en lille, åben økonomi er det ikke holdbart, og her hjælper det bestemt ikke at lade være med at tale om elefanten.

Man kan håbe, at vores regering ville bruge den nylige regeringsrokade til at genopfinde sig selv, for det er stadig en regering i noget nær koma efter de forliste trepartsforhandlinger, som blev iscenesat som grundstenen i regeringens reformambitioner og den direkte vej til løsning af Danmarks udfordringer ved en forankring hos arbejdsmarkedets parter.

Det var regeringens eget bagland i fagbevægelsen, der kraftigt sagde fra, da de under valgkampen opslog temaerne »udvidelse af arbejdsudbuddet« og ”sikring af velfærd ved at vi alle arbejder mere” konkret blev formuleret som afskaffelsen af St. Bededag.

Efter det forløb bør vi nok passe på at kritisere den manglende offervilje i de kriseramte sydeuropæiske økonomier. For det er tydeligt, at vi i Danmark mangler den krisebevidsthed, der kan skabe den påkrævede tilpasning af velfærden, når end ikke én eneste helligdag kan ofres.

Danmark er på direkte kurs mod et latinsk morads, hvis ikke de ansvarlige kræfter i regeringen genfinder ambitionerne om den nødvendige omlægning og tage det nødvendige opgør med de dele af regeringsbaglandet, der råber op om at brandbeskatte millionærer, forbyde Krifa, konfiskere landsbrugsjord og i det hele taget fjerne al investeringslyst i Danmark.

Danmark har i dag over 900.000 offentlige ansatte, som er stærkt afhængige af, at der skabes indtægter til løn og drift via skatteindbetalinger. Til sammenligning har Schweiz, der som bekendt også har flere indbyggere og en veludbygget velfærd, under 400.000.

Efter sommerferien må de ansvarlige politiske krafter i Danmark samles om at fortsætte i det spor, at vi i Danmark skal arbejde mere og længere og være flere om det. Carina skal have et værdigt arbejdsliv, og naturligvis ikke parkeres på varig ydelse.

Man må derfor håbe, at regeringen vil stå fast på en bæredygtig omlægning af velfærden, så en bedre prioriteret offentlig sektor bæres af flere private skuldre. At lægge flere byrder på de privatansattes skuldre vil være stærkt ødelæggende for sammenhængkraften i det danske samfund.


Men det kræver, at både de fornuftige dele af regeringen og de ledende dele af Venstre holder op med kun at stirre på elefanten i lokalet, men også begynder at tale om, hvordan den offentlige sektor kan bringes ned til en fornuftig størrelse, der passer til Danmarks fysiske omfang.

Kilde: