En ny regeringsby. tak!

Kan vi få en ny hovedstad? Nej, ikke så let, hvis ”hovedstad” betyder ”vigtigste by”

Villi John Petersen,

26/05/2015

Kan vi få en ny hovedstad?

Nej, ikke så let, hvis ”hovedstad” betyder ”vigtigste by”. Det vil København være i mange år fremover - alene på grund af indbyggertallets størrelse.

Begreberne "hovedstad" og "provins" er imidlertid levn fra enevældens tid, da kongen sammen med nogle få ministre styrede landet. Siden 1849 har vi haft en fri forfatning med junigrundloven som juridisk grundlag. Den udbreder – i hvert fald teoretisk – via den almindelige stemmeret magten til hele Danmark. Den demokratiske magt befinder sig altså ikke længere i kongens residensby; men i Folketinget, der er valgt ved almindelig stemmeret og skal repræsentere hele folket spredt ud over hele landet.

Sådan er det desværre ikke mere! Den danske virkelighed har forrykket sig både radikalt og uheldigt: bortset fra et par enklaver i Østjylland er hele landet uden for København nu udkant! Det skyldes naturligvis ikke alene, at Folketinget er placeret i København; men at regering og centraladministrationen også er det.

Derfor mener jeg, at hovedtemaet for dette års grundlovstaler godt kunne være, hvordan vi igen får et helt, sundt Danmark, der strutter af optimisme, velfærd, demokrati og vækst helt ud til randen. Det gør vi, så vidt jeg kan se, bedst og mest effektivt ved at vælge en central regeringsby. København kan gerne være dronningens eller kongens by; men Lillebæltområdet: Middelfart, Fredericia, Kolding og Vejle må være et ideelt som sæde for Folketing, regering og centraladministrationen.

Det fungerer udmærket i Holland, hvor Amsterdam er den største by med konge og slot; mens den Haag er regeringsby. Så hvorfor skulle det ikke også være godt her i landet?

København og den østsjællandske region vil ikke være truet af en sådan ordning. Der er i forvejen så mange indbyggere og faciliteter, at en fornuftig udvikling fortsat vil være mulig. Måske vil det medføre et lidt mindre pres infrastrukturen: bebyggelse, miljø og trafik; men det er vel bare en fordel?

Men når København og dens forstæder i stedet for som nu, hvor de mest vender ryggen til resten af landet, bliver nødt til i højere grad, at orientere sig mod landets centrum; vil der opstå en helt ny situation med nye energier og synergier, der uden tvivl vil være til gavn for hele landets fremtidige udvikling.

Jeg spår, at det parti, der først helhjertet går ind for en sådan udflytning og oprettelse af en ny regeringsregion vil opleve, at ikke alene har partiet effektivt bekæmpet skævdelingen af landet; men også, at gevinsten vil være en meget betydelig stemmefremgang. 

NB: Der er kun 10 dage til Grundlovsdag, så kom bare i gang med at rette talen til!

Kilde: