Min klummekollega Pernille Birch havde forleden (22. januar 2015) en klumme angående fremdriftsreformen. Hovedpointen var, at fremdriftsreformen er et nødvendigt onde, der krævede statens indgriben.
Alt for ofte argumenteres der for, at øget statslig kontrol med produktionen – i dette tilfælde produktion af ”uddannelse” – er et nødvendigt, men tålelig onde i kampen om at øge velstanden. Eftersom uddannelsesapparatet i sig selv ikke holder sig tilbage med at indoktrinere børnene i, at statslig indgriben ofte er godt og hensigtsmæssigt, kan det ikke undre at så mange danskerne har så svært ved at slippe tanken om, at også hvad angår staten gælder Hanlons Lov (oversættelse: Hanlon’s Razor):
”Tillæg aldrig ondskab dét, der bedre kan forklares gennem inkompetence”.
Statsapparatet er fyldt med mennesker, der overvurderer egne evner til at skabe de resultater, de efterstræber. Det gælder såvel politikere som embedsmænd. Det er en simpel naturlov, der bør være blandt det første, unge mennesker lærer i grundskolens samfundsfag.
Når det så er sagt, så mangler vi stadig at forholde os til fremdriftsreformens hensigtsmæssighed. Fremdriftsreformen rammer de studerende på to måder: den første er ved at begrænse muligheden for det såkaldte ”fjumreår”. At afskaffe dét, at staten skal bekoste et ekstra år på bistand er kun fornuftig. Den anden måde er ved at kræve, at alle studerende tager 30 ECTS point pr. semester, hver semester. Hensigten er at få de studerende hurtigere gennem systemet, og samtidig gøre snyd mere besværligt. Og her viser planøkonomiens grimme ansigt sig i særdeleshed.
Hvordan folk vælger at disponere over deres tid, også i løbet af en uddannelse, afhænger af mange faktorer. I Danmark har det eksempelvis været udbredt, at unge kvinder valgte at stifte familie under studietiden fordi, i modsætning til efter uddannelsens afslutning, har småbørnsfamilier langt større fleksibilitet, hvis moderen er under uddannelse end efterfølgende. Det danske system er på én og samme tid småbørnsfamilievenligt, men også -fjendtligt. Falder du uden for den snævre gruppe, der definerer gennemsnittet, straffes man implicit gennem den manglende valgfrihed, der kendetegner den universell velfærdsstat. Under fremdriftsreformen fjerner staten fleksibiliteten fra folks liv uden hensyntagen til, om en studerende vælger at være længere tid om at tage 30 ECTS point af ganske fornuftige grunde, også set fra et samfundsøkonomisk perspektiv. Ingen kan vide det.
Men i planøkonomiens og centraliseringens hellige navn, som snart alle lige fra LA til EL hylder, har staten nu ret til at detaljestyre folks liv i det øjeblik, en person må leve over evne i en periode (hvad enten der er tale om arbejdsløshed eller studie).
Findes der så et nyttigt alternativ? Ja! Og den er endda både liberal og politisk spiselig for alle partier.
Frem for, at der skal være et krav om, at en studerende skal opnå 30 point per semester og at SU’en kun skal række i lige præcis den normerede studietid, bør vi i stedet sige følgende:
- En studerende har ret til et fast beløb SU pr. ECTS point. I dag får en studerende ca. 36.000 kroner i SU pr. semester. Man kunne derfor f.eks. sige 1.200 kroner pr. ECTS point. Tager en studerende flere point, f.eks. 37,5, får man tilsvarende mere SU.
- SU’en udbetales som rentefri lån inden semesterstart, efter man er skrevet op til eksamen. Beløbet kan udbetales månedsvis eller på én gang. Det er ligegyldigt.
- Den studerende skal så bestå til den ordinære eller reeksamen for at få lånet eftergivet. Består den studerende ikke, kan vedkommende tage faget om, men lånet for de ikke-beståede ECTS-point vil nu tælle som almindelig SU-lån, hvor der tilskrives renter.
Denne model er fremdriftsreformen overlegen på flere måder.
For det første, så belønner den flittige studerende ved at gøre det muligt at få mere i SU pr. semester mod, at man færdiggør uddannelsen hurtigere.
Den straffer ikke nogen, der vælger at tage uddannelsen over dobbelt så lang tid, fordi man har andre vigtige forpligtelser, såsom familie eller fuldtidsarbejde.
Den straffer ikke flid ved at smide ellers dygtige studerende ud, fordi de vælger svære fag, der kræver længere forberedelse, og den belønner ikke dovenskab ved at tillade, at man kan modtage SU uden at producere et konkret resultat.
Den kommer også snyd til livs da pengene først udbetales som lån, der efterfølgende eftergives hvis den studerende består eksamen.
Hermed en opsang til politikerne til Christiansborg.
Mere frihed, mindre planøkonomi, tak!
