I 2005 var jeg så uheldig at møde en aggressiv fyr, som ikke kunne styre sin hidsighed. Min husbond og jeg gik tilfældigvis på en sti hvor det ikke passede fyren vi gik. Det irriterede ham så voldsomt at han langede ud efter mig så jeg væltede og i faldet ramte jeg et lavt rækværk. Fyren stak af, min husbond havde nok at gøre med at tage sig af mig og jeg kunne ikke rejse mig. Det var ikke mærkeligt - jeg var faldet så uheldigt at mit skinneben var brækket - og endte på hospitalet.
Hermed er den hidsige fyr næsten ude af historien, det var gået så stærkt og været så forvirret at ingen af os ville være i stand til at genkende ham. Den eneste andel denne ikke særlig sympatiske fyr har i historien, er at hans hidsighed bragte mig til et hospital. Det vil sige bevidstheden om denne hidsige optræden lurer lidt i baghovedet for det undrede mig hvor den kom fra. Vi var bare et sted hvor det ikke passede ham.
Men et brækket skinneben kræver behandling. Og det fik jeg.
I fire dage lå jeg på langs imens der blev gjort det der var nødvendigt, derefter fik jeg udleveret en kørestol som jeg kom til at sidde i længe. Imens jeg ventede på at min husbond kom og hentede mig hjem blev jeg kørt ind i den ene af de to dagligstuer som hørte til afdelingen.
Bemærk det var i 2005 - altså før der blev indført forbud imod tobaksrygning - og jeg blev spurgt om jeg ville vente i den for rygere eller den hvor der ikke blev røget. Efter 4 dage uden tobak, fordi der ikke måtte ryges på en sygestue, valgte jeg som er storryger, at komme i den hvor jeg kunne få en smøg. Og det blev en meget behagelig og munter oplevelse. Rummet var fyldt med rygende personer der ventede på, enten at blive afhentet ligesom jeg, eller på at skulle have mere behandling. Og stemningen var afslappet, man udvekslede historier om hvordan man var endt her pakket ind i bandager, og fik på den måde noget af det chok som vi hver især havde været ude for sat på plads. Det luner at sidde blandt lidelsesfæller og berette om sine egne trængsler og blive hørt. Og det var ikke småting vi hver især havde oplevet, men vi slappede af imens røgen bølgede fredeligt omkring os og de der var kommet af sted uden cigaretter eller hvad de nu foretrak, blev budt af de der havde noget at byde af. Tobaksrygere er venlige folk og under gerne hinanden den glæde det er at få en smøg i en presset situation. Og presset var vi alle sammen af det der havde bragt os hvor vi var.
Hver især vidste vi hvor beroligende det er at få en smøg, sådan har det været i al den tid man har nydt tobakkens virkning. Og det er længe.
Læs resten her
